Udstykningsloven fastsætter, at der ikke må ske udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning, hvis den matrikulære forandring eller den tilsigtede arealanvendelse efter det oplyste vil medføre forhold i strid med anden lovgivning. Det fremgår af lovens § 20, stk. 1, 1. pkt. Reglen gælder dog ikke ved matrikulering af en umatrikuleret ejendom med de bestående grænser, jf. udstykningslovens § 20, stk. 1, 2. pkt., idet der i en sådan situation ikke opstår en ny ejendomsgrænse.

Geodatastyrelsen skal før registrering af matrikulære forandringer påse overholdelse af reglerne i udstykningslovens §§ 18-20.

De nærmere regler om de myndighedserklæringer m.v., der skal foreligge i sagerne af hensyn til Geodatastyrelsens kontrol, er fastsat i bekendtgørelsen om udstykningskontrollen. Det fremgår heraf og af den tilhørende vejledning, at der ikke må fastlægges nye skel i strid med regler i lovgivningen. Eksempelvis indeholder naturbeskyttelsesloven en hovedregel om, at der ikke må foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel af arealer inden for strandbeskyttelses- eller klitfredningslinjen, hvis der fastlægges nye skel, jf. lovens § 8, stk. 1 og § 15, stk. 1. Derudover bør landinspektøren undersøge, om tinglyste servitutter indeholder bestemmelser, der skal tages højde for ved afsætning af nye skel.

Nye skel må ikke fastlægges således, at en samlet fast ejendom adskilles fra kysten, fra en sø, der tilhører bredejerne, eller fra et åbent vandløb ved en smal jordstrimmel, jf. udstykningslovens § 19, 1. pkt. Geodatastyrelsen kan dog i særlige tilfælde gøre undtagelse fra dette krav, jf. lovens § 19, 2. pkt., fx i tilfælde, hvor det pågældende bredareal skal forblive i eller overgå til offentligt eje.

Nye skel bør ikke afsættes i længderetningen i private fællesveje, medmindre særlige forhold taler for det.

Før nye skel kan registreres i matriklen i forbindelse med udstykning, matrikulering eller ved arealoverførsel til en samlet fast ejendom, skal de være godkendt af ejerne af de berørte ejendomme med en skelerklæring. Det skal fremgå af erklæringen, at ejerne godkender de nye skel, som de er blevet markeret på stedet og fremgår af målebladet, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Udtrykket "ejerne af de berørte ejendomme" skal forstås som ejerne af de ejendomme, der forandres. Se også kapitel 19.

Udtrykket ”markeret på stedet” angiver, at beliggenheden af de nye skelforløb er vist for ejerne på stedet. Kravet kan eksempelvis opfyldes ved, at de nye skel markeres med en midlertidig afmærkning, fx rødtoppede træpæle, så ejerne har mulighed for at forholde sig hertil sammen med målebladets oplysninger. Kravet kan også opfyldes ved at afholde et fysisk møde på stedet med de berørte ejere, hvor skellene påvises. Baggrunden for kravet er at sikre, at ejerne kan få kendskab til skellenes beliggenhed på stedet og ikke alene godkender skellene på baggrund af målebladets oplysninger.

En skelerklæring kan også omfatte ejernes godkendelse af bestående skel, som afmærkes på stedet i overensstemmelse med matriklens oplysninger, selvom der ikke er krav herom. Det skal i så fald fremgå tydeligt af skelerklæringen, hvilke bestående skel, der godkendes. Baggrunden herfor er, at ejernes godkendelse af bestående skel, der er afmærket i overensstemmelse med matriklens oplysninger, vil være hævdsafbrydende. Se også afsnit 2.2.3.

Ved afsætning af skel i forbindelse med udskillelse af offentlig vej eller sti, gælder reglerne om skelerklæring i bekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Reglerne i § 3, stk. 2, vedrører således kun de vejgrænser, der ønskes registreret som skel i matriklen. Det omfatter dermed nye skel, der opstår, når areal udskilles til offentlig vej ved arealoverførsel, samt eksisterende vejgrænser, der registreres som skel i forbindelse med udskillelse af ældre offentlig vej ved ejendomsberigtigelse.

Hovedreglen findes i § 3, stk. 2, 1. pkt., hvorefter der skal indhentes erklæring om, at ejerne af de ejendomme, hvorfra der udskilles vej- eller stiareal, godkender det afsatte skel.

