Orientering fra Geodatastyrelsen

Til alle landinspektørfirmaer.

Med virkning fra 1. juli 2023 forhøjes de matrikulære gebyrer med 47%.  

Gebyrsatserne vil herefter være:

Matrikulær forandring Gebyrsats, gældende, kr. Gebyrsats, fra
1. juli 2023, kr.
Udstykning og matrikulering 3.540 5.200
Arealoverførsel 2.655 3.900
Sammenlægning og ansøgt tildeling af matrikelnummer 1.770 2.600
Ændring af internt skel 885 1.300

De aktuelle gebyrsatser offentliggøres på Geodatastyrelsens hjemmeside (gst.dk), jf. § 45 i bekendtgørelse nr. 625 af 30. maj 2023 om matrikulære arbejder.

Gebyrsatser fastsættes således, at der tilstræbes fuld dækning for de omkostninger, der er forbundet med det pågældende gebyrbelagte område. De omkostninger, der skal dækkes af de matrikulære gebyrer, er lønninger til medarbejdere i GST, der arbejder med sagsbehandling, support samt it-drift og -udvikling, samt omkostninger til de eksterne it-leverandører, der forestår vedligehold og udvikling af ejendomsregistreringssystemerne.

I henhold til Finansministeriets budgetvejledning punkt 2.3.1 om fastsættelsen af taksten for gebyrer skal væsentlige ubalancer mellem indtægter og omkostninger på det enkelte gebyrbelagte område tilstræbes udlignet over en periode på maksimalt fire år, fra og med det år hvori ubalancen opstår.

Årsagen til de forhøjede gebyrsatser er en kombination af et forventet fald i gebyrindtægter og øgede omkostninger til it-systemerne. GST forventer således et fald i antallet af nye ejendomme i de kommende år som følge af den generelle konjunkturvending og afmatning på ejendomsmarkedet, og et deraf følgende fald i gebyrindtægterne. De øgede driftsomkostninger i perioden skyldes bl.a. teknisk gæld i it-systemerne, som skal afvikles i de kommende år. Grundlæggende dele af systemerne er udviklet i perioden 2005-2007, men blev i forbindelse med Grunddataprogrammet i 2015-2019 udbygget betydeligt til at håndtere forandringer af alle typer af fast ejendom, og med integrationer til andre grunddataregistre. Bevillingen til denne udvidelse er udløbet, og omkostningerne skal fremover alene dækkes af gebyrindtægterne. Endelig er driftskontrakten for ejendomsregistreringssystemerne i udbud i 2023 og 2024, hvilket også forventes at resultere i en varig stigning i omkostningerne.

Udover almindelige pristalsreguleringer er der er ikke sket opjustering af de matrikulære gebyrer siden 2009.

Bemærk, at der ved opjusteringen af gebyrsatserne for matrikulære forandringer, ikke samtidigt sker en justering af gebyrsatserne for registrering af ejerlejligheder. Dette skyldes især, at den tekniske gæld i it-systemerne primært knytter sig til de ældre dele af ejendomsregistreringssystemet, altså den del der vedrører registreringen af samlet fast ejendom.