Den 7. juni 2018 gik den nye Ejendomsregistreringsportal (ERPO) og vores nye sagsbehandlingssystem (SER - System til Ejendomsregistrering) ”i luften”. Overgangen til de nye systemer var ikke uden problemer, men overordnet set syntes vi selv, at det gik godt. Vi er klar over, at nogle af jer har oplevet vanskeligheder i forbindelse med overgangen, primært med indsendelse af sager. Der forekommer desværre stadigvæk fejl, som kan være generende i landinspektørfirmaerne. Enkelte fejl er af generel karakter, men hovedparten berører kun enkelte brugere eller sager. Vi beklager fejlene og tilstræber at få rettet dem så hurtigt som muligt. Anvendelsen af de nye systemer og de ændrede arbejdsgange og procedurer sidder endnu ikke helt på rygraden - hverken hos vores egne sagsbehandlere eller hos medarbejderne i landinspektørfirmaerne, og indtil vi bliver mere fortrolige med ændringerne, vil nogle arbejdsgange kunne opleves som besværlige.
Heldigvis får vi også positive tilbagemeldinger fra medarbejdere i landinspektørfirmaerne om, at portalen fungerer godt. Vi ser det også som et sundhedstegn, at der nu indsendes og genindsendes sager i samme antal, som før overgangen til de nye systemer.
Information om ERPO og anvendelse heraf findes i MU-Nyhedsbrevene på:
http://gst.dk/matriklen/ejendomsdataprogrammet/nyhedsbrev/
Her kan du også finde tjeklister og brugervejledninger til systemet.