Landinspektøren kan fravige hovedreglen og i stedet vælge at give ejerne skriftlig meddelelse om skelafsætningen efter reglen i bekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 1. Efter denne regel kan erklæring fra ejerne om godkendelse af det afsatte skel erstattes af en landinspektørerklæring. Landinspektøren skal erklære at have givet de pågældende ejere skriftlig meddelelse om skelafsætningen, og at de har haft mindst 4 uger til at forlange skellet påvist af landinspektøren. Det skal også fremgå af landinspektørens erklæring, om nogle af ejerne har forlangt skellet påvist, og i tilfælde heraf skal der også vedlægges erklæring fra disse ejere med godkendelse af det afsatte skel.

Hvis en ejer, der har fået meddelelse om afsætning af skellet mod en ældre offentlig vej, ikke vil godkende beliggenheden af det afsatte skel, kan vejen ikke udskilles på den pågældende strækning. Skellets rette beliggenhed må da fastlægges ved en skelforretning, før vejudskillelsen kan ske.

Hvis der i forbindelse med udskillelsen skal foretages afsætning af tidligere registrerede skel mellem vejen eller stien og tilgrænsende ejendomme, gælder reglerne i bekendtgørelsens § 4.

Afmærkningen af nye skel kan i visse tilfælde tillades udskudt, jf. afsnit 11.2.1. Det er en forudsætning for tilladelsen, at det fremgår af målebladet, hvordan skelafmærkningen vil ske, og at ejerne har fået forevist måleblad samt markering af skellenes beliggenhed på stedet i forbindelse med afgivelse af skelerklæringen. Sker afmærkningen på anden måde end oplyst på målebladet, skal landinspektøren indsende en sag til Geodatastyrelsen om supplerende måling, der indeholder et nyt måleblad, hvoraf den ændrede afmærkning fremgår. Landinspektøren skal også orientere de berørte ejere om afmærkningen og det nye måleblad.

Kravet om skelerklæring med godkendelse af nye skel gælder ikke for matrikulære forandringer som følge af ekspropriation eller jordfordelingskendelse, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1.

Det vil som regel være nødvendigt for landinspektøren at foretage undersøgelse af skelforholdene på stedet i forbindelse med udstykning, matrikulering og arealoverførsel. Landinspektøren skal undersøge, om registrerede skel i matriklen stemmer overens med forholdene på stedet.

Undersøgelsen bør omfatte bestående skel for de berørte matrikelnumre inden for en rimelig afstand fra de nye skel, og den må foretages i det omfang, som landinspektøren skønner nødvendigt i det enkelte tilfælde i overensstemmelse med god landinspektørskik.

I nogle tilfælde er det åbenbart, at et bestående skels beliggenhed må undersøges. Det gælder fx, når et matrikelnummer skal fraskilles ved udstykning eller arealoverførsel, og arealet grænser til restejendommen. Det gælder også ved udstykning eller arealoverførsel, hvor en ny ejendom får ejendomsgrænse mod havet eller i vandløb eller søer. I øvrigt vil krav om indmåling af bestående skel ofte være en følge af reglerne om arealberegning i bekendtgørelsens § 32.

Med hensyn til manglende overensstemmelse mellem forholdene på stedet og matriklens oplysninger henvises til afsnit 2.2.

Landinspektøren må som udgangspunkt for sit arbejde skaffe sig kendskab til matriklens oplysninger om skellets beliggenhed.

Til skel, der er opstået efter 1950, findes som oftest tilstrækkelige mål til en fuldstændig fastlæggelse af skellets beliggenhed og dermed også til en genafsætning af skellet. I det meste af Sønderjylland findes sådanne mål siden matrikuleringen i 1870´erne. I Københavns og Frederiksberg kommuner findes der mål til de fleste skel.

Før 1950 var kravene til indmåling af skel lempeligere, og for mange ældre skel er der derfor utilstrækkelige eller slet ingen mål. Når der ikke findes mål, indeholder matriklen ikke andre oplysninger til afsætning af skellet end dets beliggenhed på matrikelkortet i forhold til andre skel. Dette er ikke et nøjagtigt grundlag for en afsætning af skellet. Matrikelkortet har været omtegnet mange gange og er senere blevet digitaliseret, men der kan stadig være lokale unøjagtigheder i kortet. I tilfælde, hvor et skel må afsættes alene på grundlag af matrikelkortets udvisende, vil det nøjagtigste grundlag derfor normalt være en kopi af det originalkort, hvorpå skellet første gang optræder.

