Baggrund
Grønlands kystområder er fyldt med skjulte farer som skær og tidevandszoner. Klimaændringer og tilbagetrækningen af havisen øger skibstrafikken, hvilket øger behovet for præcise og pålidelige kort. Vores mål er at skabe detaljerede kort over disse områder for at sikre sikker sejlads og støtte redningsaktioner.
Kortlægningsområderne er prioriteret som følger:
- Prioritet 1: Tasiilaq (50 km radius), Ittoqqortoormiit (10 km radius), og "Maniitsoq-motorvejen" (indenskærs ruten mellem Nuuk og Maniitsoq).
- Prioritet 2: Området mellem Upernavik og Qasigiannguit.
- Prioritet 3: Området mellem Narsaq og Nanortalik.
Projektet er finansieret med 4,4 mio. kr. over perioden 2023-2025 fra Nordatlantpuljen.
Teknologi og Metode
Vi anvender data fra Sentinel-2 A og B satellitter, som fanger billeder i både synlige og infrarøde bølgelængder. Denne teknologi gør det muligt at identificere skjulte skær og ændringer i kystlinjen med en opløsning på 10x10 meter per pixel.
Ved at analysere flere billeder af de samme områder, kan vi tage højde for tidevand og andre variable forhold, hvilket forbedrer nøjagtigheden af vores kort.
Projektets resultater
Vores kortlægning leverer opmærksomhedszoner, hvor sejlere skal være særligt påpasselige. Disse zoner er baseret på satellitobservationer af skjulte skær, tidevandszoner og kystlinjer.
Dataene må bruges som supplement til planlægning og ikke til sejlads eller andre navigationsformål. De skal behandles som et ekstra værktøj til at forbedre sikkerheden og planlægningen, men kan ikke erstatte officielle søkort uden yderligere verificering.
Se eksempler på information genereret i projektet, hvor data fra projektet supplerer informationen i de grå områder, der i dag ikke er kortlagt: