Orientering fra Geodatastyrelsen

Til alle landinspektører.

21. december 2016

 

Dette orienteringsbrev indeholder information om: 

Den 1. november 2016 flyttede vi ind i de nye lokaler på Lindholm Brygge, der fremover skal være styrelsens hovedsæde. Indflytningen blev markeret med en reception, hvor energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, borgmester Thomas Kastrup-Larsen og en række af Geodatastyrelsens samarbejdspartnere deltog. De pladsmæssige forhold gjorde det ikke muligt at invitere alle samarbejdspartnere, men  der vil blive rig mulighed for eventuelle interesserede til at besøge os på Lindholm Brygge de kommende år.

Med udgangen af oktober fratrådte otte af de københavnske medarbejdere i Ejendomme og Jura deres stillinger. Den 1. november tog vi mod fire nye.

Udflytningen har betydet stor udskiftning i medarbejderstaben. De fleste nyansatte har i perioden frem til udgangen af oktober været under oplæring hos erfarne københavnske medarbejdere. Vidensoverdragelsen har været i fokus hele året og vil fortsat være et fokuspunkt. I den sammenhæng glæder vi os over at en håndfuld erfarne medarbejdere har takket ja til tilbuddet om at flytte eller pendle med til Aalborg.

Den 1. november var også dagen, hvor Jess Svendsen blev udnævnt til kontorchef for Ejendomme og Jura. Hermed kom vi på plads med den sidste kontorchef i GST. Jess har været konstitueret i stillingen siden 1. januar 2016 og afløser Pia Dahl Højgaard, der som bekendt er udnævnt til styrelsens direktør.

Jess har mere end 25 års erfaring indenfor ejendomsregistreringen og har de seneste 10 år været funktionsleder for Jurafunktionen.

Selvom vi har søgt at begrænse generne ved at så mange erfarne medarbejdere er stoppet, har vi ikke kunnet undgå en længere ekspeditionstid. Den er dog ikke steget væsentligt i løbet af efteråret. Vi forventer, at ekspeditionstiden stabiliserer sig i det tidligere forår, og falder henover sommeren.

Aktuel information om ekspeditionstiden for matrikulære sager findes på Geodatastyrelsens hjemmeside, som opdateres ugentligt. Ekspeditionstiden for matrikulære sager er p.t. ca. fire måneder.

Som udgangspunkt behandles sagerne i den rækkefølge de er modtaget. Landinspektøren kan dog i særlige tilfælde anmode om, at sager behandles hurtigt. Kriterierne for at få en sag fremmet fremgår af hjemmesiden.

Herudover vil sager, som er ukomplicerede, normalt også blive behandlet hurtigere, da de er velegnede i oplæringen af vores mange nye sagsbehandlere.

Styrelsen har i den senere tid behandlet flere sager, hvor arealforandringer ved ejendomsberigtigelse er anført i skematisk redegørelse med 0 m².

Forholdet giver styrelsen anledning til at præcisere, at matrikulære ændringer tydeligt og systematisk skal være angivet i skematisk redegørelse, og at redegørelsen skal indeholde oplysninger om udgangsareal, ændringer og slutareal for alle matr.nre., der forandres i sagen. Det fremgår af § 42, stk. 3 i bekendtgørelse om matrikulære arbejder og er uddybet i vejledning om matrikulære arbejder, afsnit 25, side 70.

De steder, hvor matrikelkort og skeloplysninger er af dårlig kvalitet, f.eks. mod vandløb kan det virke vilkårligt, hvilke ejendomme der skal have tillagt areal. Styrelsen er derfor opmærksom på, at der kan være situationer, hvor en arealændring ikke medfører en forbedret kvalitet i form af en bedre overensstemmelse mellem ejendommens faktiske areal og matriklens arealangivelse.

Styrelsen kan på baggrund af ovenstående, i særlige tilfælde acceptere, at arealforandringer i forbindelse med berigtigelser ikke beregnes for det enkelte delareal. Her kan det i stedet overvejes om det relevant at nyberegne jordstykkets areal efter ændringen.

Hvis en ejendomsberigtigelse ønskes gennemført uden angivelse af delarealernes størrelser eller en efterfølgende nyberegning af jordstykket, bør der, før sagen indsendes til registrering, indhentes et forhåndstilsagn om, at sagen kan udarbejdes på denne måde. Alternativt skal der redegøres for de særlige forhold ved sagens indsendelse.