Selvom skelpunkter i det digitale matrikelkort tilsyneladende har nøjagtige koordinater i det landsdækkende referencenet, må disse koordinater ikke anvendes ved afsætning af skel.

For jernbanearealer forholder det sig således, at DSB og Banedanmark har de oprindelige måloplysninger til de fleste jernbanegrænser, også for de store jernbaneanlæg i slutningen af 1800-tallet, hvor det endnu ikke var almindelig praksis, at sådanne måloplysninger blev opbevaret ved matrikelmyndigheden. Disse oprindelige matrikulære jernbanemålinger opbevares i et banearkiv, der administreres af den banesagsarkivansvarlige, hvortil der kan rettes henvendelse angående matrikulære måloplysninger til jernbanegrænserne, såfremt sådanne måloplysninger ikke findes i Geodatastyrelsen. Banearkivet kan også indeholde måloplysninger til privatbaner, men ellers skal der for andre jernbanearealer rettes henvendelse til den pågældende infrastrukturforvalter, hvis måloplysninger ikke findes i matriklens arkiv. Den banesagsarkivansvarlige kan oplyses af Banedanmark og DSB.

For at kunne tage stilling til den ejendomsretligt rigtige beliggenhed af grænsen mellem to ejendomme, eller af en ejendoms grænse mod offentlig vej, må landinspektøren imidlertid sammenholde oplysningerne fra matriklen med forholdene på stedet og undersøge, om der i øvrigt er forhold, der har betydning for ejendomsgrænsens beliggenhed.

Når der ikke er overensstemmelse mellem matriklens oplysninger om skellets beliggenhed og forholdene på stedet, må ejerne af de berørte ejendomme inddrages før skellet kan afsættes (jf. dog vejledningens afsnit 2.2.4. om teknisk ændring af matriklens oplysninger). Landinspektøren må herefter tage stilling til, hvad der er årsag til, at der ikke er overensstemmelse, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1 og 2.

Beliggenheden af et bestående skel kan således være blevet ændret ved hævdserhvervelse eller ændring af labile grænser. I disse tilfælde kan skellet ikke afsættes i overensstemmelse med matriklens oplysninger. Skellet kan da kun afsættes i forbindelse med en ejendomsberigtigelse eller ved en skelforretning, dog med den undtagelse, at der ikke kan afholdes skelforretning i Københavns Kommune.

Viser der sig at være fejl i matriklens oplysninger, fx i form af en forkert angivelse af et mål eller en forkert indlægning af et skel på matrikelkortet, kan skellet heller ikke afsættes i overensstemmelse med matriklens oplysninger. Det fremgår af udstykningslovens § 34, stk. 2, nr. 2, sidste pkt., at landinspektøren har pligt til at indberette fejlen til Geodatastyrelsen. Skellet kan derfor kun afsættes, når der samtidig gennemføres en teknisk ændring af matriklens oplysninger.

Nogle ejendomsgrænser er ikke registreret som skel i matriklen. Det gælder navnlig grænser mod ældre offentlige vejarealer, der ikke er udskilt i matriklen, hvor vejarealet derfor er registreret under den pågældende ejendom. Det kan også gælde grænser for en umatrikuleret ejendom, der ikke er optaget i matriklen. Afsætning af ejendomsgrænsen kan i sådanne tilfælde ikke ske efter hovedreglen om, at afsætningen skal være i overensstemmelse med matriklens oplysninger. Skellet kan kun afsættes, når der samtidig foretages udskillelse af vejarealet ved ejendomsberigtigelse, henholdsvis matrikulering af den umatrikulerede ejendom.

Hvis der ikke er overensstemmelse mellem forholdene på stedet og oplysningerne i matriklen, og det skyldes, at der er sket en arealoverdragelse, som ikke er blevet registreret i matriklen, er der ikke tale om en bestående ejendomsgrænse. Medmindre forholdet ordnes ved arealoverførsel eller eventuelt ved udstykning, er det den i matriklen registrerede ejendomsgrænse, der må afsættes.

Ejendommes afgrænsning mod søterritoriet, naturlige vandløb og søer, der tilhører bredejerne, bygger på formodningsregler udviklet i retspraksis og juridisk litteratur. I forbindelse med afsætning af bestående ejendomsgrænser må landinspektøren derfor være opmærksom på følgende særlige formodningsregler om ejendomsgrænser.

