Registrering af bygning på fremmed grund

Geodatastyrelsen er som matrikelmyndighed ansvarlig for at registrere bygninger på fremmed grund i matriklen. En bygning på fremmed grund er en bygning, der ejes af en anden end ejeren af den grund, hvor bygningen er opført. Sådanne bygninger kan registreres som selvstændige faste ejendomme. Når det er sket vil ejendommen kunne oprettes med bygningsblad i tingbogen og der vil kunne optages lån og tinglyses andre rettigheder i ejendommen.

Registreringen sker på baggrund af en anmodning fra en praktiserende landinspektør, der udarbejder den nødvendige dokumentation. Geodatastyrelsen behandler forskellige typer ændringer. Det kan for eksempel være registrering af en ny bygning på fremmed grund, afregistrering eller ændringer af allerede registrerede bygninger. I forbindelse med sagsbehandlingen kontrollerer Geodatastyrelsen det indsendte materiale for at sikre, at registreringen sker i overensstemmelse med gældende regler.

Hvis du vil læse mere om, hvad en bygning på fremmed grund er, kan du finde yderligere information her.

Du kan læse mere om de forskellige typer forandringer og processen for en matrikulær sagsgennemførelse nedenfor.

Stedfæstelse af bygning på fremmed grund
En bygning på fremmed grund kan stedfæstes geografisk i matriklen. Dette behov opstår ofte i forbindelse med registrering i Tingbogen, eksempelvis ved optagelse af lån eller notering om adkomst. Stedfæstelse i matriklen kan foretages både for nyopførte bygninger og for ældre bygninger, hvor der opstår behov for registrering.

Afregistrering af en bygning på fremmed grund
En bygning på fremmed grund skal afregistreres, hvis den nedrives, eller hvis ejerskabet af bygningen og grunden overgår til samme ejer. Som hovedregel skal anmodning om afregistrering indsendes af en landinspektør. Hvis bygningen ikke er registreret med et bygningsblad i Tingbogen, kan ejeren dog anmode Geodatastyrelsen direkte om afregistrering.

Ændring af relation til en samlet fast ejendom
Ved matrikulære forandringer kan en bygning på fremmed grund ændre relation fra én samlet fast ejendom til en anden. Dette sker eksempelvis, hvis en del af en samlet fast ejendom, hvor bygningen er beliggende, udstykkes som en ny selvstændig ejendom.

Sammenlægning af bygning på fremmed grund
To eller flere bygninger på fremmed grund kan sammenlægges til én enhed. I sådanne tilfælde får bygningen ét fælles BFE-nummer og ét bygningsblad i Tingbogen.

Udskillelse af bygning på fremmed grund
Hvis en bygning på fremmed grund består af flere bygningsdele, kan én eller flere af disse udskilles og få tildelt et særskilt BFE-nummer samt et selvstændigt bygningsblad i Tingbogen. Dette kan være relevant, hvis en bygning eller del af en bygning skal sælges. Et eksempel er en vindmøllepark, hvor flere vindmøller er registreret som én bygning på fremmed grund, men hvor en eller flere vindmøller ønskes afhændet.

Når en ny bygning på lejet grund oprettes i Bygnings- og Boligregistret (BBR) overføres samtidig et punkt til matriklen, hvor det knyttes til det jordstykke, som bygningen er beliggende på, og bygningen (ejendommen) bliver tildelt et BFE-nummer. Dette sker helt automatisk.

Hvis der ønskes tinglyst rettigheder i en bygning på fremmed grund skal bygningens placering stedfæstes i matriklen af en beskikket landinspektør. På grundlag af landinspektørens stedfæstelse opretter Tinglysningsretten et bygningsblad for bygningen i Tingbogen.

Ovenstående gælder tilsvarende for bygninger på søterritoriet eller inden for Danmarks eksklusive økonomiske zone.

Dokumentation ved stedfæstelse i matriklen
Før sagen kan sendes til registrering hos Geodatastyrelsen, skal landinspektøren sikre, at den nødvendige dokumentation er udarbejdet i overensstemmelse med gældende lovgivning. Dokumentationen omfatter typisk kortmateriale (rids), fotodokumentation og data med bygningens geometri.

Endelig registrering
Når sagen indsendes til Geodatastyrelsen, gennemgår den først en automatisk kontrol for at sikre, at alle data er korrekte. Derefter foretages en manuel kontrol, hvor det sikres, at dokumentationen lever op til gældende lovkrav.

Når Geodatastyrelsen godkender sagen, sendes den videre til Tinglysningsretten, som foretager sin egen kontrol. Når Tinglysningsretten har godkendt sagen, oprettes et bygningsblad i Tingbogen samtidig med, at registreringen afsluttes i matriklen. Dette sikrer, at begge registre ajourføres samtidig og forbliver i overensstemmelse med hinanden.

Du kan læse mere om Geodatastyrelsens sagsbehandlingstider her.

Bygning på fremmed grunds registrering

Geodatastyrelsen bestræber sig på løbende at udarbejde og vedligeholde støttemateriale til brug for landinspektørerne ifm. deres udarbejdelse af sager med bygning på fremmed grund.

Geodatastyrelsen udsender løbende orienteringsbreve til landinspektørerne, hvilke indeholder nyheder, informationer og vejledninger, der er relevante for landinspektørvirksomhederne og deres udarbejdelse af sager vedr. bygning på fremmed grund.