Version 19. december 2025

7. Ejendomsberigtigelse

Ved ejendomsberigtigelse forstås, jf. udstykningslovens § 9, tilfælde, hvor det registreres i matriklen, at en ejendomsgrænse er ændret som følge af:

  • hævdserhvervelse (grænsehævd),
  • naturens ændring af en ejendoms grænse mod søterritoriet, et vandløb eller en sø, eller
  • udskillelse af et areal fra en samlet fast ejendom, når arealet i mindst 20 år har været offentlig vej eller sti.

Ved en ejendomsberigtigelse bringes registreringen af en ejendoms afgrænsning i matriklen i overensstemmelse med de ejendomsretlige forhold på stedet. Det betyder, at hævdvundne arealer, og arealer, der er fremkommet eller fraskyllet på grund af naturens ændringer, skal berigtiges i sin helhed. Se også afsnit 7.4.1.

Det kan ikke pålægges en ejer at få foretaget ejendomsberigtigelse. Hvis ejeren vælger at få ejendommen berigtiget, skal skellet mod en tilgrænsende ejendom fastlægges i overensstemmelse med den rette ejendomsgrænse mellem de to ejendomme. Udtrykket ”den rette ejendomsgrænse” angiver, at det er den gældende ejendomsgrænse, der skal fastlægges. Dette støttes på en naturlig forståelse af ordet ”ejendomsberigtigelse”, hvorved må forstås, at forholdene bringes i overensstemmelse med det, der retligt gælder (forholdene berigtiges).

Ændring af skel mellem matrikelnumre inden for den samme samlede faste ejendom (interne skel) kan ikke ske ved ejendomsberigtigelse, men skal foretages som en teknisk ændring, se kapitel 10.

Det er en forudsætning for ejendomsberigtigelse som følge af grænsehævd, at betingelserne for erhvervelse af ejendomshævd over en tilgrænsende ejendom er opfyldt, herunder at der har været udøvet en uberettiget og uafbrudt ejerråden gennem minimum 20 år til en entydig og fast grænse. Hvis der tidligere er indgået en overdragelsesaftale eller en aftale om brug eller lån af arealet, er råden ikke uberettiget, og der kan derfor ikke vindes hævd. Den uberettigede råden kan afbrydes fysisk ved aktiv modråden, retsskridt, herunder ved at indlede en skelforretning, eller den hævdendes beviselige anerkendelse af ejerens ejendomsret.

Reglerne om ejendomsberigtigelse kan kun anvendes, når det areal, hævden er vundet over, grænser til den hævdendes ejendom. Der kan vindes hævd over en del af den tilgrænsende ejendom eller over den tilgrænsende ejendom i sin helhed. Hvis ejendommene ikke er tilgrænsende, må spørgsmålet om adkomsten søges afklaret ved domstolene.

Det registrerede skel mellem to bestående ejendomme kan ændres ved ejendomsberigtigelse, når der er enighed mellem ejerne af de berørte ejendomme om, at ændringen skyldes hævd. Begge ejere skal afgive erklæring herom. I praksis betyder det, at ejerne erklærer, at ændringen af ejendommenes afgrænsning skyldes hævd, og at de har påvist landinspektøren det skel mellem deres ejendomme, som de anser for det gældende. Hvis en ejer har vundet hævd over en tilgrænsende ejendom i sin helhed, skal ejerne af begge de berørte ejendomme erklære, at de er enige om, at hævden er vundet over den tilgrænsende samlede faste ejendom i sin helhed. Dette følger af bekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 1.

Landinspektøren skal i begge situationer erklære, at landinspektøren ved egne undersøgelser finder ejernes erklæringer bekræftet, og ikke finder grund til at tvivle på, at der er tale om hævdserhvervelse. Dette følger af bekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 2. Se yderligere afsnit 7.2.4 om landinspektørerklæring.

Erklæring fra ejer og landinspektør bør indeholde en beskrivelse af, hvordan den grænse, der ønskes registreret som skellet mellem ejendommene, fremtræder på stedet.

Hvis parterne ikke er enige om ejendomsgrænsens beliggenhed, kan forholdet afklares ved, at den ene part anmoder en landinspektør om at afholde en skelforretning, jf. udstykningslovens § 35.

Reglerne om skelforretninger gælder ikke i Københavns Kommune, jf. udstykningslovens § 41. Uenighed om en ejendomsgrænses beliggenhed må derfor afklares ved domstolene i Københavns Kommune.

Der kan ikke afholdes skelforretning om skellet mod et fællesareal (gadejord og lign.), der er omfattet af udstykningslovens § 46. Se afsnit 7.2.3, hvor de specielle regler for ejendomsberigtigelse mod gadejord og lign. er beskrevet.

Hvis der er ejersammenfald mellem to ejendomme, kan der ikke udøves hævdsråden, idet råden over den tilgrænsende ejendom ikke kan betragtes som uberettiget, ligesom ejeren ikke har anledning til at gribe ind overfor sig selv. Dog kan den samme ejer af to tilgrænsende ejendomme afgive erklæring om ejendomsberigtigelse, hvis grænsehævd er vundet inden, der opstod ejersammenfald. Geodatastyrelsen kan i den sammenhæng i medfør af udstykningslovens § 13, stk. 2, anmode landinspektøren om nærmere oplysninger om baggrunden for ejendomsberigtigelsen, eksempelvis hvis:

  1. Ejersammenfaldet har bestået i flere år på tidspunktet for sagens indsendelse til registrering.
  2. Ortofoto ikke umiddelbart viser, at der før ejersammenfaldet har bestået brugsgrænser i hævdstid, der afviger fra de i matriklen registrerede skel.
  3. Hvis der på anden måde er tvivl om, hvorvidt betingelserne for at opnå grænsehævd er opfyldt.

Når de tilgrænsende ejendomme ejes af henholdsvis et selskab og en person, der har bestemmende indflydelse over selskabet, sidestilles dette med ejersammenfald. Tilsvarende anses der for at foreligge ejersammenfald, når den stedlig kommune ejer en ejendom, der grænser op til en ejendom omfattet af udstykningslovens § 46, stk. 1. I sådanne tilfælde kan ejendomsberigtigelse fra gadejord til den tilgrænsende kommunale ejendom ikke gennemføres efter reglerne i bekendtgørelsens § 18.

Ægteskab, sammenlivsforhold eller en forældre/barn-relation sidestilles ikke med ejersammenfald. Hvis en grundejerforening ejer den ene ejendom og et medlem af grundejerforeningen ejer naboejendommen anses det ikke for ejersammenfald.

