Orientering fra Geodatastyrelsen

Til alle landinspektørfirmaer.

30. marts 2016

 

Dette orienteringsbrev indeholder information om: 

Geodatastyrelsen har i 2015 fået skannet 800 hyldemeter matrikelsager fra perioden 1906 til 1949. Når de matrikulære måloplysninger fra denne skanning bliver tilgængelige for de praktiserende landinspektører pr. 1. april 2016, er en væsentlig effektivisering dermed fuldført. Måloplysningerne skulle tidligere fremsøges i de adskillige hyldekilometer matrikulære sager med tilhørende protokoller fra kælderen under Geodatastyrelsen. Fremover vil sager fra 1906 og fremefter kunne fremsøges via MAO. Sager fra før 1906 skal fortsat rekvireres af Geodatastyrelsen fra Rigsarkivet. 

Ved efterbehandlingen af de skannede sager fra 1906 til 1949 har Geodatastyrelsen konstateret fejl, som styrelsen arbejder på at udbedre. Rettelserne af disse fejl vil desværre ikke være tilendebragt pr. 1. april, hvor der gives adgang til oplysningerne i MAO. Der vil derfor kunne opleves fejl ved søgning i MAO. 

En af de hyppigste fejl er, at sager er blevet navngivet forkert ved skanningen, hvilket resulterer i dubletter. I tilfælde hvor der er registreret flere sager på samme journalnummer, vil begge sager blive vist i søgningen. Der vil i den forbindelse ske en ændring af brugergrænsefladen, hvorved de sager, som er registreret med samme journalnummer vises på en delt skærm. Det kan derfor være nødvendigt, at åbne flere sager for at fremfinde de ønskede oplysninger.

De indscannede data overføres til MAO den 31. marts, kl. 14. I forbindelse med dataoverførslen vil der kunne forventes driftsforstyrrelse.

Som standard vises følgende dokumenter i MAO: måleblad, skematisk redegørelse, ændringskort og registreringsmeddelelse.

Hvis det ønskes at hente yderligere sagsdokumenter, eksempelvis vejerklæringer, skal der sættes ”flueben” i feltet ”medtag alt”, og der skal søges på ny.

Når ”vis alt” funktionen anvendes, vises de fleste af sagens dokumenter. Dokumenter, der i MIA er vedhæftet som ”Generelle dokumenter/Øvrige”, vises imidlertid ikke. Dette skyldes, at der her eventuelt kan findes dokumenter, der ikke skal være offentligt tilgængelige, f.eks. fordi de indeholder navneoplysninger, der er navnebeskyttede eller cpr-numre.

Matriklens Udvidelse er i indeværende periode i fuld gang med Fabriksprøven af Hovedleverance (prøve hvor leverandøren i eget regi viser, at der leves op til den aftalte kravspecifikation).

Fabriksprøven forventes afsluttet den 18. april 2016, hvorefter Matriklens Udvidelse går i gang med Funktionsprøven (prøve hvor Geodatastyrelsen i eget test-miljø afprøver/tester, at den aftalte leverance lever op til det aftalte).

Grundet en række aftalte ændringsanmodninger (initieret af Geodatastyrelsen) er der yderligere aftalt leverancer vedrørende: Ejendoms Beliggenheds Register (EBR), Integration med ny Ejerfortegnelse (EF) og implementering af MU håndtering af Administrative Grænser. Disse leverancer leveres i løbet af maj 2016. 

I fællesskab med de andre registre i GD1 (Ejendomsdataprogrammet), GD2 (Adresseprogrammet) og GD7 (ny fælles Datafordeler) indgår Matriklens Udvidelse i en Snitflade og Integrations-Test, der forventes at afsluttet i oktober 2016.

Iflg. planerne for GD1, GD2 og GD7 forventes Matriklens Udvidelse at starte implementering og produktion den 16. januar 2017. Implementeringen starter med Samlet Fast Ejendom, efterfulgt af Ejerlejligheder og Bygning På Fremmed Grund. Matriklens Udvidelse forventes fuldt implementeret i løbet af marts 2017.

Geodatastyrelsen har opdateret hjemmesidens oplysninger om muligheden for at få en sag fremmet. Af hjemmesiden fremgår det nu:


”I ejendomsdannelsen er sagsbehandlingen i Geodatastyrelsen det sidste led i en lang proces, der også omfatter sagsbehandling hos f.eks. landinspektør, kommune og evt. andre offentlige myndigheder, advokat m.fl. Grundejere og deres rådgivere skal være opmærksomme på sagsbehandlingstiden i Geodatastyrelsen, når de planlægger deres sag, og på at sager normalt ikke kan forventes opprioriteret i forhold til andre sager.

