Underspørgsmål i udstykningskontrolskemaet under planloven:

Er området ikke omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt, forholder kommunalbestyrelsen sig til, om der er forhold i sagen, som forudsætter, at der tilvejebringes en lokalplan. Efter planlovens § 13, stk. 2, skal der tilvejebringes en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder, herunder nedrivninger af bebyggelse. Der lægges vægt på, om projektet fremkalder væsentlige ændringer i det bestående miljø. Derudover kan projektet være af en karakter, hvor det efter kommunalbestyrelsens vurdering er væsentligt at sikre offentlighedens medindflydelse igennem lokalplanprocessen. Efter § 13, stk. 3, påhviler der kommunalbestyrelsen en pligt til snarest at udarbejde et lokalplanforslag og fremme sagen, når påtænkte større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder er i overensstemmelse med kommuneplanen. Denne lokalplanpligt kan bygherren dog ikke påberåbe sig, hvis området allerede er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt, der er i overensstemmelse med kommuneplanen. 

Hvis sagen kræver, at der bliver tilvejebragt en lokalplan, skal registrering af den matrikulære forandring normalt afvente, at den endeligt vedtagne lokalplan er offentligt bekendtgjort. Lokalplaner er underlagt en dobbeltvedtagelsesprocedure. Først vedtager kommunalbestyrelsen et lokalplanforslag, der offentliggøres med en indsigelsesfrist på mindst otte uger og først herefter kan kommunalbestyrelsen vedtage lokalplanen endeligt. Kommunalbestyrelens vedtagelse af et byplanforslag udlæser et foreløbigt udstyknings-, nedrivnings- og byggeforbud efter planlovens § 17, stk. 1, selvom udnyttelsen måtte være i overensstemmelse med forslaget. Efter udløbet af indsigelsesfristen kan kommunalbestyrelsen dog tillade, at en ejendom udnyttes i overensstemmelse med lokalplanforslaget, hvis betingelserne i planlovens § 17, stk. 2 og 3, er opfyldt. 

Underspørgsmål til udstykningskontrolskemaet under planloven:

Kommunalbestyrelsen kan inden for snævre rammer dispensere fra bestemmelser i en lokalplan, jf. lovens § 19. Kompetencen omfatter navnlig dispensation fra de bestemmelser, som mere detaljeret regulerer bebyggelsens omfang, udformning og placering. Bortret fra muligheden for at meddele en tidsbegrænset dispensation kan der ikke meddeles dispensation i strid med planens principper. Dette omfatter for det første planens formålsbestemmelser og anvendelsesbestemmelser, som er fastsat ud fra formålet med planen. Dispensation fra anvendelsesbestemmelser ses undtagelsesvist i tilfælde, hvor den påtænkte anvendelse ligger meget tæt på det tilladte. Principperne omfatter for det andet den planlagte struktur, fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. Dispensation kan som regel ikke meddeles til indgreb i grønne områder og fælles friarealer.

Kommunalbestyrelsen har mulighed for midlertidigt at dispensere fra reglerne i en lokalplan, selvom dispensationen er i strid med principperne i planen. Det er en betingelse, at sådanne dispensationer tidsbegrænses til maksimalt tre år og 10 år for studieboliger. Udvidelsen har til formål at muliggøre, at områder kan udnyttes i en tidsbegrænset periode, så de ikke står ubrugte hen. Bestemmelsen tænkes særligt anvendt i tilfælde, hvor der er udarbejdet en ny lokalplan, som endnu ikke kan realiseres, eller hvor en ældre lokalplan ikke længere er aktuel, men endnu ikke er erstattet af en ny plan. Der kan ikke dispenseres til anlæg m.v., der ikke kan fjernes, eller som på anden måde medfører en permanent ændring eller påvirkning af området. Ligeledes kan der som udgangspunkt ikke dispenseres til meget omkostningsfulde konstruktioner, som kun vanskeligt kan fjernes. En tidsbegrænset dispensation vil godt kunne være grundlag for, at kommunalbestyrelen i udstykningskontrolskemaet svarer, at der ikke mangler en dispensation fra en gældende lokalplan.

Underspørgsmål i udstykningskontrolskemaet under planloven:

Kommuneplaner og andre administrative retningslinjer, der er bindende for kommunernes administration, er ikke bindende for ejendomsejerne og derfor sjældent relevant i forhold til godkendelse af en matrikulær sag. Planloven indeholder i § 12 en modifikation til udgangspunktet om, at kommuneplanen ikke kan tillægges retsvirkning i forhold til ejendomsejerne. Efter planlovens § 12, stk. 2, har kommunalbestyrelsen hjemmel til at nedlægge forbud imod udstykning og bebyggelse i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser, medmindre det pågældende område allerede forinden kommuneplanens vedtagelse er omfattet af en detaljeret lokalplan eller byplanvedtægt. Ved rækkefølgebestemmelser forstås såvel rammebestemmelser efter planlovens § 11 b, stk. 1, nr. 12, som rækkefølgeangivelser i kommuneplanens redegørelse jf. planlovens § 11 e, stk. 1, nr. 1. Efter planlovens § 12, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen nedlægge forbud mod opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse, der er i strid med kommuneplanens rammedel. Reglen gælder for byzone og sommerhusområder, og forbud kan ikke nedlægges, hvis området er udlagt til offentlige formål i kommuneplanen eller omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.

