Efter Landinspektørlovens § 4 c, stk. 1, er der krav om at praktiserende landinspektører skal tegne en ansvarsforsikring, som dækker erstatningskrav, som måtte følge af udførelsen af matrikulære arbejder eller anden landinspektørvirksomhed. Dette er en betingelse for at kunne udføre matrikulære arbejder m.v. og gælder tilsvarende for landinspektørselskaber. Forsikringen skal endvidere dække i mindst fem år efter at landinspektøren eller landinspektørselskabet varigt er ophørt med at drive landinspektørvirksomhed.
En overtrædelse af forsikringspligten kan medføre bødestraf, og evt. forbud mod at den pågældende landinspektør/selskab udfører matrikulært arbejde, jf. Loven og Bekendtgørelse om ansvarsforsikring for landinspektørvirksomhed.
Inden der påbegyndes matrikulært arbejde, skal Geodatastyrelsen have tilsendt en erklæring fra landinspektørens forsikringsselskab om, at der er tegnet en professionel ansvarsforsikring, som opfylder kravene i Landinspektørloven og bekendtgørelse om ansvarsforsikring for landinspektørvirksomhed.