Orientering fra Geodatastyrelsen – december 2024

Med virkning fra 1. januar 2025 forhøjes de matrikulære gebyrer, og gebyrerne for registrering af ejerlejligheder og bygning på fremmed grund nedsættes.

Gebyrsatserne vil herefter være:

Matrikulær forandring

Gebyrsats, gældende kr.

Gebyrsats, fra 1. januar 2025, kr.

Udstykning og matrikulering

5.780

6.000

Arealoverførsel

4.350

4.500

Sammenlægning og ansøgt tildeling af matrikelnummer

2.890

3.000

Ændring af internt skel

1.445

1.500

 

Registrering af ejerlejligheder m.v.

Gebyrsats, gældende kr.

Gebyrsats, fra 1. januar 2025, kr.

Ny ejerlejlighed

1.590

1.300

Ændring af ejerlejlighedsopdeling

795

650

Ændring af fordelingstal

398

325

Stedfæstelse af bygning på fremmed grund eller på havet før påtænkt oprettelse eller ændring af et bygningsblad i tingbogen

1.193

975

 

De nye gebyrsatser gælder for sager, der indkommer til Geodatastyrelsen den 1. januar 2025 og derefter. For sager, der er indsendt til registrering før 1. januar 2025, beregnes gebyrerne efter de nuværende satser, forudsat de indsendte sager opfylder de krav til indhold og dokumentation, der følge af lovgivningen.

Ved fastsættelse af gebyrsatserne tilstræbes fuld dækning for de omkostninger, der er forbundet med det pågældende gebyrbelagte område. De omkostninger, der skal dækkes af de matrikulære gebyrer, er lønninger til medarbejdere i GST, der arbejder med sagsbehandling, support samt it-drift og -udvikling, samt omkostninger til de eksterne it-leverandører, der forestår vedligehold og udvikling af ejendomsregistreringssystemerne. I henhold til Finansministeriets budgetvejledning punkt 2.3.1 om fastsættelsen af taksten for gebyrer skal væsentlige ubalancer mellem indtægter og omkostninger på det enkelte gebyrbelagte område tilstræbes udlignet over en periode på maksimalt fire år fra og med det år, hvori ubalancen opstår.

Gebyrstrukturen betyder, at det navnlig er antallet af nye ejendomme og ejerlejligheder, der har betydning for gebyrindtægterne og for nødvendigheden af at regulere gebyrerne. Populært sagt betyder det: jo flere nye ejendomme og ejerlejligheder desto lavere gebyrer – og omvendt.

Nedgangen i antallet af nye ejendomme er fortsat gennem 2024, men en del af denne nedgang var forventet og indregnet i de seneste gebyrforhøjelser. Derfor har det i denne omgang været tilstrækkeligt at regulere gebyrerne for matrikulær registrering i forhold til den almindelige løn- og pristalsudvikling.

På ejerlejlighedsområdet har der derimod ikke været det forventede og indregnede fald i antallet af nye ejerlejligheder. Det er baggrunden for at gebyrerne for ejerlejlighedsregistrering kan nedsættes.

 

Med venlig hilsen

Jess Svendsen og Torsten Bach Schrøder

Kontorchefer

Center for Matrikel og Ejendomsdata