Efter planlovens § 14, kan kommunalbestyrelsen tillægge fremtidige lokalplaner en forudgående retsvirkning, ved at nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. De forhold, der kan forhindres herved, er de samme forhold som kan reguleres i en lokalplan efter planlovens § 15. Forbuddet kan nedlægges for et tidsrum af indtil et år. Forbuddet kan ikke nedlægges mod dispositioner, som allerede er lovligt iværksat. For at opretholde forbuddets retsvirkninger, må kommunalbestyrelsen inden gyldighedsperiodens udløb have offentliggjort et lokalplanforslag, hvis foreløbige retsvirkninger (§ 17) afløser § 14-forbuddets.

En lokalplan kan indeholde bestemmelser om bonusvirkning, det vil sige, at lokalplanen indeholder bestemmelser om, at lokalplanen erstatter de tilladelser og dispensationer, der er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse, jf. lovens § 15, stk. 4 og 7. Bestemmelsen i § 15, stk. 4, giver hjemmel til, at lokalplanen kan få bonusvirkning, for så vidt angår landzonetilladelser.

Underspørgsmål i udstykningskontrolskemaet under planloven:

Reglerne om zoneinddeling og landzoneadministrationen findes i planlovens §§ 34-38. Kommunalbestyrelsen er landzonemyndighed, jf. lovens § 35, stk. 1. Opmærksomheden henledes på, at lokalplaner kan udgøre et selvstændigt supplement til reguleringen i planlovens §§ 34-38. En lokalplan kan således tillægges bonusvirkning, idet det i en lokalplanudtrykkeligt kan fastsættes, at lokalplanen træder i stedet for en landzonetilladelse jf. planlovens § 15, stk. 4. Udgangspunktet er, at der kræves landzonetilladelse til enhver forandring i de bestående fysiske forhold i landzone, hvilket omfatter udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse af bebyggelse og arealer. Planlovens regler indeholder dog så mange nuanceringer, undtagelser og modifikationer til det overordnede udgangspunkt, at en mere dækkende redegørelse for området ikke egner sig til denne vejledning. Der henvises i stedet til Erhvervsstyrelsens Vejledning om landzoneadministration. Sager om udstykning skal altid forelægges for landzonemyndigheden, medmindre der er tale om:

1.  udstykning efter § 10, stk. 1 og 3, i lov om landbrugsejendomme til samdrift med bestående landbrugsejendom,
2. udstykning af en skovejendom efter § 6, stk. 1, nr. 6 og 7, i lov om landbrugsejendomme,
3. udstykning, der er bestemt i en afgørelse til realisering af Natura 2000-planen eller i en fredning efter lov om naturbeskyttelse eller udtrykkeligt er tilladt i en lokalplan, eller
4. udstykning, der foretages på grundlag af en erhvervelse efter lov om jordfordeling og offentligt køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige formål m.m. (jordfordelingsloven) til et regionalt jordkøbsnævns formål.

Der kræves ikke landzonetilladelse til andre matrikulære ændringer end udstykning. Arealoverførsel, sammenlægning og matrikulering kræver altså i sig selv ikke landzonetilladelse. Men hvis en ændret anvendelse af ubebyggede arealer, ændret anvendelse af bestående bebyggelse og/eller opførelse af bebyggelse tilsigtes i forbindelse arealoverførsel, sammenlægning eller matrikulering, så kræves som hovedregel landzonetilladelse. Denne hovedregel fraviges, når anvendelsesændringen og/eller bebyggelsen er undtaget fra krav om landzonetilladelse i planlovens §§ 36 eller 37. Visse af de forhold, der er undtaget fra kravet om landzonetilladelse i planlovens §§ 36 og 37, kræver forudgående anmeldelse til kommunen jf. planlovens § 38.

Om forståelsen af begreberne ”bebyggelse” og ”ændret anvendelse” efter landzonebestemmelserne, henvises til Vejledning om landzoneadministration afsnit 1.2.2.