Den praktiserende landinspektør kan dog i særlige tilfælde anmode om, at sager behandles hurtigt. Forudsætningen for, at en sag kan fremmes, er, at:

  • der er risiko for en uforudset betydelig økonomisk udgift,
  • forudsætningen for at sagen kan registreres i modsat fald bortfalder, eller
  • sagen spærrer for færdiggørelsen af en anden matrikulær sag

Anmodning om hurtig sagsbehandling kan således ikke begrundes med, at man ønsker at undgå mellemfinansiering, at nye parceller allerede er solgt eller at sagens behandling har været lang inden den sendes til registrering i matriklen.

Geodatastyrelsen tilstræber at holde en ekspeditionstid på under en måned for de sager, som Geodatastyrelsen behandler hurtigt.”

Geodatastyrelsen skal henstille til landinspektørerne, at de gør rekvirenter, tilknyttede advokater, banker mv. opmærksom på den almindelige sagsbehandlingstid for matrikulære sager, således at disse kan tage hensyn til sagebehandlingstid i deres arbejde. 

Geodatastyrelsen tilstræber at gennemføre udflytningen til Aalborg under hensyntagen til opretholdelsen af det faglige miljø og en effektiv drift, således der fortsat kan sikres høj faglighed og kvalitet i ejendomsregistreringen. Geodatastyrelsen rekrutterer bl.a. nye sagsbehandlere, der skal være med til at opbygge den nye arbejdsplads i Aalborg sammen med kollegaer, der enten flytter fra København til Aalborg eller pendler fra deres nuværende bolig. Styrelsen vil i en tidsbegrænset periode efter udflytningen gøre det økonomisk muligt for medarbejdere i København at pendle til Aalborg for at sikre driften og medvirke til oplæringen af de nye medarbejdere der.

Der er den 17. marts 2016 foretaget varsling af de medarbejdere, som er omfattet af udflytningen. Der kan imidlertid endnu ikke siges noget sikkert om, hvor mange medarbejdere, som agter at flytte med Geodatastyrelsen fra København til Aalborg. Det er styrelsens vurdering, at der er erfarne medarbejdere, der har lyst til at flytte eller pendle med, således oplæring og undervisning af nye kolleger kan fortsætte i en periode efter flyttetidspunktet. Dette for at sikre høj faglighed og kvalitet i ejendomsregistreringen.

Ud af de 96 arbejdspladser, der er omfattet af udflytningen, er knap 40 medarbejdere direkte knyttet til arbejdet med Matriklen og ejendomsregistreringen. Der er 12 medarbejdere, der på nuværende tidspunkt har sagt op, hvoraf de ti er fratrådt. Til erstatning for disse personer har styrelsen ansat ni medarbejdere i Aalborg, som er under oplæring af kolleger i København. Den 1. maj 2016 påregnes yderligere fem  medarbejdere ansat i Aalborg til at dække den afgang, som sker i København.

Fratrædelserne af erfarne sagsbehandlere har medført længere ekspeditionstider for matrikulære sager. Men styrelsen holder løbende ekspeditionstiden under observation og håber, at den kan holdes nede i takt med at de nye medarbejdere bliver oplært.

Opgørelse over den aktuelle sagsbehandlingstid, som opdateres ugentligt, findes på Geodatastyrelsens hjemmeside.

Det har desværre vist sig, at fakturaen ofte er forkert, når en offentlig vej nedklassificeres til privatfællesvej. I dette tilfælde skal der hverken betales afgift eller gebyr, jf. vejledning om matrikulære afgifter og gebyrer.

Problemet skyldes at der desværre ikke automatisk dannes en korrekt faktura. Landinspektøren kan angive, at der ikke skal opkræves afgift, men har ikke mulighed for selv at fravælge gebyret. Det er derfor nødvendigt, at sagsbehandleren i Geodatastyrelsen ændrer fakturabilledet, og efterfølgende får godkendt den ændrede faktura af en anden sagsbehandler.

For at mindske risikoen for fejlfakturering i disse sager vil Geodatastyrelsen derfor bede jer om at skrive følgende i bemærkningsfeltet. ”Nedklassificering af offentligvej til privat fællesvej”. Bemærk, at der hverken skal opkræves afgift eller gebyr. ” – eventuelt suppleret med bemærkningen ”XX kommunes adkomst til den nye ejendom bedes indført i Tingbogen ”

 

Med venlig hilsen

Jess Svendsen
Konst. områdechef
Ejendomme og Jura