Almindelige formodningsregler om beliggenheden af ejendomsgrænser mod søterritoriet (havet) eller i søer og vandløb går ud på,

1. at en ejendoms afgrænsning mod søterritoriet er den linje, hvortil højeste daglige vandstand når,
2. at søer og naturlige vandløb hører til de tilgrænsende ejendomme, således at der til hver af bredejendommene hører den del, der ligger ejendommen nærmere end nogen anden (nærhedsprincippet), og
3. at landdannelser, der fremkommer ved naturlig tilvækst fra søterritoriet eller ved naturlig forskydning af grænsen mod vandløb eller søer, tilhører ejerne af de tilgrænsende ejendomme efter nærhedsprincippet.

Dannes der øer på søterritoriet, tilfalder arealet dog ikke ejeren efter nærhedsprincippet. Medmindre nogen kan godtgøre særlig adkomst til den pågældende ø, tilfalder arealet staten. Naturstyrelsen varetager statens opgaver vedrørende nye øer på søterritoriet.

Formodningsreglerne kan ikke anvendes, når der er tale om vandarealer i særskilt eje, og særlige forhold kan foreligge, fx ved kunstige vandløb (kanaler eller rørlagte vandløb), eller når der foreligger hævdserhvervelse eller særlig aftale.

Ejendomsgrænsen mod søterritoriet antages at være den linje, der udgør højeste daglige vandstand, når der er tale om en labil grænse, se figur 2.1. Ud mod det åbne hav vil højeste daglige vandstand ofte være kendelig ved en bræmme af opskyllet tang og småsten m.v. På steder, hvor strandenges vegetation går jævnt over i en sumpvegetation af siv og tagrør, regnes højvandslinjen at falde sammen med den yderste grænse for enggræsser og strandplanter, medens områder, der alene er bevokset med siv og tagrør, betragtes som en del af søterritoriet (forstranden).

Ejendomsgrænsen er dermed en labil grænse under konstant forandring som følge af naturlige påvirkninger. Ejendomsrettens udstrækning for en kystejendom vil derfor blive indskrænket eller udvidet, når der sker henholdsvis naturlig fraskylning eller naturlig tilvækst. Ejendomsretten opstår eller ophører på det tidspunkt, hvor tilvæksten eller fraskylningen finder sted. Dette gælder også, selvom forandringerne ikke er registreret i matriklen. Grænsen i matrikelkortet er udtryk for et øjebliksbillede på tidspunktet for registreringen.

Ejendomsretten til landdannelser, der er fremkommet ved naturlig tilvækst fra søterritoriet, formodes dermed at tilhøre ejerne af de tilgrænsende kystejendomme efter nærhedsprincippet, medmindre særlige forhold gør sig gældende, fx særlig aftale eller hævd.

Fastlæggelse af skel mellem ejendomme i et naturligt opstået tilvækstareal skal derfor som udgangspunkt ske efter nærhedsprincippet. Dermed vil den del af et umatrikulerede areal, der ligger en ejendom nærmest, hører under denne ejendom.

Skellet mellem to ejendomme i et tilvækstareal kan fastlægges med en anden beliggenhed end den, der følger af anvendelse af nærhedsprincippet. Det kan eksempelvis være en forlængelse af det bestående sideskel ud i tilvækstarealet, hvis ejerne er enige og erklærer sig om, at dette udgør den rette ejendomsgrænse mellem deres ejendomme.

Nærhedsprincippet anvendes med udgangspunkt i matrikelkortet. Der fastlægges en vinkelhalveringslinje i det punkt, hvor et bestående sideskel mellem to ejendomme mødes i matrikelkortets grænse mod søterritoriet (matrikelkortets kystlinje). Den vinkel, der skal halveres, er vinklen mellem skellinjerne mod søterritoriet (matrikelkortets kystlinje) i det punkt, hvor det bestående skel mellem ejendommene mødes, se figur 2.2.

Der opstår en særlig situation med fastlæggelse af skel mellem kystejendomme, når tilvæksten har fundet sted over længere tid, og ejendomsgrænser mod søterritoriet er blevet berigtiget på forskellige tidspunkter. Matrikelkortets kystlinje kan dermed have et uensartet (”hakket”) forløb, som afspejler de forskellige registreringstidspunkter. I disse situationer skal nærhedsprincippet anvendes med udgangspunkt i det senest registrerede skelpunkt, der er fastlagt i sideskellet i tilvækstarealet og den daværende kystlinje. For at anvende nærhedsprincippet i dette punkt er det nødvendigt at kende til kystlinjens omtrentlige beliggenhed på det tidspunkt, hvor den seneste berigtigelse af tilvækstareal har fundet sted. Herefter er det muligt at danne vinkelhalveringslinjen, se figur 2.3.

