Orientering fra Geodatastyrelsen

Til alle landinspektørfirmaer.

27. juni 2013

Dette orienteringsbrev indeholder information om: 

I sommerferieperioden har Geodatastyrelsen ikke mulighed for at opretholde det sædvanlige serviceniveau i MIA-service. MIA-service holder ferielukket i uge 29 og 30 (15. juli - 26. juli), hvilket erfaringsmæssigt er en periode, hvor der normalt er meget få henvendelser. Vi håber på jeres forståelse og beklager de eventuelle ulemper, som ferielukningen måtte medføre.

Det er ved at være længe siden, vi sidst opdaterede MIA. Næste MIA-version er stort set færdigproduceret og er under test hos vores testfirmaer. Den næste version indeholder databaseopdatering og samlet mere end 100 fejlrettelser og forbedringer. På grund af databaseopdateringen og den snarlige sommerferie, har vi valgt at udskyde udgivelsen til umiddelbart efter sommerferien.

Flere landinspektørfirmaer har fået henvendelse fra NemID om at overgå til NemID til erhverv. I relation til indsendelse af matrikulære sager, kan firmaer uden problemer overgå til NemID erhverv.

Det kræver dog, som ved alle fornyelser, en registrering af certifikatet hos Geodatastyrelsen via https://kmsuserreg.kms.dk/register/.

Geodatastyrelsen er nu færdige med at registrere veje på Frederiksberg, så de fremover vises i Matriklen på samme måde, som i det øvrige Danmark. Udskilte offentlige veje, som Frederiksberg har valgt at identificere med et matrikelnummer, blev ikke berørt af projektet.

Det tilsvarende projekt i Københavns kommune blev afsluttet i maj 2013.

Der implementeres følgende nye procedure ved forlodsopkrævninger/salg-forudbetalingsfakturaer for at sikre, at der bliver givet besked til de forskellige parter om, hvad der sker i sagsforløbet: 

  • Geodatastyrelsens sagsbehandler giver besked via e-mail til landinspektøren om, at Statens Administration er blevet anmodet om at fremsende en forlodsopkrævning.
  • Såfremt der ikke modtages en forlodsopkrævning med posten inden for en uge, skal landinspektøren give besked til sagsbehandleren.
  • Når fakturaen er betalt, bedes landinspektøren sende information herom til gsteje@gst.dk med oplysning om, at beløbet er indsat på Geodatastyrelsens bankkonto, hvorefter sagen færdigbehandles.

Der er den 1. april 2013 kommet nye blanketter til landinspektørerklæringen om ophævelse af landbrugspligt. I overensstemmelse med ændring af landbrugslovens § 6, stk. 1, nr. 2 er afsnit 2.2 på landinspektørerklæringen udvidet til at omhandle udstykning og lignende (arealoverførsler) i landzone uden for områder med lokalplan.

Landinspektørerklæringens afsnit 2.2 forudsætter, at kommunen har meddelt en landzonetilladelse til udstykning mv. eller til anvendelsen. Hvis kommunen vurderer, at den pågældende matrikulære forandring eller tilsigtede anvendelse af arealet ikke kræver landzonetilladelse, kan landinspektøren ikke krydse af i afsnit 2.2.

NaturErhvervstyrelsen har i øvrigt fremhævet, at landinspektørerklæringens afsnit 2.6 Udstykning o.lign. til offentlige danske myndigheder (§ 6, stk. 1, nr. 5) alene kan anvendes i tilfælde, hvor arealet ønskes erhvervet af eller ejes af en offentlig myndighed eller et kommunalt fællesskab. Kommunale forsyningsselskaber, der drives i selskabsform (A/S) er ikke at betragte som offentlige myndigheder.

Spørgsmål om fortolkning af landbrugsloven og udfyldelse af landinspektørerklæringer kan rettes til NaturErhvervstyrelsen, e-mail: landbrugsloven@naturerhverv.dk eller tlf. 33958000.

Opgørelsen over, hvilke typer fejl der blev fundet i Geodatastyrelsens sagsbehandling i december 2012 viste, at der var forholdsvis mange fejl i måleblade. Hvis vi skal sikre os at nå vores mål om, at langt flere sager kan gennemføres som indsendt, er det derfor vigtigt, at antallet af fejl i måleblade mindskes. Geodatastyrelsen har udarbejdet en tjekliste, som vi anvender, når vi reviderer de indsendte måleblade, og som vi håber, kan inspirere og bidrage til kvalitetsarbejdet i landinspektørfirmaerne.

Tinglysningsretten har gjort os opmærksom på, at frie andele af fælleslodder bør relakseres i forbindelsen med udstykningen af den frie andel. Begrundelsen herfor er, at der på fællesloddens blad i Tingbogen ikke er detaljerede oplysninger om pantsætning. Under ”hæftelser” henvises der i stedet for til lodtagerejendommene.

Da den frie andel er kendetegnet ved, at den ejes af en person, og ikke en ejendom, er der dermed ikke mulighed for at give oplysninger om pantsætningen af den frie andel.

Ansøgning om fraskillelse af frie andele i fælleslodder skal derfor vedlægges dokumentation for, at at den frie andel er relakseret af andelhaverejendommens pant enten i form af en dommerattest i henhold til tinglysningslovens § 23 eller uskadelighedsattest.

