Mange funktioner i samfundet afhænger af, at der er hurtig adgang til pålidelige oplysninger om grunde, bygninger, boliger og adresser - herunder deres præcise geografiske placering. Bolighandel, nybyggeri, skatteopkrævning udrykninger, post- og varelevering, GPS-tjenester og offentlig planlægning og forvaltning er bare nogle af de stadigt flere sektorer, funktioner og systemer, der bruger stedfæstede informationer.
Sammenhængende digital forvaltning
Enkel og sikker håndtering af alle oplysninger o ejendomme er ikke blot vigtig for en effektiv digital forvaltning. Det letter også borgeres og virksomheders hverdag og åbner nye forretningsmuligheder. Udviklingen sætter fokus på sammenhængende digitalisering.
Initiativet om ejendomsdata betyder at:
- oplysninger om ejendomme og bygninger samt disses ejerforhold registreres på en ensartet måde i de autoritative registre på ejendomsområdet
- autoritative registre for grunddata på ejendomsområdet er Matriklen, BBR og den nye Ejerfortegnelse
- en tidlig og entydig identifikation af fast ejendom, allerede fra ejendommes projektstadie, giver en øget sikkerhed i de mange transaktioner, der finder sted, inden en ejendom er solgt, belånt og bygget
- grunddata om ejendomme registreres samme sted - i Matriklen - under samme autoritative, entydige og stabile ejendomsidentifikation
- en række skyggeregistre udfases
Ejendomsdataprogrammet
Ejendomsdataprogrammet er forankret i Klimadatastyrelsen og implementeres i samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen, Justitsministeriet, SKAT, Geodatastyrelsen og KL. Ejendomsdataprogrammet omfatter projekterne:
- Bygnings- og Boligregistret (BBR)
- Matriklens Udvidelse
- Ejerfortegnelsen
Matriklens udvidelse og Ejerfortegnelsen
Geodatastyrelsen har i regi af Ejendomsdataprogrammet ansvar for Matriklens udvidelse og Ejerfortegnelsen. Målsætningen er ét autoritativt ejendomsregister og en udfasning af redundante registerdata om fast ejendom hos kommunerne og i Tingbogen. Ejerfortegnelsen skal være et nyt autoritativt register over de faktiske ejere af al fast ejendom i Danmark. Ejerfortegnelsen indeholder oplysninger om den eller de personer/virksomheder, som råder over fast ejendom og hvortil meddelelser vedrørende ejendommen kan sendes.