I det statslige grunddataprogram er Geodatastyrelsen ansvarlig for Matriklens Udvidelse (MU) og Ejerfortegnelsen.

Med Matriklens Udvidelse samles ejendomstyperne - jordstykker/SFE, ejerlejligheder, bygninger på fremmed grund og anlæg på havet - i samme register. Ejerfortegnelsen bliver det nye autoritative register over de faktiske ejere af al fast ejendom i Danmark.

I Geodatastyrelsen arbejder i øjeblikket ca. 18 personer helt eller delvist på udviklingen og test af MU og Ejerfortegnelsen. 

Afslutningen af grunddataprogrammet var planlagt til medio 2017, men der har været en række udfordringer for arbejdet med ejendoms- og adressedata, der forsinker implementeringen af grunddataprogrammet med ca. 1 år. Projektet forventes nu afsluttet i medio 2018.

Forsinkelsen har ingen betydning for den daglige sagsbehandling af matrikulære sager.

Geodatastyrelsen påbegyndte i september 2016 skanningsprojektet MAMA4. Projektet afsluttes med årets udgang og omfatter skanning af nymålingssager og sønderjyske sager fra perioden 1985-2004.

Samtlige leverancer og genleverancer af det skannede materiale er modtaget til test i Geodatastyrelsen og samtlige tests forventes afsluttet inden udgangen af uge 51.

Det scannede materiale skal efterfølgende indlæses og gøres tilgængeligt i MAO, hvilket forventes at ske i første halvår af 2017.

Geodatastyrelsen har i enkelte tilfælde konstateret personfølsomme oplysninger i sager, der er udstillet i MAO. Styrelsen igangsætter derfor procedurer for sådanne oplysninger og anmoder i den forbindelse om, at landinspektørfirmaerne gør styrelsen opmærksom på det, hvis I konstaterer cpr-nre., oplysninger for personer med adresse og navnebeskyttelse, eller lignende personfølsomme oplysninger i MAO. Hvis I finder dokumenter med personfølsomme oplysninger i sagerne, skal vi gøre opmærksom på, at dokumenterne ikke må udleveres til andre.

Geodatastyrelsen har lanceret en ny version af Webmatriklen. Den nye brugergrænsefalde minder om den, som landinspektørerne kender fra MAO. 

Rigsarkivet ændrer udlånsprocedurer pr. 1. januar 2017. De nye procedurer medfører, at Rigsarkivet fremover, mod betaling, skanner det materiale, som Geodatastyrelsen bestiller i arkivet på vegne af landinspektøren. Materialet fremsendes derefter digitalt til Geodatastyrelsen. Udgiften til skanning pålægges landinspektøren i overensstemmelse med PLF-aftalen.

I forbindelse med GST´s udflytning til Aalborg omlægges en række servere. Arbejdet er i gang og har medført problemer med adgangen til webmatriklen, adhoc it og MIA-distributionsserveren. Fejlene håndteres og rettes i takt med at vi bliver opmærksomme på dem, ikke mindst via landinspektørfirmaernes indberetning til MIA-support. Det betyder desværre, at sagsbehandlingstiden for MIA-support aktuelt er forlænget. Vi forventer en snarlig normalisering af forholdene men beklager den ulejlighed omlægningerne medfører.

Flytningen til Aalborg har også betydet ny adresse for adhocit.

Den nye adresse er: https://adhocit.gst.dk

Landinspektørnævnets kendelser findes i anonymiseret form på nævnets hjemmeside: www.landinspektoernaevnet.dk under ”Landinspektørnævnets kendelser”.

Landinspektørnævnets seneste kendelser er:

  • Kendelse af 27. juni 2016 om en landinspektørs manglende færdiggørelse af en sag om sammenlægning (sag nr. 418).
  • Kendelse af 4. juli 2016 om en landinspektørs adfærd i forbindelse med en skelafmærkning (sag nr. 419).
  • Kendelse af 13. december 2016 om en landinspektørs manglende besvarelse af henvendelse fra Geodatastyrelsen (sag nr. 423).

Geodatastyrelsen holder lukket i perioden fra 23. december 2016 – 2. januar 2017.

MIA-service holder lukket i samme periode. Vi håber på jeres forståelse og beklager de eventuelle ulemper, som ferielukningen måtte medføre.

 

Godt nytår

Med venlig hilsen

Jess Svendsen
Kontorchef
Ejendomme og Jura