Indledning

Vejledning om registrering af ejerlejligheder henvender sig primært til landinspektører og andre, der beskæftiger sig med opgaver og rådgivning i relation til opdeling af ejendommen i ejerlejligheder og efterfølgende ændringer af det registrerede.

Vejledningen beskriver gældende ret og Geodatastyrelsens administrative praksis ved behandling af sager om registrering af ejerlejligheder. Vejledningen indeholder ikke en fuldstændig gennemgang af reglerne i ejerlejlighedsloven, men en beskrivelse af de problemstillinger, der knytter sig til Geodatastyrelsens registrering af ejerlejligheder, og den praksis der har udviklet sig, siden Geodatastyrelsen overtog registreringen fra Tinglysningsretten. Spørgsmål af tinglysningsmæssig karakter hører under Tinglysningsretten, og er kun i begrænset omfang omtalt i vejledningen. Der kan læses nærmere om Tinglysningsrettens praksis på www.tinglysningsretten.dk.