Orientering fra Geodatastyrelsen

Til alle landinspektørfirmaer.

December 2020

Dette orienteringsbrev indeholder information om: 

Siden 18. september har GST, i overensstemmelse med regeringens anbefaling, arbejdet hjemmefra i så stor udtrækning som muligt. Enkelte møder, interne som eksterne, afholdes som fysiske møder på Lindholm Brygge, men den altovervejende del af mødeaktiviteten afvikles virtuelt.

Selvom vi efterhånden er blevet gode til at mødes virtuelt, og hjemmearbejdet ikke påvirker løsningen af opgaverne, glæder vi os alligevel til den dag i 2021, hvor vi igen kan samles om arbejdet på Lindholm Brygge.

Der er stadigvæk stor aktivitet på ejerlejlighedsområdet og GST modtog i november rekordmange ejerlejlighedssager, nemlig 95. Ved udgangen af november 2020 har GST registreret 11610 nye ejerlejligheder i 2020, hvilket er omtrent lige så mange som blev registreret i hele 2018, og godt 4000 færre end det usædvanligt høje antal i 2019, hvor registreringen af ejerlejligheder overgik fra Tinglysningsretten til GST.

Aktiviteten har ikke påvirket den gennemsnitlige ekspeditionstid, som for november måned er opgjort til 7 dage. Den gennemsnitlige ekspeditionstid har gennem hele 2020 været under 10 dage og vi tør derfor allerede nu konkludere, at vi opfylder målet om, at den gennemsnitlige ekspeditionstid for registrering af ejerlejligheder, målt over hele året, ikke må overstige 21 dage. I 2021 sætter vi barren højere og fastsætter et mål for den gennemsnitlige ekspeditionstid for registrering af ejerlejligheder på 14 dage målt over hele året.

På det matrikulære område er aktiviteten også høj. Ved udgangen af november havde vi modtaget næsten lige så mange matrikulære sager i 2020, som vi gjorde i hele 2019, og registreret 10398 nye ejendomme, hvilket er 550 flere end i 2019. Den gennemsnitlige ekspeditionstid er i løbet af året nedbragt fra godt 100 dage til 32 dage, målt i november. Vi er derfor ikke i tvivl om, at vi ved årets udgang kan konstatere, at målet, om at nedbringe den gennemsnitlige ekspeditionstid til 40 dage målt i fjerde kvartal, er opfyldt. Den nuværende ekspeditionstid giver os et godt afsæt i forhold til at nå målet for 2021 om, at den gennemsnitlige ekspeditionstid for matrikulær sagsbehandling ikke overstiger 30 dage målt over hele året.

Den gennemsnitlige svartid for henvendelser til GST-support i tredje kvartal var knap fem dage, og 83 % af alle henvendelser er løst inden fem dage. 

Hen over efteråret har vi oplevet et markant fals i antallet af henvendelser. Det tilskriver vi, at driften af systemerne har været forholdsvis stabil i perioden. Vi forventer at faldet i henvendelser vil have en gunstig påvirkning på svartiderne. 

Jira Statuspage er en ny portal til brugerrettet information om GST´s IT-systemer:

MAO, EBR, ERPO og Ejerfortegnelsen. På Jira Statuspage findes oplysninger om systemernes drift, fejlmeddelelser, releases mv. Det er muligt at abonnerer på informationer om de forskellige IT-systemer eller på specifikke hændelser. Med et abonnement på et IT-system modtages mails om alle hændelser – fejl, driftsforstyrrelser og lign., der knytter sig til IT-systemet. Med et abonnement på en specifik  hændelse modtages alene meddelelser om denne ene hændelse. Konstateres der f.eks. problemer med brug af Nem-login kan man oprette et abonnement på den specifikke hændelse og modtage meddelelse når problemet er løst. 

Du kan tilgå Jira Statuspage her.

Har du brug for hjælp? Se brugervejledningen til Jira Statuspage her

Vi arbejder hele tiden på at forbedre GST-support, og modtager gerne dine bemærkninger og forbedringsønsker til Jira statuspage. Skriv dine eventuelle bemærkninger til Jira statuspage her.

Nu, hvor alle grunddataregistre er udviklet og i drift på Datafordeleren, er organisering og governance for de tværoffentlige samarbejder med grunddata ændret. Den hidtidige Grunddatabestyrelse og de tilhørende styregrupper og fora er nedlagt og i stedet er etableret Styregruppe for grunddata i drift, Registerforum, Anvenderforum samt en række tekniske fora. GST har ansvaret for 3 grunddataregistre: Matriklen, Ejendomsbeliggenhedsregistret og Ejerfortegnelsen, og er derfor repræsenteret i alle styregrupper og fora. For at sikre intern vidensopsamling og –formidling mellem styregruppe og fora, samt at den opsamlede viden sættes i spil i relevante fora, har GST oprettet et grunddatasekretariat. Sekretariatet skal betjene styregruppe og fora og sikre nødvendig koordinering mellem dem.