Ændring af en registreret ejendomsgrænse som følge af naturlig tilvækst eller fraskylning, skal ske ved ejendomsberigtigelse, jf. udstykningslovens § 9, stk. 1, nr. 1, og dokumenteres efter reglerne i bekendtgørelsens § 20. Se mere herom i vejledningens kapitel om ejendomsberigtigelse.

Vejloven og jernbaneloven indeholder regler, som udelukker hævdserhvervelse over henholdsvis udskilte offentlige veje samt arealer, der i matriklen er registreret som jernbanearealer. Denne hævdsbeskyttelse skal derfor respekteres i forbindelse med afsætning af skel mod udskilt offentlig vej eller skel mod jernbanearealer.

Der kan ikke vindes hævd over offentlige veje, hvis arealer er udskilt i matriklen, medmindre hævden er vundet inden vejarealet blev udskilt. Det fremgår af vejlovens § 60, stk. 2. En offentlig vej er omfattet af hævdsbeskyttelsen, når vejen er udskilt ved mål i matriklen. At et vejareal er tildelt et vejlitra er ikke altid udtryk for, at vejen er udskilt ved mål. Reglen i vejloven trådte i kraft den 1. august 1957.

På tilsvarende vis kan der ikke vindes hævd over arealer, der i matriklen er registreret som jernbanearealer, jf. jernbanelovens § 28. Reglen blev oprindeligt indført som en ændring til daværende lov om DSB, der trådte i kraft den 1. juni 1988. Jernbaneloven gælder for jernbaner, herunder bybaner.

Hvis landinspektøren vurderer, at der vundet hævd over et vejareal eller jernbaneareal, skal der indsendes en nærmere redegørelse med dokumentation herfor.

Der er intet til hinder for, at en udskilt offentlig vej eller en jernbane kan vinde hævd over en del af en tilgrænsende ejendom.

Udover ovenstående regler vil ændring af en ejendomsgrænse som følge af grænsehævd være udelukket, hvis skellet indenfor de seneste 20 år er:

1. afsat som et nyt skel ved udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, og skellets beliggenhed er godkendt ved erklæring fra ejerne af de berørte ejendomme,
2. fastlagt ved ejendomsberigtigelse med en beliggenhed, der er godkendt ved erklæring fra ejerne af de berørte ejendomme,
3. fastlagt ved en skelforretning,
4. fastlagt ved dom,
5. afsat ved skelretablering, som er tiltrådt ved erklæring fra ejerne af de berørte ejendomme.

 Ved afsætning af bestående ejendomsgrænser skal landinspektøren være særlig opmærksom på reglerne om inddragelse og underretning af de berørte ejere, som fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 2 og 3. 

Inddragelse af ejere før afsætning af skel

Landinspektøren skal inddrage ejerne af de berørte ejendomme og give dem mulighed for at udtale sig før afsætning af et skel, hvis den retligt gældende ejendomsgrænse på stedet ikke er i overensstemmelse med matriklens oplysninger om skellets beliggenhed. Dette fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 2. Kravet gælder også i situationer, hvor der i øvrigt kan være tvivl om den rette beliggenhed af et skel.

Landinspektøren må i disse situationer ikke afsætte et skel før ejerne af de berørte ejendomme har haft mulighed for at udtale sig. Først herefter må landinspektøren tage stilling til, om skellet kan afsættes i overensstemmelse med matriklens oplysninger, eller om forholdet skal ordnes ved ejendomsberigtigelse, arealoverførsel, teknisk ændring eller ved skelforretning, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Når forholdet ordnes ved ejendomsberigtigelse eller skelforretning, følger det af de pågældende regler, at landinspektøren skal inddrage de berørte før skellet afsættes. Skyldes den manglende overensstemmelse fejl i matriklens oplysninger, skal fejlen som følge af udstykningslovens § 34, stk. 2, indberettes til Geodatastyrelsen, og landinspektøren må da vurdere, om naboejeren bør underrettes om rettelsen af fejlen i matriklen.

