Ved overgangen til Matriklens Udvidelse steg den gennemsnitlige ekspeditionstid fra ca. 100 til ca. 130 dage, hvor den siden har ligget nogenlunde konstant. Vi opfyldte således ikke vores mål om at få nedbragt ekspeditionstiden i 2018.
Vi forventer, at vi 2019 vil lykkes med at få nedbragt ekspeditionstiden væsentligt. Målene i 2019 er, at Geodatastyrelsen nedbringer den gennemsnitlige ekspeditionstid for matrikulær sagsbehandling til 120 dage målt i andet kvartal og til 90 dage målt i fjerde kvartal. Ved fastlæggelse af disse mål er der taget højde for, at der skal afsættes sagsbehandlerressourcer til at behandle ejerlejlighedssager.
Vi baserer vores forventning på flere forhold. Svartider og driftsstabilitet i vores sagsbehandlingssystem er blevet mærkbart forbedret. Sagsbehandlerne kan nu mærke effekten af den fokus, der fra vores it-leverandørs side har været på at forbedre svartiderne i systemet. I slutningen af 2018 ansatte vi to ekstra sagsbehandlere, og de kan nu selvstændigt behandle mindre matrikulære sager. Endeligt har vi igangsat et arbejde med at finde administrative tiltag, der kan gøre vores sagsbehandling mere effektiv og ensartet. Vi vil identificere de dele af de matrikulære sager, som skal have særlig fokus, og de dele, hvor kontrollen ud fra en risikobetragtning kan lempes. For at sagsbehandlerne kan fokusere på sagsbehandlingen har vi også ændret vore håndtering af for hjemsendte sager. Dette er beskrevet nærmere nedenfor.
Antallet af sager med fejl og mangler har stor betydning for vores ressourceforbrug i sagsbehandlingen, og dermed også for ekspeditionstiden. Vi har sammen med PLF i rigtig mange år haft fokus på at højne kvaliteten i sagerne, bl.a. er der udarbejdet forskellige tjeklister til kvalitetskontrol i firmaerne. Vi har indtil videre ikke set den store effekt af indsatsen. GST vil derfor nu undersøge om vi skal gå ad helt andre veje for at højne kvaliteten i de indsendte sager, herunder om det er muligt at skabe et økonomisk incitamentet til undgå fejl og mangler i sagerne.