Det er muligt at vinde grænsehævd over et areal, hvorpå der ifølge matrikelkortet er optaget privat fællesvej. Det gælder uanset, om vejen findes fysisk på stedet eller ej. Hvis vejen findes fysisk på stedet og anvendes af andre, skal det derfor afklares, om der er rådet på en sådan måde, at betingelserne for at opnå grænsehævd er opfyldt.

Når betingelserne for grænsehævd er opfyldt, og vejen som følge af hævd kommer til at ligge på en anden ejendom, skal der ikke indhentes dokumentation for optagelse af privat fællesvej iht. bekendtgørelsens § 5. Da vejen ikke kommer til at ligge på anden ejendom som følge af omlægning eller indsnævring, gælder bekendtgørelsens § 8, stk. 2, 2. pkt. ikke i denne situation.

Geodatastyrelsen kan i særlige tilfælde acceptere registrering af ejendomsberigtigelser uden arealændring, hvis styrelsen vurderer, at et ændret areal ikke vil være mere korrekt og retvisende end det registrerede. Vurderingen vil ske på baggrund af:

  • kvaliteten af det oprindeligt registrerede areal,
  • kvaliteten af skellene omkring jordstykket,
  • sammenligning af registrerede skel og brugsgrænser i et ortofoto og
  • størrelsen af det overførte areal.

Ejererklæringer, der skal afgives efter bekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 1, skal underskrives af den, der ifølge adkomst i tingbogen er berettiget til at råde over den pågældende ejendom, jf. bekendtgørelsens § 40, stk. 1. Geodatastyrelsen kan ikke dispensere fra bestemmelserne i bekendtgørelsens § 17, stk. 1.

Sker ejendomsberigtigelsen i forbindelse med overdragelse af en ejendom, bør landinspektøren lade begge parter underskrive ejererklæringen, hvis ejendommen er overdraget, men adkomsten for erhververen endnu ikke er tinglyst. Når overdragelsen fremgår af tingbogen ved, at erhververens skøde er tinglyst med frist til matrikulær berigtigelse, skal begge parter underskrive ejererklæringen. Angår grænsehævd en samlet fast ejendom, der er opdelt i ejerlejligheder, forudsætter registrering af ejendomsberigtigelse, at alle ejerlejlighedsejerne anerkender hævden, idet alle ejerlejlighedsejere har ejendomsret til grunden, jf. ejerlejlighedslovens § 3, stk. 1. Bestyrelsen i ejerforeningen har ikke kompetence til at anerkende hævden over den fælles ejendom, se mere herom i afsnit 5.3 i Geodatastyrelsens vejledning om registrering af ejerlejligheder.

Læs mere om ejererklæringer i kapitel 19 og Geodatastyrelsens vejledning om ”Tegningsret og Fuldmagt”, der findes på styrelsens hjemmeside.

Der gælder særlige regler for ejendomsberigtigelse af de arealer, der før forordningen af 23. april 1781 om Jordfællesskabets Ophævelse var til fælles brug for samtlige bymænd eller hartkornsejere i ejerlavet, som nævnt i udstykningslovens § 46, stk. 1. Disse arealer kan være gadejordsarealer, grusgrave, sandgrave og lignende arealer, der i sin tid blev udlagt til fælles benyttelse for samtlige bymænd eller hartkornsejere i ejerlavet. I bekendtgørelsens § 18 er denne type arealer betegnet som ”fællesareal som nævnt i udstykningslovens § 46, stk. 1”, men i dette kapitel anvendes ”gadejord og lign.” eller ”gadejordsareal” som en fælles betegnelse for disse arealer.

Gadejord og lign. er registreret i matriklen med matrikelnummer og ejerlav, samt en arealtype som enten ”Byens gade”, ”Fælles grusgrav” eller ”Fælles vanding”. Der kan være registreret en supplerende arealbetegnelse for arealerne i matriklen.

I få tilfælde kan gadejordsareal være registreret i matriklen med et 7000-litra, uden at der herved er tale om en udskilt offentlig vej. Disse arealer kan berigtiges efter reglerne i bekendtgørelsens §§ 17 og 18, når landinspektøren i sagen redegør for, at arealet er gadejordsareal, samt fremsender en kopi af det historiske matrikelkort og/eller protokollen.

Gadejord og lign. er i dag som oftest herreløse. Det er kun få steder, at der endnu findes bylav, som udøver råden over sådanne arealer. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at det oprindelige bylav el.lign. på et vist tidspunkt har overdraget jorden. Hvis gadejordsarealet ejes af et bylav, eller bylavet har overdraget arealet, skal adkomsten til arealet være tinglyst inden Geodatastyrelsen kan registrere ejendomsberigtigelsen i matriklen. Det er Tinglysningsretten, der kan tage stilling til, om adkomsten kan tinglyses for bylavet eller den, som bylavet måtte have overdraget arealet til. Den tinglyste adkomsthaver skal herefter afgive erklæring efter bekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 1.

Har ingen fået tinglyst adkomst, skal landinspektøren ved behandling af en sag om ejendomsberigtigelse inddrage kommunalbestyrelsen som formodningsejer ifølge udstykningslovens § 46, stk. 1.

Efter § 18, stk. 1, skal landinspektøren underrette kommunalbestyrelsen om den indtrådte grænsehævd, og udtrykkeligt henlede kommunens opmærksomhed på reglerne i bestemmelsens stk. 2. Formålet med underretningen er at give kommunen mulighed for at tage stilling til, om den ønsker at begære adkomst til gadejordsarealet tinglyst efter udstykningslovens § 46, stk. 2, eller om den ikke har indvendinger imod den påtænkte berigtigelse. Underretningen bør indeholde et oversigtskort eller måleblad, der viser hvilket areal, der ønskes berigtiget og en begrundelse for den indtrådte hævderhvervelse.

Kommunalbestyrelsen kan herefter vælge at afgive en erklæring om, at der ikke er indvendinger mod ejendomsberigtigelsen. En sådan erklæring kan, jf. § 18, stk. 2, nr. 1, erstatte den sædvanlige dokumentation i form af en erklæring fra ejeren efter § 17, stk. 1, nr. 1. Alternativt kan kommunen vælge ikke at reagere på underretningen. Hvis kommunen ikke har begæret adkomst tinglyst på ejendommen inden fire måneder fra modtagelsen af underretningen, kan landinspektøren dokumentere dette ved en udskrift fra Den Digitale Tingbog, hvilket jf. § 18, stk. 2, nr. 2, ligeledes kan træde i stedet for en ejererklæring, jf. § 17, stk. 1, nr. 1. Det skal fremgå af udskriften, at der ikke er noteret en anmodning om adkomst for kommunen.