Hvis et skel ikke bliver afsat, fordi rekvirenten ikke ønsker forholdet ordnet i matriklen, beror det på landinspektørens skøn, om naboejeren bør orienteres om den manglende overensstemmelse.

Reglerne i § 4, stk. 2, vedrører også de tilfælde, hvor der er tvivl om beliggenheden af den retligt gældende ejendomsgrænse.

Selvom der ikke er uoverensstemmelse, kan der alligevel være tvivl om skellets rette beliggenhed. En sådan tvivl kan navnlig opstå, når der ikke er tilstrækkelige mål til afsætning af skellet, og skellet heller ikke er tydeligt på stedet. I sådanne situationer, der kan være meget forskellige, skal landinspektøren i overensstemmelse med god landinspektørskik, inddrage naboejerne forud for skelafmærkningen, således at naboejernes interesser varetages på betryggende måde.

Hvis der ikke kan opnås tilslutning fra en naboejer, må landinspektøren ligeledes i overensstemmelse med god landinspektørskik tage stilling til, om afsætning af skellet alligevel kan foretages, eller om en skelforretning er påkrævet for at afklare tvivl om skellets rette beliggenhed. 

Underretning af naboejere om anbringelse af skelmærker

Landinspektøren skal underrette naboejerne om anbringelse af skelmærker, når bestående skel afmærkes i overensstemmelse med matriklens oplysninger. Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 3. Underretning kan eksempelvis ske ved udlevering af målebladet med markering af de skel, der er afmærket.

Ved naboejere forstås her ejere af naboejendomme på den strækning, hvor skellet skal afsættes.

Underretningspligten gælder i alle tilfælde, hvor der anbringes skelmærker i bestående skel. Det gælder således også, når der etableres og afmærkes et nyt treskelspunkt i et bestående skel, eller når et bestående skel afmærkes i forbindelse med bygningsafsætning, anlægsarbejder el.lign. Det er i den forbindelse uden betydning for underretningspligten, om der foretages afmærkning af et nyere registreret skel.

Afmærkning af et skelpunkt, der ikke tidligere har været fastlagt ved mål, er også omfattet af krav om underretning, hvis afsætning af skellet er i overensstemmelse med matriklens oplysninger.

Naboejerne har krav på at blive underrettet, når skel afmærkes mod deres ejendomme, således at naboejerne ikke selv skal undersøge, hvornår og hvorfor der er anbragt et skelmærke. Underretningspligten omfatter også afmærkning af et skelpunkt med udflyttet afmærkning. Bortset fra det nævnte tilfælde ved udflyttet afmærkning, gælder underretningspligten dog kun naboejere, når der er anbragt et skelmærke i skellet mod de pågældende naboejeres ejendomme, eller når der er krav om anbringelse af et skelmærke, se nedenfor. Det er fx ikke nødvendigt at underrette samtlige naboejere til et retlinjet skel, der kun afmærkes i endepunkterne. Kun de naboejere, som er direkte berørt af de anbragte skelmærker, skal underrettes om afmærkningen.

Det skal bemærkes, at underretningspligten også gælder for skel omfattet af krav om afmærkning, selvom landinspektøren vurderer, at det ikke er fysisk muligt at foretage afmærkning på stedet (se også Landinspektørnævnets kendelse nr. 484). Underretning kan da ske ved påvisning af skellets beliggenhed på stedet, ved anbringelse af midlertidig afmærkning eller ved fremsendelse af et måleblad.

Når der foretages afmærkning af en bestående ejendomsgrænse mod en kommunevej, vil kommunen som vejmyndighed normalt blive underrettet herom i forbindelse med udstykningskontrollen. Det er ikke nødvendigt at præcisere, at der samtidig underrettes om den foretagne afmærkning. Når bestående ejendomsgrænser mod statsveje afmærkes i overensstemmelse med matriklens oplysninger, er det på tilsvarende vis ikke nødvendigt at underrette Vejdirektoratet herom. Det er heller ikke nødvendigt at underrette naboejeren, hvis der er tale om et herreløst areal eller en fælleslod.

Når der foretages afmærkning af en ejendomsgrænse mod et jernbaneareal, der ejes af DSB eller Banedanmark, skal den banesagsarkivansvarlige til banesager altid underrettes. For øvrige jernbanearealer underrettes den pågældende infrastrukturforvalter. Den banesagsarkivansvarlige kan oplyses af Banedanmark og DSB.