Vi startede 2022 med at byde velkommen til kontorchef Torsten Bach Schrøder, som er i et kontorcheffællesskab med kontorchef Jess Svendsen. I løbet af året har vi foretaget en justering af vores interne organisering blandt andet med henblik på at sikre øget fokus på områder, der ikke fik den ønskede opmærksomhed i den hidtidige organisering. Der er således oprettet en ny funktion ”Lovgivning og Administrativ praksis” med det formål at sikre tættere sammenhæng og synergi i lovgivningen vedrørende ejendomsdannelsen og -registreringen for alle ejendomstyper, samt et nyt team ”Distribution og Anvendelse af Data” der skal sikre, at vi i højere grad end hidtil fokusere på, hvordan vi stiller vores data til rådighed for de forskellige anvendere.
2022 var også året, hvor vi kunne opfylde de fastsatte mål for ekspeditions- og svartider. For de matrikulære sager var målet en gennemsnitlig ekspeditionstid, der ikke oversteg 35 dage pr. måned i 9 ud af 12 måneder. I januar 2022 sneg den gennemsnitlige ekspeditionstid sig op på 37 dage, men i årets øvrige måneder har ekspeditionstiden ligget under 30 dage. Målet for ejerlejlighederne var en gennemsnitlig ekspeditionstid, der ikke oversteg 14 dage og også her er målet opfyldt, idet årets længste gennemsnitlige ekspeditionstid er målt til 9 dage i juli. Endeligt var målet at 80% af supporthenvendelserne vedr. MIA og ERPO skulle løses inden 5 dage målt pr. kvartal, og også dette mål er nået.
På det matrikulære område har vi, især i Q4, kunnet konstatere et svagt fald i antallet af indkomne sager og der tegner sig også et fald i antallet af nye ejendomme set i forhold til rekordårene i 2020 og 2021, hvor der begge år blev registreret mere end 11.000 nye ejendomme. På ejerlejlighedsområdet er antallet af modtagne sager stort set uændret, mens antallet af nye ejerlejligheder er steget med næsten 50% i forhold til de godt 12.000 nye ejerlejligheder vi registrerede i 2021.
Udover driftsopgaverne har projektet ”Harmonisering af data om bygninger på fremmed grund” haft stor fokus og vi er nu meget nær målet og klar til GST´s overtagelse af registreringen af Bygning på fremmed grund i matriklen. Den integrerede ejerlejlighedsfortegnelse kan nu dannes i ERPO og projekt ”Sikring af MIA” skrider frem om end med nogen forsinkelse. Vi har offentliggjort 6 opdaterede kapitler af VMA og indgået en ny, og god syn´s vi, aftale med Kirkeministeriet om håndtering af sognegrænser i de matrikulære sager og meget meget mere.
Vi takker for samarbejdet i det forløbne år og ønsker alle i landinspektørfirmaerne en god jul samt et godt nytår.
Med venlig hilsen
Jess Svendsen og Torsten Bach Schrøder
Kontorchefer
Matrikel og Ejendomsregistrering