Landinspektøren skal ved brug af § 18, stk. 2, nr. 2, godtgøre tidspunktet for underretning af kommunalbestyrelsen. Begærer kommunalbestyrelsen adkomst for kommunen tinglyst, må ejendomsberigtigelsen afvente Tinglysningsrettens afgørelse om ejendomsretten til ejendommen. Får kommunen adkomst på ejendommen, må uenighed om ejendomsgrænsen mellem gadejordsarealet og tilgrænsende ejendomme afgøres ved skelforretning. Se afsnit 7.2.3.2 om kommunalbestyrelsens berigtigelse af adkomst til gadejord og lign.

Bekendtgørelsens § 18 kan ikke anvendes til at berigtige grænsehævd, hvor gadejord eller lign. vinder hævd over en del af en tilgrænsende ejendom. Det følger af ordlyden af bekendtgørelsens § 18 stk. 1, at ejendomsberigtigelsen skal være som følge af hævdserhvervelse over et tilgrænsende fællesareal som nævnt i udstykningslovens § 46, stk. 1.

Bekendtgørelsens § 18 kan heller ikke anvendes til berigtigelse af grænsehævd til en tilgrænsende ejendom, der ejes af kommunen. Under hensyn til kommunens formodede ejerskab efter udstykningslovens § 46, stk. 1, sidestilles denne situation med ejersammenfald. Ejendomshævd forudsætter, at der er rådet uberettiget over en tilgrænsende ejendom, og at ejeren af den pågældende ejendom har haft anledning til at reagere over for denne råden, men har undladt at gøre det i hævdstiden. Kommunen må i stedet begære adkomst over gadejordsarealet tinglyst efter reglerne i tinglysningslovens § 52a, jf. udstykningslovens § 46, stk. 2.

Spørgsmål om adkomst til gadejord og lign. kan afklares ved at anmode Tinglysningsretten om afsigelse af ejendomsdom. Der gælder forskellige fremgangsmåder afhængig af, om det er kommunalbestyrelsen eller en anden fysisk eller juridisk person, der anmoder om ejendomsdom.

Der henvises til Tinglysningsrettens vejledning om ejendomsdom, som kan findes på Tinglysningsrettens hjemmeside.

Når der tinglyses adkomst til et gadejordsareal, ophører det med at være fællesareal, og arealtypen skal derfor slettes i matriklen. Dette kan ske ved at sende en tingbogsattest for ejendommen til Geodatastyrelsen, hvoraf det fremgår, at der er en tinglyst adkomsthaver til den ejendom, der tidligere var gadejord eller lign.

 

Kommunens adkomst til gadejord og lign. efter tinglysningslovens § 52a

Kommunen betragtes som formodningsejer af gadejord og lign. omfattet af udstykningslovens § 46, stk. 1. Hvis kommunalbestyrelsen ønsker at sikre kommunens ejendomsret til gadejordsarealet, kan den begære adkomst til arealet tinglyst. Ifølge udstykningslovens § 46, stk. 2, afgøres dette efter fremgangsmåden i tinglysningslovens § 52a. Bestemmelsen i udstykningslovens § 46, stk. 2, finder kun anvendelse, når kommunalbestyrelsen begærer adkomst tinglyst til tidligere gadejord og lign.

Kommunalbestyrelsen har en frist på 4 måneder til at begære adkomst tinglyst til det tidligere gadejord og lign. efter udstykningslovens § 46, stk. 2, når en landinspektør underretter kommunalbestyrelsen i forbindelse med en ejendomsberigtigelse som følge af hævdserhvervelse over tilgrænsende gadejord og lign., jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 1. Dette følger af § 18, stk. 2, nr. 2.

Det følger af udstykningslovens § 46, stk. 2, at en begæring om tinglysning af adkomst for kommunen til gadejord eller lign. skal være vedhæftet et af en beskikket landinspektør udarbejdet rids med angivelse af arealets grænser og de tilstødende ejendommes matrikelbetegnelser.

I bestemmelsen anvendes udtrykket "et rids". Kommunalbestyrelsens anmodning om ejendomsdom i henhold til tinglysningslovens § 52a over et gadejordsareal skal angå hele ejendommen. Ridset kan derfor blot angive arealets matrikulære afgrænsning på grundlag af matrikelkortet. Det centrale er, at adkomstforholdet vedrørende arealet bliver løst, medens arealets præcise afgrænsning ikke nødvendigvis skal fastlægges. Dette spørgsmål kan om nødvendigt finde sin løsning under en efterfølgende ejendomsberigtigelse, jf. reglerne i bekendtgørelsens § 17 eller skelforretning, jf. udstykningslovens § 35.

 

Adkomst til gadejord og lign. efter retsplejelovens § 476

Hvis andre end kommunalbestyrelsen vil begære adkomst til gadejord og lign., eller hvis kommunalbestyrelsen vil anmode om adkomst til en del af et sådant areal, følges reglerne i retsplejelovens § 476 om ejendomsdom. I tilfælde, hvor flere begærer ejendomsdom på hver sin del af et tidligere gadejordsareal, kan det af hensyn til indkaldelsen til ejendomsdom og sagens videre behandling være hensigtsmæssigt, at hvert areal forinden tildeles sit eget matrikelnummer ved en teknisk ændring. Tildeling af matrikelnumre ved registrering af interne skel kan i disse tilfælde foretages uden erklæring fra ejerne efter bekendtgørelsens § 23, men alene på grundlag af landinspektørens oplysninger om formålet med tildelingen.

Hvis en fysisk eller juridisk person har vundet hævd over en del af et tidligere gadejordsareal, men ikke ejer en tilgrænsende ejendom til arealet, kan bestemmelserne i bekendtgørelsens §§ 17 og 18 ikke anvendes. I stedet må den hævdende part søge ejendomsdom.

Det anbefales, at skellet omkring det areal, der ønskes ejendomsdom til, defineres entydigt i den påstand, der nedlægges, fx med henvisning til et måleblad med målsatte ejendomsgrænser. Ejendomsgrænserne kan dermed blive fastlagt ved ejendomsdommen, hvilket vil lette den efterfølgende registrering i matriklen. Når der registreres nye skel om følge af en ejendomsdom, gælder reglerne om afmærkning og indmåling, jf. bekendtgørelsens § 27, stk. 1, og 28, stk. 1. Når Tinglysningsretten har afsagt ejendomsdom, kan forholdet registreres i matriklen ved udstykning eller arealoverførsel. Der er ikke krav om skelerklæring ved berigtigelse af rettens afgørelse.