Sekretariatet skal desuden sikre koordinering med arbejdet i Styregruppe for genudbud af Datafordeleren, der fortsætter uafhængigt af ny governance for grunddata i drift, og hvor vores direktør Pia Dahl Højgaard er styregruppemedlem. 

Da Danmarks Bedste Business Case blev kåret den 3. november løb Geodatasty\u0002relsen med sejren. Juryen udpegede Geodatastyrelsens transformation fra en analog opgaveløsning til fuld digital forvaltning i ejendomsregistreringen og ejendomsdannelsen, som den bedste klassiske business case. En transformation, hvor landinspektørbranchen har spilet en aktiv og konstruktiv rolle.

Juryens begrundelse var, Geodatastyrelsen har bevist, at en langvarig investering og rationalisering i det offentlige sagtens kan gavne og høste gevinster. Hvis du ikke allerede har set nyheden på gst.dk kan du finde den her. I nyheden finder du links til flere oplysninger om transformationsprocessen.

Pr. 1. januar 2021 pristalsreguleres registreringsgebyrerne. Reguleringen betyder stigninger på op til 50 kr. for udstykningsgebyret. Samtidigt reguleres GST's timepriser for ydelser, der afregnes efter medgået tid, f.eks. for fremsøgning af måloplysninger.

Se de nye gebyrer og timepriser her

Landinspektørnævnets kendelser findes i anonymiseret form på nævnets hjemmeside: www.landinspektoernaevnet.dk under fanebladet ”Kendelser”.

Landinspektørnævnets seneste kendelser er:

  • Kendelse af 13. november 2020 om en landinspektørs handlemåde i forbindelse med en arealoverførsel (sag nr. 466).
  • Kendelse af 9. oktober 2020 om en landinspektørs undersøgelser forud for en bygningsafsætning (sag nr. 469).

GST holder lukket i perioden 24. december 2020 til 3. januar 2021, begge dage inkl. Henvendelser til GST-support kan derfor ikke forventes læst eller besvaret i perioden.

Vi er desværre nødt til at lukke ERPO og vores eget sagsbehandlingssystem SER fra fredag den 29. januar til 1. februar 2021. Dette er nødvendigt for at skifte til en nyere version af Oracle-databasen, og samtidig indføres en række forbedringer til bl.a. udstykningskontrolskemaet. Der vil komme mere detaljeret information om lukningen efter nytår.

Når vi i GST ser tilbage på 2020 kommer vi naturligvis ikke uden om corona. Selvfølgelig mest for det negative, herunder bl.a. de begrænsninger det har givet os i tilrettelæggelsen af arbejdet. Men da vi i foråret skulle arbejde hjemmefra, viste det sig, at vi på driftsopgaverne, bl.a. sagsbehandlingen faktisk kunne arbejde meget effektivt hjemmefra. I slutningen af 2019 ansatte vi flere sagsbehandlere for at få nedbragt ekspeditionstiden for den matrikulære sagsbehandling, som var over 100 dage. Dette sammen med et mere driftssikkert sagsbehandlingssystem og fokuseret arbejde hjemme fra stuerne medførte, at vi allerede i foråret nåede langt under de 80 dage, som var det fastsatte mål i Q4 2020. Vi justerede derfor vores mål til 40 dage, hvilket vi nåede omkring sommerferien. Ekspeditionstiden ligger nu omkring 30 dage, og det er vores mål at holde den der under i 2021.

Coronaen gav også anledning til bekymringer om den fremtidige aktivitet på ejendomsmarkedet, men de er indtil videre gjort til skamme. Vi håber selvfølgelig, at de gode konjunkturer på ejendomsmarkedet fortsætter – og det håb er vi nok fælles om. Vi er naturligvis klar over, at de nye parcelhusgrunde og ikke mindst de nye ejerlejligheder, der pt. bliver registreret i matriklen, kan have været længe undervejs, inden de når os.

Grunddataprogrammet er afsluttet og vi er overgået til Grunddata i drift. Denne opgave er noget større og mere kompliceret end vi havde forestillet os. Vores data – både matriklens og ejerfortegnelsens – er nu for alvor kommet i spil hos mange forskellige anvendere af ejendoms- og ejerdata. Overgangen fra Kortforsyningen til Datafordeleren har givet problemer, hvorfor vi har forlænget paralleldriftsperioden til 1. juli 2021.

Vi takker for samarbejdet i det forløbne år og ønsker alle i landinspektørfirmaerne en Glædelig Jul samt et Godt Nytår.

Med venlig hilsen

Jess Svendsen
Kontorchef
Ejendomme og Jura