Orientering fra Geodatastyrelsen

Til alle landinspektørfirmaer.

5. maj 2014

Dette orienteringsbrev indeholder information om: 

Den 1. maj 2014 trådte bestemmelserne om PLF medlemmers betaling for adgang til måloplysninger gennem Matrikulære Arkivalier Online (MAO) i kraft. Den gratis prøveperiode er således slut.

Som en del af betalingen vil de PLF-medlemsvirksomheder, der har indgået en PLF-Rammeaftale, blive opkrævet et sagsbidrag pr. godkendt matrikulær sag. For matrikulære sager, der er modtaget fra og med den 1. maj 2014, vil der derfor blive opkrævet et sagsbidrag på 375 kr. ved godkendelse af sagen, som betaling af måloplysning. Beløbet er momspligtigt.

Ifølge rammeaftalen vil sagsbidraget blive pålagt sager, der omfatter mindst en af følgende sagstyper:

  • Udstykning
  • Matrikulering
  • Arealoverførsel
  • Sammenlægning
  • Skelforretninger
  • Ansøgt tildeling af et matrikelnummer til et areal inden for en samlet fast ejendom, når et nyt skel registreres.
  • Ændring af skel for et brugsretsareal for en samlet fast ejendom, når skellets beliggenhed på stedet ændres.

Det skal bemærkes, at der i rammeaftalen ikke findes undtagelser i forhold til de ovennævnte sagstyper – hverken for ekspropriationer eller jordfordelinger. Det vil derfor kunne forekomme, at der i en sag om arealoverførsel skal opkræves betaling i henhold til PLF-aftalen, selv om der ikke skal opkræves et gebyr for arealoverførsel i henhold til bekendtgørelse om matrikulære afgifter og gebyrer m.v.

Hvis du ønsker nærmere oplysninger om aftalen henviser vi til PLF.

Opkrævning af sagsbidrag styres i miniMAKS gennem de medarbejdercertifikater, der er knyttet til de landinspektørvirksomheder, der har indgået en PLF-rammeaftale. Landinspektørvirksomhederne er i GST (og i miniMAKS) identificeret ved deres CVR-nummer. I miniMAKS vil der blive foretaget en oprydning, for at sikre, at der ikke anvendes certifikater, der er knyttet til landinspektørvirksomheder, der ikke længere eksisterer, f.eks. fordi en fusion har medført, at landinspektørvirksomheden nu drives under et andet CVR-nummer. 

Det har længe været et ønske at forenkle fakturaerne, således sagstyper med samme gebyrsats kun fremgår en gang. Denne forbedring er gennemført i systemet. I sidste uge blev der imidlertid dannet forkerte fakturaer i flere sager, hvilket vi beklager – Vi skal derfor bede jer om nøje at kontrollere modtagne fakturaer fra sager, der er indsendt i perioden fra 28. april til 2. maj 2014.

Endvidere skal vi gøre opmærksom på, at der i fra den 28. april 2014 kun er afsluttet et begrænset antal sager, idet der har været problemer med at overføre måleblade til målebladsarkivet. Problemet skulle dog være løst i dag, således at der nu igen kan afsluttes sager på normal vis.

 

Med venlig hilsen

Henriette Lisberg
Funktionsleder
72 54 55 02
henli@gst.dk