Der svares ikke afgift og gebyr for registreringer i matriklen, der sker på grundlag af en ejendomsdom.

I praksis vil der næsten altid være uoverensstemmelser mellem de matrikulære skel for gadejordsarealet og grænserne på stedet. Det kan således forekomme, at en anden bruger af en del af gadejordsarealet kan have vundet hævd på et areal, som grænser til det areal, ejendomsberigtigelsen vedrører. Dette er begrundelsen for den særlige regel i bekendtgørelsens § 17, stk. 2, som finder anvendelse ved enhver ejendomsberigtigelse mod gadejord eller lign. Efter § 17, stk. 2, skal en sådan bruger godkende skellets beliggenhed på den fælles strækning. Se også Figur 7.1, hvor skellene på de fælles strækninger er markeret med grå skygge.

Figur 7.1.: Ejeren af matrikelnummer 2a har vundet hævd på delareal nr. 2 af et gadejordsareal og ønsker at få det registreret under sin ejendom ved ejendomsberigtigelse. Ejeren af matrikelnummer 5b bruger delareal nr. 3, og P. Hansen, der ikke ejer nogen af de omkringliggende ejendomme, bruger delareal nr. 4. Delareal nr. 1 benyttes ikke af nogen bestemt. Skellet, der fastlægges i brugsgrænsen mellem delareal nr. 2 og 3, skal godkendes af ejeren af matrikelnummer 5b, og skellet, der fastlægges i brugsgrænsen mellem delareal nr. 2 og 4, skal godkendes af P. Hansen.

 

Hvis det ikke er muligt at få en erklæring fra brugeren om godkendelse af det afsatte skel på den pågældende strækning, men skellet fremtræder på en sådan måde, at landinspektøren ikke finder grund til at tvivle på, at det har haft denne beliggenhed i de sidste 20 år, må landinspektøren redegøre herfor. Landinspektøren må da beskrive, hvordan skellet fremtræder, og oplyse, hvorfor brugeren ikke har afgivet erklæring. Geodatastyrelsen afgør på grundlag heraf, om kravet om brugererklæring kan fraviges, jf. bekendtgørelsens § 2.

Registreringen i matriklen af det afsatte skel uden brugerens tiltrædelse udelukker ikke, at den pågældende bruger kan rekvirere en skelforretning på et senere tidspunkt, når vedkommende har fået godtgjort sin adkomst til den tilgrænsende del af arealet.

Kravet om landinspektørerklæring efter bekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 2, skyldes et ønske om at holde forandringer ved ejendomsberigtigelse adskilt fra forandringer, der skal ordnes ved arealoverførsel, og hvor der skal tages hensyn til pantehæftelser og servitutrettigheder. Ejendomsberigtigelse forudsætter som nævnt, at der gennem mindst 20 år er udøvet en uberettiget og uafbrudt ejerråden over arealet. Landinspektøren må undersøge, om der er forhold, som kan rejse tvivl eller modsige parternes erklæring om grænsehævd. Når landinspektørens undersøgelse bekræfter parternes erklæringer om grænsehævd, er det en betryggende sikring af, at betingelserne for hævd er til stede, og at der ikke sker en skjult arealoverførsel.

Udstykningslovens § 25, stk. 1-3, gælder ikke for ejendomsberigtigelse, og matrikulære forandringer om ejendomsberigtigelse sendes derfor ikke til prøvelse i Tinglysningsretten via tinglysningssløjfen.

Det betyder, at ejendomsberigtigelse kan finde sted, uden at der er tinglyst værdierklæring eller relaksationspåtegning på tinglyste pantebreve. Dette gælder uanset, om der sker ejendomsberigtigelse af en del af et matrikelnummer, et helt matrikelnummer eller en samlet fast ejendom i sin helhed.

Er der tinglyste servitutter på ejendomme, der afgiver areal ved ejendomsberigtigelse, er det til ajourføring af tingbogen nødvendigt at indlevere servituterklæring til Tinglysningsretten.

Der kan ikke vindes hævd over offentligt vejareal, der er udskilt ved mål i matriklen, og heller ikke over arealer, der i matriklen er registreret som jernbanearealer. Der henvises til den nærmere omtale i afsnit 2.2.3.

Hvis en tilgrænsende ejer gør gældende, at et areal, som i matriklen er udskilt som offentligt vejareal, i realiteten ikke administreres som offentlig vej, og derfor ikke er omfattet af vejlovens anvendelsesområde og den heraf følgende beskyttelse mod hævderhvervelse i vejlovens § 60, stk. 2, må spørgsmålet afgøres ved domstolene. Det samme gælder, hvis en tilgrænsende ejer gør gældende, at et areal, der i matriklen er registreret som jernbaneareal, ikke – eller ikke længere – er omfattet af jernbanelovens anvendelsesområde og dermed heller ikke af den beskyttelse mod hævderhvervelse, der følger af jernbanelovens § 28.

Vejmyndigheden skal sørge for, at samtlige statsveje, kommuneveje og kommunestier udskilles i matriklen, medmindre særlige forhold gør sig gældende, jf. vejlovens § 61, stk. 1. Vejlovens § 61, stk. 1, finder også anvendelse på offentlige stier. Når en offentlig vej eller sti har været optaget på vej- eller stifortegnelsen i de sidste 20 år, sker udskillelsen i matriklen som ejendomsberigtigelse, jf. udstykningslovens § 9, nr. 2, og bekendtgørelsens § 19.

Det er vejmyndigheden, der afgør, hvor lang en strækning af den offentlige vej, der skal udskilles i den enkelte sag. Det er således ikke et krav, at hele vejen udskilles i samme sag eller på samme tidspunkt.

Det er ikke et krav, at betingelserne for erhvervelse af ejendomshævd efter Danske Lov er opfyldt ved udskillelse af offentlig vej ved ejendomsberigtigelse efter reglerne i udstykningslovens § 9, stk. 2, og bekendtgørelsens § 19. Det er blot en betingelse, at vejen eller stien har været optaget på vej- eller stifortegnelsen i de sidste 20 år. Reglerne er derfor ikke til hinder for, at offentlig vej kan udskilles over en ejendom, der ejes af vejmyndigheden.