I forbindelse med, at Kort- og Matrikelstyrelsen ændrede navn til Geodatastyrelsen d. 1. januar 2013, opstod der et behov for at opdatere styrelsens lovgivning. Der er derfor udstedt en ny lovbekendtgørelse af landinspektørloven - nr. 680 af 17. juni 2013 - hvor navneændringen er indarbejdet. Herudover er der ikke sket indholdsmæssige ændringer. De tilhørende bekendtgørelser med hjemmel i landinspektørloven er også opdateret.

I løbet af sommeren vil der ske tilsvarende opdatering af styrelsens øvrige lovgivning. De nye regler kan findes på Retsinformation (www.retsinfo.dk).

Projektet Matriklens udvidelse har sammen med andre projekter og det samlede Ejendomsdataprogram gennemgået en screeningsproces i Statens IT-projektråd. Samlet afleverede Geodatastyrelsen d. 31. maj 2013 næsten 30 dokumenter, den 6. juni blev der afholdt et dialogmøde med IT-projektrådet, og den 19. juni 2013 modtog vi det ventede anbefalingsbrev fra Statens IT-projektråd. 

Statens IT-projektråd har foretaget en samlet vurdering af Grunddataprogrammet, Delprogram 1 og 2 samt underliggende projekter.

Vi glæder os over, at selv om Matriklens udvidelse er et forholdsvist stort og komplekst projekt, vurderer IT-projektrådet projektet til at være i ”Normal risiko”. Vi kan derfor fortsætte aktiviteterne som planlagt. På programniveau vurderes risikoen højere, da der er mange interessenter involveret, og mange systemer og projekter, som skal spille sammen, for at vi kommer i mål.

I projektrådets brev gives en række anbefalinger til både program og projekter, blandt andet peges der på vigtigheden af inddragelsen af relevante interessenter, herunder landinspektørerne.

Vi vil på projektniveau hen over sommeren vurdere, hvordan vi bedst imødekommer projektrådets anbefalinger. Specifikt angående inddragelse af landinspektørbranchen har vi aftalt med PLF’s bestyrelse, at vi løbende inddrager grunddataudvalget og ejerlejlighedsudvalget i workshops mv.

MAMA-projektet er netop nu ved at overgå til det sidste af i alt tre store delprojekter – digitalisering af de matrikulære sager fra 1950-1986. Scanningsopgaven har været i udbud i foråret 2013, og GST har efterfølgende indgået kontrakt med Dansk Scanning A/S om opgaven. I delprojektet scannes ca. 2000 hyldemeter matrikulære sager, og arbejdet udføres fra ultimo juli frem til 31. december 2013. Når man
tager scanningsopgavens omfang i betragtning, er det et kort forløb, hvor der løbes rigtig stærkt. Der vil hele tiden være store dele af det matrikulære arkiv ”ude af huset”, og selv om både GST og Dansk Scanning A/S gør hvad de kan for at undgå gener for brugere af arkivet, vil det kunne mærkes på ekspeditionstiden på rekvisitioner af målinformationer. Der vil løbende blive adviseret om forsinkelser på AdHocIT.

Forud for dette sidste delprojekt har været et langt forløb, hvor matrikulære protokoller og matrikulære sager fra 1986-2008 er blevet digitaliseret, og hvor applikationen MAO er blevet udviklet til fremfinding af det scannede materiale. Digitaliseringen er forløbet rigtigt godt med en rigtig god kvalitet i både læsbarhed og metadata. Det betyder, at langt størstedelen af de scannede sager fra denne periode er geografisk refereret og let kan fremsøges i en kortdel. Ca. 6000 sager skal igennem en manuel proces for at få en geografisk reference. Dette arbejde udføres af GST hen over sommeren 2013. Tidspunkt for de praktiserende landinspektørers adgang til MAO afventer indgåelse af en aftale om dette mellem PLF og GST.

Folketinget har den 14. maj 2013 vedtaget en ændring af jordforureningsloven (lov nr. 490 af 21. maj 2013). Ændringen medfører bl.a., at jordforureningskortlagte arealer med virkning fra 1. januar 2014 ikke længere skal registreres i Matriklen, men derimod i det fællesoffentlige jordforureningsregister DKjord (Danmarks Miljøportal). Jordforurening vil derefter ikke længere være registreret som et tema i matriklen, og jordforureningskortlagte arealer skal således ikke håndteres i den matrikulære registrering. De skal dog stadigvæk håndteres som led i udstykningskontrollen på det grønne skema. 

Geodatastyrelsen er i gang med at forberede de nødvendige ændringer i matriklen, således at nye versioner af de berørte jordstykker kan være registreret i matriklen uden jordforurening umiddelbart efter den 1. januar 2014. Vi vil i de kommende orienteringsbreve orientere om dette arbejde og om den betydning ændringen vil have for de matrikulære forandringer, der berører jordforureningskortlagte jordstykker, og som omkring årsskriftet er på vej til registrering i Matriklen.

Landinspektørnævnets kendelser findes i anonymiseret form på nævnets hjemmeside: www.landinspektoernaevnet.dk under "Landinspektørnævnets kendelser".

Landinspektørnævnets seneste kendelse er:

  • Kendelse af 30. maj 2013 om en landinspektørs håndtering af en skelretablering, herunder fjernelse af skelafmærkninger (sag nr. 375)


I ønskes alle en god sommer.

Med venlig hilsen

Pia Dahl Højgaard
Udstykningschef
Ajourføring - Ejendomme