Bestemmelsen i § 36, stk. 1, omhandler de egentlige undtagelser fra kravet om landzonetilladelse, mens § 36, stk. 2, omhandler et krav om landzonetilladelse, for så vidt angår beliggenhed og udformning for bygninger, der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer. Planlovens § 37 indeholder også undtagelser fra kravet om landzonetilladelse, men bestemmelsen angår alene ibrugtagning af overflødiggjorte bygninger til anden anvendelse.

Bilag 1 til Erhvervsstyrelsens Vejledning om landzoneadministration, Planlovens §§ 34-38, juli 2018, indeholder et oversigtsskema, med et samlet overblik over undtagelser fra landzonekravet, og undtagelsernes anvendelsesområde.

Opstilling af vindmøller kræver landzonetilladelse, medmindre opstillingen sker på baggrund af en bonuslokalplan. Opstilling af større vindmøller kræver normalt både udarbejdelse af lokalplan og VVM-tilladelse. Bekendtgørelse om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller (bekendtgørelse nr. 923 af 10. september 2019) indeholder en række minimumskrav til landzoneadministrationen for vindmøller.

Selvom en disposition efter ved en umiddelbar læsning af planlovens §§ 36 og 37 forekommer at kunne gennemføres uden landzonetilladelse, gælder dette ikke, hvis dispositionen af kommunen vurderes at være lokalplanpligtig jf. planlovens § 35, stk. 2.

En landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, må ikke udnyttes før klagefristens udløb, jf. bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love, jf. § 1, stk. 1, nr. 1. Det vil sige tidligst 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den klageberettigede. I de tilfælde, hvor afgørelsen bliver offentliggjort, beregnes klagefristen fra den offentlige bekendtgørelse, uanset om klageberettigede forinden er særskilt underrettet. Rettidig klage over en landzoneafgørelse har opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet konkret bestemmer andet, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1. Landinspektøren bør undlade at indsende den matrikulære sag til Geodatastyrelsen før klagefristen for en landzonetilladelse er udløbet. Opretholdes opsættende virkning under klagesagen bør afgørelse heraf afventes før sagen indsendes til Geodatastyrelsen. Er sagen allerede indsendt til Geodatastyrelsen på det tidspunkt, hvor retsvirkningerne af en nødvendig tilladelse udskydes, påhviler det landinspektøren at give Geodatastyrelsen underretning herom.

Før kommunalbestyrelsen som vejmyndighed kan meddele tilladelse til nye eller udvidede adgange til en kommunevej jf. § 49, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen indhente Vejdirektoratets samtykke jf., § 49, stk. 3, hvis den nye eller udvidede adgang har en mindre afstand til statsvej end 100 meter – dog mindre end 50 meter i byer og bymæssige områder.

I sager, hvor kommunalbestyrelsen er vejmyndighed, og som angår tilladelse til at benytte eksisterende adgange til kommunevej efter § 50, stk. 1-3, skal kommunalbestyrelsen indhente samtykke fra Vejdirektoratet jf. § 50, stk. 6, når den bestående adgang har en afstand på mindre end 100 meter til en statsvej – dog mindre end 50 meter i byer og bymæssige områder.

Ved ”byer og bymæssige områder” forstås jf. § 3, stk. 1, nr. 5, Københavns Kommune og de områder, der efter planloven er byzone eller sommerhusområde, samt nærmere afgrænsede områder i landzone, som kommunen har besluttet at administrere efter byreglerne i lov om private fællesveje.

Hvis der er tale om en ny ejendom eller en særskilt beliggende del af en ejendom, der skal have adgang ad en bestående privat fællesvej, der ifølge matrikelkortet munder ud i en offentlig vej, og hvis vejmyndigheden for statsvejen tidligere har godkendt, at vejen benyttes til udstykning i det pågældende omfang og/eller til det pågældende formål, skal godkendelsen vedlægges i kopi.

I følgende tilfælde skal landinspektøren fremlægge tilladelse fra Vejdirektoratet eller indhente Vejdirektoratets erklæring om, at vejloven er overholdt:

1. Når etablering af nye eller udvidelse af eksisterende adgange til en statsvej kræver tilladelse efter § 49, stk. 1.
2. Når benyttelse af eksisterende adgange til en statsvej kræver tilladelse efter § 50, stk. 1-3.
3. Stillingtagen til overholdelsen af adgangsbestemmelserne for statsvejen
4. Når der er fastsat vejbyggelinjebestemmelser for en statsvej.

Ved forelæggelse for Vejdirektoratet bør landinspektøren redegøre for sagens omstændigheder i samme omfang, som sagen skal oplyses for kommunalbestyrelsen i udstykningskontrolskemaet.

Vejdirektoratet anses også for påtaleberettiget til vejbyggelinjebestemmelser for statsveje, der er fastsat i medfør af tidligere lovgivning, og uanset hvem der står anført som påtaleberettiget.