Før ejendomsberigtigelse, hvorved offentligt vej- eller stiareal udskilles i matriklen fra en eller flere ejendomme, skal der for Geodatastyrelsen foreligge en erklæring fra vejmyndigheden om, at den vej eller sti, der ønskes udskilt i matriklen, har været optaget på vej- og stifortegnelsen i de sidste 20 år. Der skal yderligere foreligge erklæring efter reglerne i bekendtgørelsens § 3, stk. 2, jf. afsnit 2.1.2.

Udskillelse af offentlig vej fra et jernbaneareal, der tilhører DSB eller Banedanmark, må kun ske, hvis der foreligger nødvendig tilladelse fra DSB eller Banedanmark, jf. bekendtgørelsens § 19, 2. pkt. Der skal yderligere foreligge skelerklæring efter reglerne i bekendtgørelsens § 3, stk. 2, jf. afsnit 7.2.2.

Hvis et areal, der grænser til en i matriklen udskilt offentlig vej eller sti, i mindst 20 år faktisk har udgjort en del af vejen eller stien, skal ejendomsberigtigelsen ske efter reglerne i bekendtgørelsens § 17. Vejmyndigheden skal tiltræde erklæring som ejer af offentlig vej eller sti.

Udskillelse af offentlig vej eller sti i matriklen er nærmere beskrevet i vejledningens kapitel 21.

Naturens kræfter kan medføre ændring af en ejendoms afgrænsning mod søterritoriet, vandløb eller søer tilhørende bredejerne som følge af naturlig tilvækst eller fraskylning, fx ved opgrøde, afsætning af slik (aflejring af meget fint sediment langs bredden) eller forskydning af vandløb.

Er en ejendoms afgrænsning ændret ved naturlig tilvækst eller fraskylning, kan dette registreres i matriklen ved ejendomsberigtigelse efter reglerne i bekendtgørelsens § 20. Reglerne kan anvendes til registrering af ændret afgrænsning mod søterritoriet, vandløb eller søer tilhørende bredejerne. Det skal bemærkes, at grænsen mod en umatrikuleret sø, der tilhører bredejerne, ikke er en ejendomsgrænse, men en signaturgrænse for afgrænsningen mellem land og vand.

Reglerne i bekendtgørelsens § 20 kan ikke anvendes, når ændring af ejendomsgrænsen mod vandarealer skyldes menneskeskabte forandringer, fx opfyld, afgravning, regulering af vandløb, landvinding eller tørlægning af søer. Dette gælder uanset, hvornår forholdene er skabt. Arealer må i stedet registreres i matriklen ved enten arealoverførsel eller matrikulering. Derudover finder reglerne i § 20 ikke anvendelse for ændring af ejendomsgrænser mod vandløb eller søer, der er i særskilt eje.

Reglerne i bekendtgørelsens § 20 stk. 1 og 2, gælder også for naturens ændring af en ejendomsgrænse mod udskilt offentlig vej. Det forudsættes dog, at tilvæksten er opstået efter, at vejen er udskilt i matriklen. Hvis et naturligt tilvækstareal er opstået før udskillelse af en offentlig vej, der ligger mellem en kystejendom og det umatrikulerede tilvækstareal, formodes dette tilvækstareal som udgangspunkt at tilhøre kystejendommen, jf. formodningsreglerne.
De almindelige formodningsregler om beliggenheden af ejendomsgrænser mod søterritoriet, i vandløb og i søer, der tilhører bredejerne, herunder anvendelsen af nærhedsprincippet, er beskrevet i afsnit 2.2.2.


Kyster

Det har i århundreder været gældende ret i Danmark, at strandbredden hører under kystejendommene, og at tilvækstarealer fra havet tilhører disse ejendomme. Ifølge den almindelige formodningsregel er en ejendoms afgræsning mod søterritoriet den linje, hvortil højeste daglige vande når. En ejendomsgrænse mod søterritoriet kan berigtiges efter reglerne i bekendtgørelsens § 20. Ejendommen skal berigtiges ud til den linje, hvortil højeste daglige vande når. Dette gælder uanset, om ejendommen modtager areal fra søterritoriet som følge af tilvækst, eller ejendommen afstår areal til søterritoriet som følge af fraskylning.

Berigtigelsen af ejendomsgrænsen mod søterritoriet skal ske i hele matrikelnummerets udstrækning frem til skellet mod de tilgrænsende ejendomme (naboejendommene), se også Figur 7.2.

Figur 7.2.: Delareal nr. 2 udgør et tilvækstareal fra søterritoriet. I eksemplet til venstre ønskes tilvækstarealet ud for matrikelnummer 5o ikke berigtiget i sin helhed frem til skellet mod naboejendommen, matrikelnummer 9s. Geodatastyrelsen kan ikke registrere en sådan delvis ejendomsberigtigelse, se evt. afsnit 7.1. I eksemplet til højre er der korrekt fastlagt nyt skel mod søterritoriet frem til det nye skel i tilvækstarealet mod naboejendommen.

 

I særlige tilfælde og efter en konkret vurdering, fx ved en større ejendom med en meget lang kystlinje, kan det tillades, at ejendomsberigtigelsen sker frem til et i terrænet naturligt sted.

I Sønderjylland fremtræder strandbredder på matrikelkortet som ”strimler”, der udgør selvstændige ejendomme med den pågældende kommune noteret som ejer i tingbogen. Denne registrering stammer fra den tyske matrikulering af Sønderjylland. ”Strimlerne” kan registreres under kystejendommene efter reglerne i bekendtgørelsens § 26 stk. 1, se evt. kapitel 10. Når betingelserne for, at ”strimlerne” kan registreres under kystejendommen, er opfyldt, kan tilvækstarealer mellem ”strimlerne” og selve søterritoriet overføres til kystejendommen efter reglerne i bekendtgørelsens § 20.

På baggrund af loven om Rømødæmningen har staten ejendomsret til Vadehavet mellem Rømø og fastlandet, jf. lov nr. 134 af 23. marts 1939 om inddæmning i Kalvebodstrand m.v. og om Anlæg af en dæmning til Rømø. Arealet er selvstændigt matrikuleret, og det betyder, at grænsen mod Vadehavet på den pågældende kyststrækning ikke er en labil grænse. Grænsen kan derfor ikke ændres ved ejendomsberigtigelse som følge af naturens ændring efter reglerne i bekendtgørelsens § 20, men må gennemføres som en ejendomsberigtigelse eller arealoverførsel mellem naboejendommene.

