Registrering af samlet fast ejendom

Geodatastyrelsen er som matrikelmyndighed ansvarlig for at vedligeholde matriklen som et register for samlet fast ejendom. Vedligeholdelsen sker på grundlag af indberetninger fra landets praktiserende landinspektører om de ejendomsforandringer landinspektøren foretager på vegne af ejendomsejere.

Hvis du vil vide mere om, hvad en samlet fast ejendom er, kan du læse mere under punktet Matriklen på vores hjemmeside. 

Forandringer af en samlet fast ejendom kaldes matrikulære forandringer. Du kan læse mere om de forskellige forandringstyper og om processen for en matrikulær sagsgennemførelse nedenfor. 

Typer af matrikulære forandringer

Udstykning betyder, at der dannes en ny samlet fast ejendom ved at fraskille et areal fra én eller flere eksisterende samlede faste ejendomme. Dette ses f.eks. ved udstykning af nye grunde til parcelhus- eller erhvervsbebyggelse.

Matrikulering betyder at der opstår en ny samlet fast ejendom fra et umatrikuleret areal. Et umatrikuleret areal er et landareal, der endnu ikke er registreret i matriklen. Det kan f.eks. være en naturligt opstået ø, eller et havneareal, der er opstået ved opfyldning.

Ved arealoverførsel overføres et areal fra én samlet fast ejendom til en anden. Det kan være en del af et matrikelnummer, et helt matrikelnummer eller flere matrikelnumre. Eksempler på arealoverførsel er overdragelse af jord mellem to landbrugsejendomme eller overførsel af en del af et haveareal mellem parcelhusejendomme.

Sammenlægning betyder, at to eller flere samlede faste ejendomme bliver lagt sammen til én samlet fast ejendom. For at kunne gennemføre en sammenlægning, skal ejendommene have samme ejer og være ens behæftet ifølge oplysningerne i Tingbogen.

Ejendomsberigtigelse anvendes ved ændring af ejendomsgrænser som følge af:

  • Hævdserhvervelse mellem tilstødende ejendomme, hvor ejendomsgrænsen har ændret sig over tid som følge af uberettiget råden. Ejendomsberigtigelse som følge af hævdserhvervelse forudsætter, at ejerne af de berørte ejendomme er enige om, at ændringen skyldes hævd, og at forholdene har bestået uforandret i mindst 20 år (hævdstid).
  • Naturlig tilvækst eller fraskylning, for eksempel langs kysten. I disse tilfælde er det ikke et krav, at grænserne har bestået uændret i en længere periode. Det afgørende er, at ændringen er sket naturligt og ikke som følge af menneskelig påvirkning, såsom opfyld eller udgravning.

Tekniske ændringer vedrører justeringer inden for en samlet fast ejendom og omfatter f.eks.:

  • Sletning, oprettelse eller ændring af interne skel
  • Indberetning af supplerende målinger til eksisterende skel
  • Tilpasning eller opretning af det digitale matrikelkort ud fra registrerede mål

Processen for en matrikulær sag

Udstykning af nye ejendomme eller øvrige matrikulære forandringer af eksisterende ejendomme, indledes ved at ejeren af ejendommen, eller en repræsentant herfor, tager kontakt til en praktiserende landinspektør for udførelse af det matrikulære arbejde. Dette vil i de fleste tilfælde kræve, at landinspektøren udfører opmålingsarbejde på baggrund af de mål til ejendommen der er registrerede i matriklen. Disse mål findes i matriklens målarkiv, via ”måleblade” der er arkiveret digitalt ved Geodatastyrelsen.

Landinspektøren skal i processen sikre sig, at de matrikulære forandringer, og den planlagte anvendelse af de forandrede ejendomme, ikke er i strid med anden lovgivning eller retsforskrifter. Det kaldes udstykningskontrollen. Som led i udstykningskontrollen, skal landinspektøren foretage høring af den pågældende kommune, som bl.a. skal påse at den matrikulære forandring ikke er i strid med planloven, vejloven, privatvejsloven, byggeloven, miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven og anden lovgivning som kommunen er myndighed for. Nogle matrikulære forandringer kan desuden kræve tilladelse eller udtalelse efter lovgivning, der administreres af andre myndigheder, som eksempelvis landbrugsloven, skovloven. Er det tilfældet skal landinspektøren indhente nødvendige tilladelser fra relevante myndigheder.

Du kan læse mere om udstykningskontrollen her. (1.2 Særligt om udstykningskontrollen)

Forinden en matrikulær sag sendes til registrering ved Geodatastyrelsen, skal landinspektøren sikre sig, at sagen er dokumenteret iht. lovgivningen. Den matrikulære sag vil typisk indeholde en skematisk redegørelse, hvori det beskrives, hvilke ejendomme der berøres af de matrikulære forandringer og hvilke forandringer der foretages, samt tilhørende ændringskort, hvor forandringerne visuelt angives. I de sager, hvor der foretages indmåling og registrering af nye eller gamle skel, skal sagen endvidere indeholde et måleblad, der indeholder koordinater til de skelpunkter, der forandres. Generelt kræver en matrikulær sag endvidere, at der foreligger erklæring fra de involverede ejere om, at de kan godkende det fastlagte skels beliggenhed.

Når en matrikulær sag indsendes til Geodatastyrelsen, vil den dels gennemgå en automatisk kontrol, der bl.a. sikrer at data er korrekte samt en manuel kontrol, der sikrer at sagen er korrekt dokumenteret iht. gældende lovgivning. Når Geodatastyrelsen kan godkende den matrikulære sag, sendes den til Tinglysningsretten, der kontrollerer sagen ift. tinglyst adkomst, pant og servitutter. Hvis Tinglysningsretten kan godkende sagen, foretages den endelige registrering i matriklen. Tingbogen ajourføres med matriklens opdaterede ejendomsoplysninger, således landets samlede faste ejendomme til enhver tid fremstår i deres aktuelle form i såvel matriklen som Tingbogen. 

Du kan læse mere om Geodatastyrelsens sagsbehandlingstider her. (Link til side med sagsbehandlingstider)

Når en matrikulær sag indsendes til Geodatastyrelsen, vil den dels gennemgå en automatisk kontrol, der bl.a. sikrer at data er korrekte samt en manuel kontrol, der sikrer at sagen er korrekt dokumenteret iht. gældende lovgivning. Når Geodatastyrelsen kan godkende den matrikulære sag, sendes den til Tinglysningsretten, der kontrollerer sagen ift. tinglyst adkomst, pant og servitutter. Hvis Tinglysningsretten kan godkende sagen, foretages den endelige registrering i matriklen. Tingbogen ajourføres med matriklens opdaterede ejendomsoplysninger, således landets samlede faste ejendomme til enhver tid fremstår i deres aktuelle form i såvel matriklen som Tingbogen. 

Du kan læse mere om Geodatastyrelsens sagsbehandlingstider her. (Link til side med sagsbehandlingstider)