Ansøgning om adgang til statsvejnettet eller om dispensation fra vejbyggelinjer skal ske digitalt ved brug af formularer, der kan tilgås på Vejdirektoratets hjemmeside.

Underspørgsmål i udstykningskontrolskemaet under privatvejsloven:

Tilladelse til nedlæggelse eller omlægning af private fællesveje på landet forudsætter, at kommunalbestyrelsen forinden har iagttaget den i lovens kapitel 11 foreskrevne procedure.

I områder, der er omfattet landreglerne, skal kommunalbestyrelsen godkende nedlæggelse og omlægning af private fællesveje, der er taget i brug jf. lovens § 12. § Reglens ordlyd omtaler alene ”nedlæggelse af privat fællesvej”, men det er i lovens § 10, nr. 14, defineret som en beslutning om, at en privat fællesvej nedlægges, og at et andet areal i stedet udlægges og anlægges som privat fællesvej, hvor de vejberettigede tildeles vejret til det nye vejareal. Omlægning kræver derfor også kommunalbestyrelsens godkendelse.

Tilladelse til nedlæggelse eller omlægning af private fællesveje på landet forudsætter, at kommunalbestyrelsen har iagttaget den i lovens kapitel 11 foreskrevne procedure.

Underspørgsmål i udstykningskontrolskemaet under privatvejsloven:

Underspørgsmål i udstykningskontrolskemaet under privatvejsloven [kommende]:

 Ud over adgangen til offentlig vej skal kommunalbestyrelsen også påse adgangsforholdene til private fællesveje. En "adgang" er en vejtilslutning eller fysisk etableret adgang fra en privat fællesvej til en tilgrænsende ejendom eller anden privat fællesvej.

Det følger af privatvejlovens regler om adgang til privat fællesvej, at sager om udstykning, matrikulering, arealoverførsel og sammenlægning forudsætter tilladelse fra vejmyndigheden (kommunen) i følgende tilfælde 1-4 nedenfor:

1. Når der skal etableres nye adgange eller udvides eksisterende adgange til en privat fællesvej jf. § 62, stk. 1.
   
   Landinspektøren og vejmyndigheden skal være opmærksom på tilfælde, hvor der på stedet findes en eksisterende adgang, som vejmyndigheden ikke har givet tilladelse til. Vejmyndigheden skal her tage stilling til, om der kan gives tilladelse efter § 62, stk., 1, til den eksisterende fysiske adgang (retlig lovliggørelse) eller om forholdene skal lovliggøres fysisk - evt. med tilladelse til etablering af en anden ny adgang. Dette fremgår af privatvejlovens § 99.
   
   
2. Når bestående adgange til en privat fællesvej skal benyttes af andre ejendomme, end dem for hvilke de er anlagt, med mindre vejmyndigheden allerede har givet tilladelse til, at andre ejendomme kan benytte dem jf. § 63, stk. 1.
   
   Hvis vejmyndigheden tidligere har godkendt, at vejen benyttes til udstykning i det pågældende omfang og/eller til det pågældende formål, skal landinspektøren til brug for kommunalbestyrelsens besvarelse af udstykningskontrolskemaet vedlægge kopi af godkendelsen. 
   
   
3. Når en bestående markoverførsel til en privat fællesvej ønskes benyttet til anden færdsel end rent landbrugsmæssigt jf. § 63, stk. 2.
   
   En markoverførsel må ikke uden vejmyndighedens tilladelse benyttes til landbrugsejendommes beboelse eller driftsbygninger. 
   
   
4. Når en bestående adgang til en privat fællesvej skal benyttes af ejendomme, der fremkommer eller ændres ved udstykning, matrikulering, sammenlægning eller arealoverførsel jf. § 63, stk. 3.
   
   Reglen omfatter alle matrikulære ændringer af ejendomme, som forelægges vejmyndigheden i udstykningskontrollen. Reglen indebærer, at ejendommens adgange kan tages op til fornyet overvejelse, når ejendommes ændres. 

Når godkendelse i ovenfor anførte tilfælde 1-4 anfør en adgang til en privat fællesvej, der er nærmere end 50 meter fra en statsvej skal godkendelse også indhentes fra Vejdirektoratet jf. privatvejslovens § 62, stk. 2 og § 63, stk. 5. Det er kommunalbestyrelsen, der sørger for at indhente godkendelse fra Vejdirektoratet. Ejerne af de berørte ejendomme skal kun forelægge sagen for kommunalbestyrelsen. 

Hvis den matrikulære forandring sker med henblik på anlæggelse eller påbegyndelse af en listevirksomhed, der kræver godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, skal landinspektøren i udstykningskontrolskemaet oplyse, at der er forhold i sagen, der kræver godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven. Hvis den matrikulære forandring sker med henblik på, at en listevirksomhed skal udvides eller ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssige, som indebærer forøget forurening, kræves ligeledes forudgående tilladelse fra kommunalbestyrelsen eller Miljøstyrelsen.

