Orientering fra Geodatastyrelsen

Til alle landinspektørfirmaer.

5. marts 2014

 

Dette orienteringsbrev indeholder information om: 

Geodatastyrelsen har på baggrund af de afsluttede sager i december 2013 opgjort, i hvor mange sager der har manglet dokumenter, været fejl i dokumenter eller tekniske fejl i sagen. Opgørelsen blev præsenteret på PLF’s medlemsmøde på Nyborg Strand 1. februar.

Der var i alt 352 anmærkninger til samlet 224 ud af de 436 afsluttede sager. Anmærkningerne fordelte sig således:

  • Kortklienten og øvrige formelle anmærkninger:     152
  • Manglende dokumenter:                                         82
  • Dokumenter med anmærkninger:                           118

Der var således anmærkninger til 51 % af sagerne. Det er langt fra det mål, som vi i fælleskab med PLF har sat for kvaliteten af matrikulære sager.

Vi vil i 2014 fortsat have fokus på, hvad vi kan gøre for at øge kvaliteten i sagerne og dermed nedbringe antallet af anmærkninger. Blandt andet vil vi i dialog med PLF tilkoble flere kontroller ved modtagelse af sagerne. Geodatastyrelsen vil fortsat rette datafejl, og PLF vil se på, hvordan der kan udarbejdes kvalitetssikringsmateriale, som kan anvendes i firmaerne.

Geodatastyrelsen får ofte spørgsmålet om, hvor meget den digitale underskrift ved sagens indsendelse dækker, og hvornår det er nødvendigt at underskrive det enkelte dokument.

De generelle retningslinjer vedrørende navne og underskrifter på dokumenter er følgende:

  1. Erklæring fra landinspektør i forhold til landbrugslov: Læsbart navn og underskrift, evt. kun læsbar underskrift (jf. krav fra NaturErhvervsstyrelsen).
  2. Erklæring fra landinspektør i forhold til bekendtgørelse om matrikulære arbejder, herunder uskadelighedsattest: Læsbart navn, normalt ingen ’rigtig’ underskrift. Af hensyn til dokumentets troværdighed overfor grundejere er det en fordel med en rigtig underskrift ved berigtigelser.
  3. Følgeskrivelser fra landinspektør til Geodatastyrelsen: Læsbart navn.
  4. Godkendelser fra myndigheder: Navn
  5. Erklæring fra andre - f.eks. ejer, nabo o.a. - i forhold til bekendtgørelse om matrikulære arbejder: Læsbart navn og underskrift, evt. kun læsbar underskrift.

Der er også mulighed for at underskrive det enkelte dokument med nemID, hvilket vi har omtalt i et tidligere orienteringsbrev.

Geodatastyrelsen vil henlede opmærksomheden på de særlige regler for ejendomsberigtigelse mod gadejord.

Hvis kommunen ikke har tinglyst adkomst til det pågældende jordstykke, skal den (kommunalbestyrelsen) ikke underskrive sig som ejer, men skal i stedet erklære, at den ikke har indvendinger mod berigtigelsen, jf. § 18, stk. 2, nr. 1, i bekendtgørelse om matrikulære arbejder. Det er endvidere efter bekendtgørelsens § 18, stk. 1, pålagt landinspektøren at gøre kommunalbestyrelsen udtrykkeligt opmærksom på reglerne i § 18 stk. 2. Fremgangsmåden er nærmere beskrevet i vejledning om matrikulære arbejder, afsnit 13.2.3.

Det er derfor vigtigt, at landinspektøren er opmærksom på, at kommunen erklærer sig i overensstemmelse med bestemmelserne i § 18, stk. 2.

I forbindelse med beskikkelsessager er det oftest erfaringstiden, som giver anledning til flest spørgsmål.

Konkret er der ofte brug for at indhente yderligere oplysninger omkring spørgsmål som for eksempel omfanget af de matrikulære opgaver, som ansøger har beskæftiget sig med under ansættelsen (omfanget og typer af opgaver), ligesom deltidsansættelse også kan volde problemer.