Ved Nissum Fjord i Vestjylland kan ejendomsberigtigelse mod fjorden kun ske til den grænse, der afgrænser de vand- og opgrødearealer, som Staten har ejendomsret til, jf. § 3 i lov nr. 143 af 17. juni 1929 om Ordning af Afløbsforholdene ved Nissum Fjord m.m. Grænsen omtales som nullinjen i Nissumfjord og fremgår af matrikelkortet.

 
Søer

Der skelnes mellem søer, som er i særskilt eje og søer, som tilhører bredejendommene. Hvis søen er matrikuleret og registreret som en ejendom i tingbogen, antages det at være en sø i særskilt eje. Hvis søen er umatrikuleret formodes den at tilhøre bredejerne.

For umatrikulerede søer gælder den almindelige formodningsregel om, at der til bredejendommene hører den del af søen, der ligger ejendommen nærmere end nogen anden (nærhedsprincippet). En bredejendoms grænse til en umatrikuleret sø kan berigtiges efter reglerne i bekendtgørelsens § 20. Når ejeren af en bredejendom ønsker grænsen berigtiget mod en umatrikuleret sø, skal berigtigelsen ske frem til grænsen mellem land og vand. Grænsen mellem land og vand skal fastlægges i hele bredejendommens udstrækning frem til de tilgrænsende ejendomme (naboejendommene). Det kan være nødvendigt at afsætte nye skel mod naboejendomme, hvis berigtigelsen vedrører et tilvækstareal, jf. bekendtgørelsens § 20, stk. 2, se også afsnit 7.4.3. Der er ikke krav om, at skel i søen skal målsættes, når grænsen mellem land og vand er fastlagt, jf. bekendtgørelsens § 28, stk. 4.

Såfremt en sø er i særskilt eje, kan reglerne i bekendtgørelsens § 20 ikke anvendes. Søens registrerede grænser danner da ejendomsskel mod naboejendommene, og ændring af disse skel som følge af opgrøde m.v. i søen må afhængigt af forholdene ske ved arealoverførsel eller ved ejendomsberigtigelse som følge af grænsehævd.


Vandløb

Når vandløb danner ejendomsgrænse mellem to ejendomme, gælder den almindelige formodningsregel om, at der til bredejendommene hører den del af vandløbet, der ligger ejendommene nærmere end nogen anden ud til vandløbsmidten (nærhedsprincippet). Hvis ejendomsgrænsen er ændret som følge af naturens ændring af vandløbet, kan der ske berigtigelse til den gældende vandløbsmidte efter reglerne i bekendtgørelsens § 20. Det er dog en betingelse, at der er tale om et naturligt vandløb, fx en å eller en bæk. Der gælder i øvrigt særlige regler for indmåling af skel i vandløb, jf. bekendtgørelsens § 28, stk. 4. Det skal bemærkes, at reglerne i bekendtgørelsens § 20 ikke kan anvendes på kanaler eller grøfter, der er kunstigt skabt, fx med henblik på afvanding af landområder.

I matriklen findes også naturlige vandløb, der er matrikuleret, og som antages at være i særskilt eje. Den almindelige formodningsregel gælder ikke for arealer i særskilt eje, og reglerne i bekendtgørelsens § 20 kan derfor ikke anvendes ved berigtigelse mod et matrikuleret vandløb. Hvis der er indført en adkomsthaver i tingbogen, kan de i matriklen registrerede grænser ændres ved arealoverførsel eller ejendomsberigtigelse som følge af grænsehævd. Ejendomsretten til vandløbsejendommen, eller et på vandløbsejendommen hævdvundet areal, kan fastslås ved ejendomsdom, når der ikke er tinglyst en adkomsthaver. Hvis ejendomsretten til arealet på anden vis kan dokumenteres, kan det anmeldes til Tinglysningsretten, der på baggrund heraf kan afgøre, om det kan tinglyses som dokumentation for adkomsten, eller om spørgsmålet om ejendomsretten i stedet skal afklares ved ejendomsdom.

Ejeren af den ejendom, der ønsker at få ejendomsgrænsen til sin ejendom ændret som følge af naturens ændringer, skal afgive erklæring om, at ejendomsberigtigelsen skyldes naturlig tilvækst eller fraskylning, jf. bekendtgørelsens § 20, stk. 1, nr. 1. Ejeren er den, der ifølge adkomst i tingbogen er berettiget til at råde over den pågældende ejendom, jf. bekendtgørelsens § 40, stk. 1.

Landinspektøren skal erklære, at landinspektøren ved egne undersøgelser finder ejerens erklæring bekræftet, og ikke finder grund til at tvivle på, at der er tale om naturlig tilvækst eller fraskylning. Ved egne undersøgelser må forstås, at landinspektøren har konstateret, at der er tale om naturens ændringer af ejendomsgrænsen og ikke menneskeskabte forandringer.

Når ejendomsberigtigelsen angår en ejendomsgrænse i et vandløb, der er forskudt på grund af naturens ændringer, skal der foreligge erklæring fra ejerne af ejendommene på begge sider af vandløbet uanset vandløbets bredde.

Der er ikke krav om erklæring fra ejer iht. bekendtgørelsens § 20, stk. 1, nr. 1, når en samlet fast ejendom i sin helhed eller et helt matrikelnummer under en samlet fast ejendom udgår af matriklen som følge af naturlig fraskylning. Der skal dog foreligge erklæring fra landinspektøren om, at hele arealet hører under søterritoriet som følge af naturlig fraskylning. Dette følger af bekendtgørelsens § 20, stk. 3.

Når der fastlægges skel i et naturligt opstået tilvækstareal, skal der foreligge skelerklæring fra ejeren af naboejendommen om godkendelse af skellet, jf. bekendtgørelsens § 20, stk. 2. Ejeren af naboejendommen er den, der ifølge adkomst i tingbogen er berettiget til at råde over den pågældende ejendom, jf. bekendtgørelsens § 40, stk. 1. Naboejendommen er den ejendom, der grænser til den ejendom, der ønskes berigtiget. Skellet i tilvækstarealet mod naboejendommen betragtes som et nyt ejendomsskel, uanset om begge ejendomme får berigtiget et tilvækstareal.

Hvis erklæring fra ejeren af en naboejendom ikke kan opnås, må landinspektøren redegøre for, hvordan skellet fremtræder på stedet, og for årsagen til, at naboejeren ikke har afgivet erklæring. Geodatastyrelsen afgør på grundlag heraf, om kravet om erklæring kan fraviges. Det vil være en forudsætning for fravigelsen, at skellet er fastlagt efter nærhedsprincippet, jf. afsnit 2.3.3.