Det fremgår af bilag 1 og 2 til bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, hvilke virksomheder, anlæg og indretninger, der er godkendelsespligtige listevirksomheder. Kommunalbestyrelsen har godkendelseskompetencen bort\u0002set fra virksomheder m.v., der på bilag 1 og 2 er mærket med (s), hvor godkendelses- og tilsynskompetencen tilkommer Miljøstyrelsen. Uanset om kompetencen tilkommer kommunalbestyrelsen eller Miljøstyrelsen, skal ansøgning indgives digitalt til kommunalbestyrelsen, der herefter videresender ansøgningen, hvis kompetencen er hos Miljøstyrelsen.

Husdyrbruglovens kapitel 2 indeholder en række placeringskrav ved etablering, udvidelse eller ændring af husdyranlæg, og gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg på husdyrbrug. Placeringskravene gælder uanset, om anlægget kræver forudgående godkendelse eller tilladelse efter lovens kapitel 3, eller kan iværksættes efter anmeldelse efter husdyrgødningsbekendtgørelsen eller bekendtgørelse nr. 2256 af 29. december 2020 om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug.

Reglerne gælder på tidspunktet for etablering, udvidelse og ændring af anlæg, og det medfører dermed ikke, at anlæggene kommer i strid med loven, fordi de zoner, veje, søer, skel m.v. der skal være bestemte afstande til, efterfølgende ændrer eller indfinder sig, så afstanden bliver mindre end foreskrevet i loven. Ændringer til eksisterende anlæg skal overholde afstandskravene, selvom afstanden til det eksisterende anlæg lovligt er mindre end foreskrevet i loven.

I forhold til godkendelse af husdyrbrug skal kommunalbestyrelsen svare på følgende:

Ved ansøgningen og sagsbehandlingen af et konkret projekt efter husdyrbruglovens regler, skal der i første omgang tages stilling til, om projektet kræver godkendelse efter lovens § 16 a eller tilladelse efter lovens § 16 b, eller om projektet kan gennemføres efter en anmeldelse i medfør af bekendtgørelse nr. 2256 af 29. december 2020 om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug. Godkendelsespligten efter lovens § 16 a omfatter husdyrbrug, der har en emission af ammoniak på mere end 3.500 kg om året eller som har flere end 750 søer, flere end 2.000 slagtesvin eller flere end 40.000 stykker fjerkræ på stald ad gangen. Husdyrbrug, der ikke er omfattet af godkendelsespligten efter § 16 a, er som udgangspunkt omfattet af krav om tilladelse efter § 16 b.

Husdyrbrug er i loven defineret som husdyranlæg (stalde/lignende som dyrene er i eller har adgang til), der tilsammen har et produktionsareal på mere end 100 m2 , og de gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg og andre driftsbygninger m.v. på samme ejendom, der knytter sig til dyreholdet.

Regionsrådets kortlægning af forurenede arealer gennemføres i samarbejde med kommunalbestyrelsen. Et areal betegnes kortlagt på vidensniveau 1, når der er kendskab til aktiviteter på arealet eller aktiviteter på andre arealer, der kan have forårsaget jordforurening på arealet, jf. lovens § 4. Et areal betegnes kortlagt på vidensniveau 2, når der er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, der gør, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have skadelige virkning på mennesker og miljø, jf. lovens § 5.

Efter lovens § 12, stk. 1, skal regionsrådet give skriftlig underretning om den endelige kortlægning på vidensniveau 1 eller 2 til ejere af kortlagte arealer og til kommunalbestyrelsen.

Byzonen er som udgangspunkt klassificeret som et lettere forurenet område. Dette er ikke en kortlægning af jordforurening, og medfører ikke de retsvirkninger, der følger af kortlægning på vidensniveau 1 og 2. Jordflytning fra områdeklassificerede arealer skal dog – i lighed med jordflytning fra kortlagte arealer - anmeldes til kommunen. Kommunerne har mulighed for at undtage områder inden for byzonen, eller inddrage områder uden for byzonen i de områdeklassificerede arealer. 

Kommunalbestyrelsen administrerer handhævelsen af beskyttelsen af § 3-beskyttede naturtyper og beføjelsen til at meddele dispensation fra § 3. Ifølge § 3 må der ikke foretages ændring i tilstanden af de naturtyper, som reglen omfatter.

Der henvises i øvrigt til Vejledning om naturbeskyttelseslovens § 3-beskyttede naturtyper, Miljøstyrelsen 2019.