Geodatastyrelsen skal derfor venligst bede om, at arbejdsgivererklæringerne fremadrettet giver oplysninger om, hvorvidt landinspektøren har været ansat på fuld tid eller deltid, ligesom eventuel barsel og anden orlov skal oplyses. Almindelig ferie og sygdom i ansættelsestiden fraregnes dog ikke.

Geodatastyrelsen har på sin hjemmeside lagt en vejledning om beskikkelse, ligesom hjemmesidens tekster om landinspektørerhvervet er opdateret. Vejledningen kan læses her.

Geodatastyrelsen har i samarbejde med Kirkeministeriet afsluttet registreringen af de 84 nye kirkesogne, som Kirkeministeriet godkendte 1. oktober 2021. Det efterfølgende arbejde med at få tilvejebragt det nødvendige materiale til ajourføring af matriklen tog desværre længere tid end forventet, men er nu afsluttet. Geodatastyrelsen vil derfor benytte lejligheden til at takke landinspektørfirmaerne for at have være meget imødekommende, når ændringerne af kirkesognene kom i konflikt med igangværende matrikulære sager. 

Geodatastyrelsen har flyttet landinspektørregistret til styrelsens kundehåndteringssystem (CRM-system). Samtidig er registrets oplysninger med landinspektørfirmaernes hjælp blevet kvalitetssikret, hvilket vi takker for.

Vi håber også på jeres assistance med løbende at holde Landinspektørregistret ajour, når der fremover sker ændringer i virksomhedsforholdene. Vi henviser i den forbindelse til Notatet om oplysningspligt for landinspektører, som findes på vores hjemmeside. I notatet beskrives, hvilke oplysninger, der i henhold til landinspektørloven og de tilhørende bekendtgørelser skal sendes til Geodatastyrelsen, når der sker ændringer i virksomhedsforholdene. Besked om ændringer skal sendes til Ajourføring – Ejendommes postkasse gsteje@gst.dk.

Projektet følger planerne, men der er en del væsentlige udestående afklaringer i Grunddataprogrammet, Ejendomsdataprogrammet og i projektet.

Arbejdet med opdatering af løsningsarkitektur og udarbejdelse af kravspecifikation forløber planmæssigt med fortsat inddragelse af PLF som brugerrepræsentanter. Løsningsarkitekturen er publiceret i en version 1.1 med forbehold for, at det ikke er den endelige version. Det må påregnes, at den endelige version af løsningsarkitekturen afviger fra den publicerede. Kommentarer og afklarende spørgsmål fra medlemmer af PLF skal stiles til Grunddatagruppen i PLF og ikke til Geodatastyrelsen. Læs den publicerede løsningsarkitektur version 1.1 her.

Datavasken forløber planmæssigt. I arbejdet med datavasken er der gennemført et udbud om ex officio sammenlægning. Der var 14 kvalificerede bydere, hvoraf Geodatastyrelsen har valgt at indgå kontrakt med praktiserende landinspektør Morten Sax Nielsen.

Scanningen i MAMA-projektet er afsluttet, og alle matrikulære sager tilbage til 1950 kan fremsøges i selvbetjeningsløsningen MAO. Samlet er der i projektet digitaliseret ca. 1,2 millioner matrikulære sager.

Medlemmer af PLF har medio februar fået adgang til MAO i en testperiode, hvor det er muligt at udforske de muligheder som MAO giver. Den officielle lancering af applikationen er 5. marts 2014. Herefter vil det frem til 1. juli være muligt at få faglig og teknisk support af Geodatastyrelsen.

Vi arbejder op til lanceringen på selvbetjeningsløsningen, og der kan derfor opleves driftsforstyrrelser frem til 5. marts.

Efter 5. marts skal bestilling af sager ældre end 1950 bestilles gennem AdHocIt. Der udarbejdes en særlig formular til formålet, hvor landinspektørerne skal oplyse de journalnumre, der ønskes.

 

Med venlig hilsen

Pia Dahl Højgaard
Udstykningschef
Ajourføring - Ejendomme