Reglen i bekendtgørelsens § 20, stk. 2, gælder kun, når der fastlægges nye skel i tilvækstarealer. Der skal således ikke indhentes erklæring fra ejeren af naboejendommen, hvis ejendommen tidligere er blevet berigtiget, da det må forudsættes, at der i den tidligere sag er indhentet de nødvendige naboerklæringer. Se også Figur 7.3.

Figur 7.3.: Delareal nr. 2 er et tilvækstareal fra søterritoriet, der ønskes berigtiget ind under den tilgrænsende kystejendom, matrikelnummer 4f. Ejeren af matrikelnummer 4g skal godkende skellet i tilvækstarealet, som vil udgøre ejendomsgrænse mellem matrikelnummer 4f og 4g. I eksemplet til venstre skal der ikke indhentes erklæring fra ejeren af matrikelnummer 3a, da det forudsættes, at det bestående skel mod matrikelnummer 3a er godkendt ved ejendomsberigtigelse af tilvækstareal for matrikelnummer 3a. Landinspektøren skal dog undersøge, om der er overensstemmelse med forholdene på stedet og det registrerede skel, inden det yderste skelpunkt mod søterritoriet kan afsættes. I eksemplet til højre er tilvækstarealet ikke berigtiget ud for matrikelnummer 3a. Det medfører fastlæggelse af et nyt skel i tilvækstarealet, som skal godkendes af ejeren af matrikelnummer 3a. Det skal bemærkes, at sideskellene i eksemplerne ikke fastlagt efter nærhedsprincippet.

Ifølge bekendtgørelsens § 20, stk. 2, skal der være foretaget en markering af skellet mod de tilgrænsende ejendomme. Det betyder, at nye skelforløb mod naboejendomme i tilvækstareal skal være markeret for naboejerne på stedet, inden ejeren af naboejendommen kan afgive en skelerklæring iht. bekendtgørelsens § 20, stk. 2. Det er ikke tilstrækkeligt kun at henvise til et måleblad, se evt. afsnit 2.1.2.

Nye skel mod naboejendomme i tilvækstareal skal være afmærket, jf. bekendtgørelsens § 27, stk. 1. Sideskel i tilvækstareal er ikke omfattet af undtagelsen i bekendtgørelsens § 27, stk. 6, nr. 3 og 4. Geodatastyrelsen accepterer, at der foretages en indrykket afmærkning. Afmærkningskravet gælder også, hvis sideskel i tilvækstareal er fastlagt efter nærhedsprincippet. Ejendomsgrænsen mod søterritoriet skal ikke afmærkes, jf. bekendtgørelsens § 27, stk. 6, nr. 3.

Hvis landinspektøren ikke finder det hensigtsmæssigt at afmærke skellet, fx fordi skelmærket skal anbringes midt på en strandbred, kan Geodatastyrelsen dispensere fra afmærkningskravet, jf. bekendtgørelsens § 2. Geodatastyrelsens dispensationspraksis er beskrevet i afsnit 11.2.2.

Ved ændring af en sognegrænse kræves godkendelse fra biskoppen for det pågældende sogn, hvis det overførte areal er beboet eller agtes bebygget med boligbyggeri. Der skal være dokumentation for tegningsret, hvis en sognegrænseændring skal godkendes af den pågældende stiftsadministration på vegne af biskoppen. Størrelsen af det overførte areal er uden betydning.

Se mere om ændring af administrative grænser i vejledningens afsnit 5.1.

Der kan som hovedregel ikke foretages ændringer af strandbeskyttelseslinjen eller klitfredningslinjen som følge af ejendomsberigtigelse, medmindre der foreligger tilladelse fra Kystdirektoratet. Denne hovedregel gælder normalt ikke i de tilfælde, hvor strandbeskyttelses- eller klitfredningslinjen er registreret i matriklen med information om, at linjen skal følge skel. Her er udgangspunktet, at linjen kan ændre beliggenhed uden tilladelse fra Kystdirektoratet til forsat at følge et skel, der er ændret ved ejendomsberigtigelse som følge af grænsehævd.

Derudover kan ejendomsberigtigelse som følge af tilvækst eller fraskylning mod søterritoriet også ske uden tilladelse fra Kystdirektoratet. Ved ejendomsberigtigelse som følge af tilvækst eller fraskylning skal strandbeskyttelses- og klitfredningslinjens beliggenhed fastholdes. Tilvækstarealer skal normalt noteres med strandbeskyttelse eller klitfredning, hvis den pågældende kystejendom i forvejen er noteret hermed.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt strandbeskyttelses- eller klitfredningslinjen fortsat skal følge skel efter ejendomsberigtigelse som følge grænsehævd, skal sagen forelægges Kystdirektoratet. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis hævdsråden er påbegyndt efter tidspunktet for kommissionens fastlæggelse af strandbeskyttelses- eller klitfredningslinjens forløb.

Se også notat om håndtering af strandbeskyttelses- og klitfredningslinjer i matrikulære sager, der findes på gst.dk, samt vejledning om matrikelkortet og dets ajourføring.

Udskillelse af offentlig vej ved ejendomsberigtigelse efter reglerne i bekendtgørelsens § 19 indenfor strandbeskyttelses- eller klitfredningslinjen kræver ikke tilladelse fra Kystdirektoratet, såfremt der noteres strandbeskyttelse eller klitfredning på det udskilte vejareal.

Det gælder generelt, at de fredskovspligtige arealers udstrækning i matrikelkortet ikke må forandres uden tilladelse fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Vindes der grænsehævd over et areal, der er noteret som fredskovspligtigt, skal fredskovspligten opretholdes på det hævdvundne areal. Ophævelse af fredskovspligten på det hævdvundne areal kræver tilladelse fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Det gælder også, når der er tale om vejudskillelse efter reglerne i bekendtgørelsens § 19. Se også afsnit 1.3.2 om fredskov.

Landbrugsnoteringen bortfalder, hvis det samlede areal af en landbrugsejendom med beboelsesbygning nedbringes til under 2 ha som følge af ejendomsberigtigelse. Dette gælder dog ikke, hvis landbrugsejendommen med beboelsesbygning var under 2 ha inden registrering af ejendomsberigtigelsen, medmindre ejeren selv ønsker landbrugspligten ophævet, jf. landbrugslovens § 6, stk. 4.