Udstykningskontrolskemaet indeholder følgende spørgsmål til komnmunalbestyrelsen:

Ud over beskyttelsen af naturtyper, er der fastlagt en række beskyttelses- og byggelinjer i lovens kapitel 2, der har forskellig udstrækning og indhold. For klitfrede arealer (§ 8), strandbeskyttelseslinjen (§ 15) og fortidsmindebeskyttelseslinjen (§ 19) gælder et forbud mod tilstandsændringer med forskellige undtagelser. For sø- og åbeskyttelseslinjen (§ 16), skovbyggelinjen (§ 17) og kirkebyggelinjen (§ 19), er der forbud mod byggeri dog for sø- og åbeskyttelseslinjen suppleret af et forbud mod beplantning og ændringer i terræn inden for byggelinjen. Efter loves § 69 kan Miljøministeren ophæve eller indskrænke beskyttelseslinjer. Det sker yderst sjældent, og som regel kun efter ansøgning fra en kommune i forbindelse med lokalplanlægning. Afgørelseskompetencen vedrørende sø- og åbeskyttelseslinjen, skovlinjen, fortidsmindebeskyttelseslinjen og kirkebyggelinjen er delegeret til Miljøstyrelsen jf. bekendtgørelse nr. 95 af 28. januar 2019. Det sker yderst sjældent, og som regel kun efter ansøgning fra en kommune i forbindelse med lokalplanlægning. Afgørelseskompetencen vedrørende klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjerne er delegeret til Kystdirektoratet jf. bekendtgørelse nr. 269 af 6. januar 2020.

I forhold til visse private veje og stier med rekreativ betydning skal kommunalbestyrelsen svare på følgende:

I følge naturbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 1, må gennemgående veje og stier, veje og stier, der i øvrigt fører til de naturtyper, der er omfattet af lovens §§ 22-25 (strande, skove, udyrkede arealer og klitfredede arealer), og veje og stier, der fører til særlige udsigtspunkter, kulturminder og lignende, tidligst nedlægges 4 uger efter, at ejeren har givet skriftlig meddelelse herom til kommunalbestyrelsen. Hvis ikke kommunen senest 4 uger fra modtagelsen har truffet afgørelse om at ville foretage en nærmere vurdering af vejens eller stiens rekreative betydning, kan nedlæggelse iværksættes, jf. § 26 a, stk. 2.

Kommunalbestyrelsen kan efter § 26 a, stk. 3, træffe afgørelse om, at vejen eller stien ikke må nedlægges, såfremt vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og såfremt der ikke findes eller etableres tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder.

Hvis ønsket om en matrikulær forandring eller den tilsigtede arealanvendelse strider mod bestemmelser i en fredning, skal der være meddelt dispensation, jf. lovens § 50. Dispensationer meddeles af vedkommende fredningsnævn. Det samme gælder, hvis der er udstedt foreløbigt forbud i forbindelse med en påtænkt fredning efter lovens § 34, eller hvis der verserer en fredningssag for fredningsnævnet, jf. lovens § 37.

Udstykningskontrolskemaet indeholder følgende spørgsmål til kommunalbestyrelsen:

Ifølge museumslovens § 29 a, stk. 1, må der ikke foretages ændring i tilstanden af sten- og jorddiger og lignende. Ifølge Slots- og Kulturstyrelsens Vejledning om beskyttede Sten- og jorddiger, juni 2009, forstås der ved sten- jorddiger og lignende i lovens forstand: ”menneskeskabte, linjeformede forhøjninger af sten, jord, græstørv, tang eller lignende materialer, som fungerer eller har fungeret som hegn og har eller har haft til formål at markere administrative ejendoms- eller anvendelsesmæssige skel i landskabet”. Kulturministeren er i lovens § 29b bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om, hvilke sten- og jorddiger, der er omfattet af § 29 a, stk. 1, eller falder uden for reglens anvendelsesområde. Denne afgrænsning er foretaget med § 1 i bekendtgørelse nr. 1190 af 26. september 2013 om beskyttelse af sten- og jorddiger. Det fremgår også af bekendtgørelsen, at kommunalbestyrelsen for hele kommunen kan gennemføre en konkret udpegning af beskyttede diger efter reglerne i bekendtgørelsens §§ 2-8.

Stendiger og andre diger, herunder diger der er angivet på Kort- og Matrikelstyrelsens kortværk Danmark (1:25.000) i den seneste reviderede udgave forud for den 1. juli 1992, er omfattet af § 29 a. Diger og dele af diger, der ligger i byzone eller sommerhusområde, er ikke omfattet af § 29 a, medmindre diget afgrænser et byzone eller sommerhusareal fra landzone. Der henvises i øvrigt til bekendtgørelsens § 1 og Vejledning om beskyttelse af Sten og jorddiger, hvor afgrænsningen er de forskellige diger er beskrevet nærmere.

