Det er under visse omstændigheder muligt at opnå beskikkelse på baggrund af udenlandske uddannelseskvalifikationer, eksempelvis efter regler i Anerkendelsesdirektivet.
Beskikkelse som landinspektør gives normalt på baggrund af en dansk landinspektøreksamen, men det er også muligt at opnå beskikkelse på baggrund af udenlandske uddannelseskvalifikationer og/eller erfaring med matrikulært arbejde opnået uden for Danmarks grænser.
Således er det efter Anerkendelsesdirektivet muligt at få anerkendt en udenlandsk eksamen, som i indhold og varighed svarer til den danske uddannelse som landinspektør (Cand.geom.)
Praktisk erhvervserfaring fra udlandet kan efter omstændighederne ligeledes indgå i de tre års praksistid, der kræves for at opnå beskikkelse som landinspektør i Danmark. Reglerne om etablering findes blandt andet i landinspektørloven § 1, stk. 4 - 7, og bekendtgørelse om beskikkelse som landinspektør m.m. §§ 5 og 6.
Tilsvarende regler gælder for borgere fra de nordiske lande, jf. § 5, stk. 6 i bekendtgørelse om beskikkelse som landinspektør m.m.
De generelle regler for anerkendelse af udenlandske uddannelseskvalifikationer er desuden beskrevet på Styrelsen for Videregående Uddannelsers hjemmeside om lovregulerede erhverv.