Nedbringes arealet af en landbrugsejendom uden beboelsesbygning til under 2 ha som følge af ejendomsberigtigelse, bortfalder landbrugsnoteringen ikke.

Landbrugspligten ophæves på det hævdvundne areal ved ejendomsberigtigelse som følge af grænsehævd over en del af en landbrugsejendom, hvis den hævdende ejendom ikke er en landbrugsejendom.

Registrering af ejendomsberigtigelse vedrørende landbrugsejendomme kan ske uden tilladelse fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Se også afsnit 1.3.1. om landbrugsejendomme.

Begrebet arealoverførsel blev først introduceret i forbindelse med udstykningsreformen i 1991. Tidligere blev arealer overført ved, at der først blev registreret en “foreløbig deling”, hvor det afståede areal blev tildelt et selvstændigt matrikelnummer i matriklen, men fortsat var noteret som en del af sælgers ejendom. Når de tinglysningsmæssige forhold var bragt på plads, blev det afståede areal overført til købers ejendom ved den næste ekspedition hos matrikelmyndigheden, hvorved det afståede areals matrikelnummer udgik. Sagsgangen var således todelt.

Det kan forekomme, at der ikke i alle sager er blevet fremsendt dokumentation for, at de tinglysningsmæssige forhold var bragt på plads, og det afståede areal er derfor aldrig blevet endelig overført til købers ejendom i matriklen eller i tingbogen.

Registrering af den ”foreløbige deling” i matriklen er i sig selv udtryk for, at der er indgået en aftale mellem daværende ejere, og i sagen vil der typisk findes en underskrevet ejererklæring, der kan dokumentere dette. Der er altså ikke tale om en retsstridig råden over arealet, hvilket er en forudsætning for, at der kan vindes hævd.

Ifølge lovbemærkningerne til udstykningsloven § 9 omfatter ejendomsberigtigelse de tilfælde, hvor en ejendom er undergået ændringer, der ikke er en følge af tilsigtede handlinger. En sag om ”foreløbig deling”, der ikke er blevet endelig registreret i matriklen, skal som udgangspunkt behandles efter reglerne om arealoverførsel, da der netop er tale om en tilsigtet handling, også selv om registrering i matrikel og tingbog sker mere end 20 år efter selve overdragelsen.

En ”foreløbig deling” kan derfor ikke berigtiges i matriklen ved ejendomsberigtigelse. Hvis der opstår spørgsmål vedrørende den indgåede overdragelsesaftale, herunder spørgsmål om fortolkning, ugyldighed, forældelse m.v., må disse afklares af domstolene. En ”foreløbig deling” er beskrevet med et eksempel i Figur 7.4.

Figur 7.4.: I 1965 solgte ejeren af matrikelnummer 11a et areal til ejeren af matrikelnummer 10a. Det solgte areal fik ved registrering af ”foreløbig deling” tildelt matrikelnummer 11d, men arealet blev ikke endeligt overført til matrikelnummer 10a, da der ikke blev indsendt den påkrævede dokumentation. Dette opdager ejeren af matrikelnummer 10a i 2024, og forholdet ønskes herefter berigtiget i matriklen, hvilket skal ske ved arealoverførsel. Derudover har ejeren af matrikelnummer 10a indrettet sig på en sådan måde, at der anvendes et større areal end det, der oprindelig var aftalt, idet delareal nr. 2 ikke var omfattet af den oprindelige aftale. Hvis ejeren af matrikelnummer 10a har vundet hævd på delareal nr. 2, kan arealet overføres til matrikelnummer 10a ved ejendomsberigtigelse.

Fælles drifter – undertiden benævnt fælles fædrifter – er arealer, som blev anvendt til at drive kreaturer fra landsbyerne til græsningsarealer. Drifterne er ofte lange, smalle ejendomme. Mange fælles drifter er i dag overvejende registreret helt eller delvist med vejareal, som vurderingsmæssigt er sat til 0 kr. I matriklen er sådanne matrikelnumre angivet med arealtypen ”Fælles drift”.

For fælles drifter gælder, ligesom for fælleslodder, at bestemte ejendomme ved matrikuleringen fik tillagt andel i dem. Men der er forskel, og reglerne for fælleslodder finder derfor ikke anvendelse på fælles drifter. Ved fælleslodder bevares andelen under restejendommen ved udstykning. For fælles drifter gælder derimod, at alle ejendomme, som senere udstykkes fra en andelshaverejendom, også får andel i den fælles drift – dvs. en andel af den oprindelige andel.

Der har aldrig eksisteret et krav om at redegøre for andelene i fælles drifter i forbindelse med udstykning. Det aktuelle ejerskab i form af andele er derfor hverken registreret i matriklen eller tingbogen. Angivelsen af adkomsthaver i tingbogen varierer, og kan fx være ”ejerne af nr. 1-22”, ”Ejerne af skoven”, ”Fællesdrift for lodsejerne” eller blot ”Adkomsthaver ukendt”.

Teoretisk er det muligt at identificere de aktuelle andelshavere ved at tage udgangspunkt i de oprindelige andelshaverejendomme fra matriklens etablering og dernæst gennemgå alle udstykningssager fra disse ejendomme frem til i dag. Men det vil i de fleste tilfælde være en uoverkommelig opgave. Andelene i fælles drifter er i dag fordelt på et større antal ejendomme, og den enkelte ejendoms andel vil typisk ikke have nævneværdig økonomisk værdi.

At andelene nu er spredt ud på et stort antal ejendomme – uden at andelen fremgår af matriklen eller tingbogen – betyder, at det i praksis ikke er muligt at identificere samtlige andelshavere. Følgelig er det reelt umuligt at disponere over arealerne.

Selvom fælles drifter har lighedstræk med gadejord, fælles grus-, lergrave mv., er fælles drifter ikke omfattet af udstykningslovens § 46, stk. 1. Kommunen kan ikke begære adkomst til en fælles drift tinglyst efter reglerne i tinglysningslovens § 52 a, stk. 2-4, jf. udstykningslovens § 46, stk. 2. De tilgrænsende ejendomme har i mange tilfælde vundet hævd på fælles drifter eller på dele af dem, men det er heller ikke muligt at berigtige denne grænsehævd ved brug af reglerne i bekendtgørelsens § 18.

Tilgrænsende ejendomme, der måtte have vundet ejendomshævd over en del af en fælles drift, må anmode Tinglysningsretten om at afsige ejendomsdom som grundlag for at få tinglyst adkomsten til arealet.