Landinspektøren skal dermed være opmærksom på, om der ved udstykning, arealoverførsel eller sammenlægning tilsigtes en ændring i tilstanden af sten- og jorddiger.

Kommunalbestyrelsen kan, når et sten- og jorddiger ikke er beskyttet som fortidsminder, meddele dispensation fra forbuddet mod at foretage ændring i tilstanden af sten- og jorddiger lovens § 29 a, stk. 1, jf. § 29 j, stk. 2. Dispensationspraksis er beskrevet i Slots- og Kulturstyrelsens vejledning.

Sten- og jorddiger kan også være beskyttet som fortidsminder. I så fald gælder alene reglerne om fortidsminder i lovens §§ 29 e og 29 f. Et Sten- og jorddige kategoriseret som fortidsminder kan altså ikke samtidig være beskyttet af reglerne i lovens § 29 a om sten- og jorddiger, og beskyttelsen som fortidsminde indtræder først, når ejeren har modtaget meddelelse om deres tilstedeværelse på ejendommen jf. lovens § 29 e, stk. 3, og bilaget til loven, kapitel 2, nr. 14.

Der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel gennem fortidsminder, eller tilsigtes ændring i tilstanden af fortidsminder, jf. lovens § 29 e, stk. 1.

De typer af fortidsminder, der er omfattet af beskyttelsen efter lovens § 29 e, stk. 1, er optaget i bilaget til loven, jf. lovens § 29 e, stk. 2. Det fremgår af bilaget, at visse typer af fortidsminder kun er omfattet af forbuddet i lovens § 29 e, stk. 1, når ejeren har modtaget meddelelse om deres tilstedeværelse, jf. lovens § 29 e, stk. 3. Det bemærkes, at lovens § 29 e, stk. 3, endvidere foreskriver, at for fortidsminder under terræn eller under bygninger kan kulturministeren i forbindelse med meddelelsen bestemme, at beskyttelsen efter lovens § 29 e, stk. 1 udstrækkes til ejendomsskellet.

For at sikre hensynet til, at de til enhver tid værende ejere af faste ejendomme kan anses for oplyst om tilstedeværelsen af fortidsminder på deres ejendom, kan meddelelse om fortidsmindet tinglyses på ejendommen. Denne tinglysning tjener kun dette oplysningshensyn og tinglysning er ingen betingelse for, at lovens beskyttelse af fortidsmindet indtræder.

I forhold til landinspektørens oplysning af sagen kan der rettes henvendelse til Kulturministeriet, der på begæring skal oplyse hvilke fortidsminder, herunder udstrækning heraf, der findes på en ejendom jf. lovens § 29 e, stk. 4.

Kulturministeren kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra bestemmelserne i lovens § 29 e, stk. 1, jf. lovens § 29 j, stk. 1.

Udstykningskontrolskemaet indeholder følgende spørgsmål til kommunalbestyrelsen:

Kystbeskyttelsesforanstaltninger har til formål at beskytte mod oversvømmelse og nedbrydning fra havet. Inden for de arealer, der er nævnt i ovenstående spørgsmål, må sådanne anlæg, indretninger m.v. kun etableres efter tilladelse fra kommunalbestyrelsen jf. kystbeskyttelseslovens § § 3, stk. 1 og 2. Er kun en del af en påtænkt kystbeskyttelsesforanstaltning beliggende inden for de nævnte arealer, kræves tilladelse til hele strækningen.

Kystbeskyttelsesforanstaltninger, der udføres med staten som bygherre, kræver efter lovens § 3, stk. 5, tilladelse fra miljøministeren. Kompetencen er delegeret til Kystdirektoratet.

Kystbeskyttelseslovens § 16a vedrører aktiviteter og etablering af anlæg til andre formål end kystbeskyttelse. På strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation, og på arealer, der ligger inden for en afstand af 100 m fra, hvor denne vegetation begynder, må der kun efter tilladelse fra miljøministeren

1. Etableres faste anlæg, som også etableres på søterritoriet eller
2. Graves, bores, pumpes, suges eller foretages nogen form for terrænregulering.

Kompetencen til at meddele tilladelse er delegeret til Kystdirektoratet. 

Medio 1999 blev fredskovsnoteringen i matriklen afsluttet. Det betyder, at registrerede fredskovspligtige arealer fremgår af såvel matrikelregistret som matrikelkortet.

Fredskovpligtige arealer er efter lovens § 3, stk. 1, og § 72, stk. 1:

1. Arealer, som miljø- og fødevareministeren har besluttet skal være fredskovspligtige.
2. Arealer, der i matriklen eller tingbogen er noteret som majoratsskov.
3. Arealer med skov, der ejes eller erhverves af stat, kommuner eller folkekirke, arealer der ejes af disse, og hvor skov etableres eller indfinder sig, samt tilhørende arealer uden træbevoksning.

