Dynamic Navigations ÖKS

Søfarten i Öresund-Kattegat-Skagerrak er en afgørende del af regionens transportsystem. Hver dag bevæger skibe sig på tværs af landegrænser gennem nogle af Europas mest trafikerede og navigationsmæssigt komplekse farvande. Samtidig bliver navigationen stadig mere digital, og behovet for aktuelle, præcise og sammenhængende data vokser. Dette er i fokus i Interreg ÖKS projektet Dynamic Navigation ÖKS der samler myndigheder, forskningsmiljøer og virksomheder fra Danmark, Sverige, Norge og Finland om udviklingen af fremtidens digitale navigation. Projektet forløber fra juni 2026 til juni 2029.

Projektoversigt

Projektet tager udgangspunkt i den internationale S-100-standard og de nye digitale navigationstjenester, som blandt andet kan indeholde detaljerede oplysninger om dybdeforhold (S-102), samt dynamiske data om vandstand (S-104), strøm (S-111) og navigationsadvarsler (S-124). Målet er at undersøge, hvordan informationen kan produceres, kvalitetssikres, distribueres og anvendes sammenhængende i skibenes navigationssystemer.

Øresund, Kattegat og Skagerrak udgør et centralt og navigationsmæssigt komplekst farvandsområde med omfattende grænseoverskridende skibstrafik. Projektet skal derfor bidrage til en fælles regional kapacitet og skabe bedre forudsætninger for at indføre koordinerede digitale navigationstjenester i den almindelige drift. 

Projektets aktiviteter omfatter udvikling, testning og demonstration af digitale navigationstjenester i realistiske miljøer, blandt andet gennem simulatorer og fælles testområder. Fokus ligger på hele værdikæden – fra data og produktion til distribution og anvendelse af den maritime branche samt på tydelige roller, ansvar og arbejdsprocesser mellem landene.

Resultaterne skal samlet danne en ÖKS Dynamic Navigation Stack – en fælles pakke af tekniske løsninger, arbejdsprocesser og samarbejdsmodeller, der kan danne grundlag for senere drift.

Geodatastyrelsens rolle

Geodatastyrelsen har en central rolle i projektet som Danmarks hydrografiske myndighed og som koordinerende dansk projektpartner.

Et af Geodatastyrelsens vigtigste faglige ansvarsområder er udviklingen af højopløselige dybdedata efter S-102-standarden. Her arbejder Geodatastyrelsen sammen med blandt andre Port of Aalborg om at undersøge, hvordan mere aktuelle og detaljerede dybdedata kan produceres, opdateres og anvendes som en del af fremtidens digitale navigation. Arbejdet omfatter blandt andet udvikling af testprodukter, afprøvning af data i simulatorer og udvikling af nye samarbejdsmodeller mellem hydrografiske myndigheder og havne. Målet er at skabe et mere effektivt flow fra nye søopmålinger og ændringer i bundforhold til opdateret information, som kan anvendes til optimering af havneoperationer og sikre afvikling af skibets sejlads.

Samtidig har Geodatastyrelsen ansvar for at koordinere projektets kommunikation og formidling. Det skal sikre, at erfaringer og resultater bliver delt med maritime aktører i og uden for projektet og bidrager til den bredere internationale udvikling af S-100.

Fakta om projektet

Navn på projektet

Dynamic Navigation ÖKS (DynaNav ÖKS).

Periode

1. juli 2026 – 30. juni 2029

Samlet budget

5.365.983 euro

Finansieringskilde

Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak

Partnere

Geodatastyrelsen (DK), Sjöfartsverket (SE), Beredskabsstyrelsen (DK), Statens Kartverk (NO), Chalmers Tekniska Högskola Aktiebolag (SE), Digital Maritime Consultancy ApS (DK), Furuno Finland Oy (FI), Port Of Aalborg Logistics A/S (DK), Rise Research Institutes of Sweden Ab (SE), Kystverket (NO).

Fakta om S-100

S-100 er en international standard udviklet af Den Internationale Hydrografiske Organisation (IHO). Standarden skaber et fælles rammeværk for maritime data, så information fra forskellige kilder kan integreres og præsenteres samlet i elektroniske navigationssystemer (ECDIS). I 2022 blev S-100 officielt godkendt som ECDIS-standard af FN’s søfartsorganisation IMO.

Med S-100 får vi:

  • Større sikkerhed for skibsfarten
  • Bedre miljøbeskyttelse gennem effektiv ruteplanlægning
  • Hurtigere og mere detaljerede opdateringer af søkort og maritime data
  • Mulighed for nye digitale produkter og services til maritime aktører

Læs mere her: S-100 – Fremtidens maritime datastandard

Kontakt

Geodatastyrelsen
Email: kom@gst.dk