Efter § 72, stk. 1, er egekrat, der eksisterede den 1. juli 1989, fredskovspligtige.

Miljøstyrelsen beslutter, om et areal er omfattet af lovens § 3, stk. 1, nr. 3, og om et areal er omfattet af lovens § 72, stk. 1, jf. lovens § 3, stk. 2, og § 72, stk. 2.

Når staten, kommunerne eller folkekirken erhverver skov eller ejer et areal, hvor skov er etableret eller har indfundet sig, påhviler det de nævnte myndigheder at orientere Miljøstyrelsen, jf. lovens § 3, stk. 6.

Private skovarealer, der ikke er fredskovpligtige kan efter ansøgning blive fredskovpligtige, og Miljøstyrelsen beslutter, at arealet er egnet til bæredygtig skovdrift, jf. lovens § 4. Denne regel indgår i et samspil med landbrugslovens § 6, stk. 1, nr. 6 og 7. Efter landbrugslovens § 6, stk. 1, nr. 6, kan landbrugspligten ophæves på et skovareal på over 20 ha, der ønskes oprettet som en selvstændig ejendom, der er eller vil blive pålagt fredskovpligt, og som udgør en sammenhængende fredskov. Det samme gælder efter § 6, stk. 1, nr. 7, hvis arealet anvendes til supplering af arealer, der allerede er underlagt fredskovpligt, så der fremkommer en sammenhængende fredskovejendom på over 20 ha.

Miljøstyrelsen kan, når særlige grunde taler for det, ophæve fredskovspligten på et areal, som ønskes anvendt til andet formål, jf. lovens § 6, stk. 1. En ansøgning til Miljøstyrelsen, hvor kommunen ønsker fredskovspligten på et kommunalt ejet skovareal ophævet, skal i visse tilfælde imødekommes uden vilkår om erstatningsskov, jf. lovens § 6, stk. 2.

Miljøstyrelsen har desuden mulighed for at justere noteringen af fredskovspligtige arealer efter lovens § 37. Efter skovlovens af 1989 blev der gennemført en gennemgang og notering i matriklen alle fredskovspligtige arealer (fredskovskonstatering), som blev afsluttet i 1998. Fredskovskonstateringen var hovedsagelig baseret på luftfotos, hvor grænserne for skoven kunne defineres med højst 5-10 meters nøjagtighed. Bestemmelsen giver ministeren hjemmel til at berigtige fredskovspligtens omfang, når der opdages unøjagtigheder i fredskovskonstateringen. Muligheden for at berigtige skal desuden gælde, når ministeren fremover konstaterer fredskovspligt på statslige arealer efter § 3, stk. 1, nr. 3. Endelig kan reglen efter lovbemærkningerne også anvendes i tilfælde, hvor ejeren ønsker registreringen indført med større nøjagtighed i matriklen. Sådanne ændringer forudsættes at ske for ejerens regning. Når en justering har fundet sted, drager Miljøstyrelsen omsorg for, at ændringen noteres i matriklen, jf. § 41.

Fredskovspligt og ændringer heraf skal noteres i matriklen, jf. lovens § 41.

I § 32, stk. 7, i bekendtgørelse om matrikulære arbejder er der regler om beregning af fredskovspligtigt areal i forbindelse med matrikulære forandringer. Hvis der opdages fejl i fredskovsnoteringen, f.eks. i form af uoverensstemmelse mellem angivelsen af størrelsen af arealet i matriklen og forholdene i marken, skal sagen forelægges Miljøstyrelsen. Der kan ske mindre justeringer af fredskovsgrænsen, hvis det sker som konsekvens af korttilpasning af skelbilledet. Tilpasninger af fredskovsgrænsen efter forholdene i marken kræver godkendelse efter skovlovens § 37. Samme godkendelse kræves i forbindelse med ændring af fredskovsgrænsen i forbindelse med udskillelse af offentlige veje.

Et areal, der i matriklen eller tingbogen er noteret som majoratskov, skal bevares under samme ejer jf. skovlovens § 7.
Miljøstyrelsen kan ophæve majoratsbåndet på et areal, hvorefter arealet pålægges fredskovspligt jf. lovens § 7, stk. 2. Såfremt en majoratsskov ønskes delt, f.eks. med henblik på frasalg, kan det kun ske ved, at majoratsbåndet ophæves efter lovens § 7, stk. 2, hvorefter arealet noteres som fredskovspligtigt i matriklen. Miljøstyrelsen kan samtidig beslutte, at sammenhængende arealer skal udgøre en samlet fast ejendom i henhold til § 2, stk. 1, i udstykningsloven. Herefter kan ejendommen udstykkes efter skovlovens almindelige bestemmelser om udstykning i § 12.