Orientering fra Kort og Matrikelstyrelsen

Til alle landinspektørfirmaer.

Februar 2012

Dette orienteringsbrev indeholder information om:

 

KMS udfører i øjeblikket ikke kortforbedringer i Matrikelkortet. Det er stadig muligt at indberette fejl og mangler. Indberetningerne vurderes og prioriteres løbende, og de absolut nødvendige fejlrettelser udføres.

Når en matrikulær sag indsendes til Kort & Matrikelstyrelsen skal evt. frister for at påklage en myndighedsafgørelse være udløbet, ligesom opfyldelsen af eventuelt stillede betingelser skal dokumenteres, jf. bekendtgørelse og vejledning om udstykningskontrollen.

Indsendte sager, som ikke opfylder disse betingelser vil af KMS blive hjemsendt uden yderligere revision og evt. annulleret i vores  sagsbehandlingssystem.

KMS har flere gange oplevet, at e-dommerattesten kan misforstås, hvis styrelsen ikke samtidig har modtaget det bilag, landinspektørerne har indsendt til Tinglysningsretten. Såfremt landinspektøren har uploaded et bilag, da der blev anmodet om en dommerattest, skal I derfor indsende det samme bilag til KMS med MIA-sagen.

På måleblade, hvor punkterne er bestemt ved RTK-måling fra en godkendt tjeneste, skal eventuelt indmålte MV-punkter anføres med de målte koordinater. Et MV-punkt, der ikke er indmålt, skal ikke medtages - heller ikke med dets koordinater i fikspunktregistret (Valdemar). 

Hvis MV-punkter genfindes og bestemmes ved en RTK-måling, er Kort- og Matrikelstyrelsen interesseret i, at disse koordinater medtages på målebladet. I REF registreres RTK koordinaterne i observationsdatabasen med henblik på at styrke en eventuel senere renovering af MV-nettet i området.

miniMAKS programmet skal opgraderes med en ny version af WebSphere, som er det software, der håndterer afviklingen af alle processerne i systemet. Dette er en større opgradering, som desværre ikke kan undgå at påvirke en almindelig arbejdsdag.

Opgraderingen planlægges at foregå mandag d. 26. marts 2012.

Det vil ikke være muligt at hente data via MIA distributionsserveren eller indsende sager fra søndag kl. 16:00 til mandag kl. 16:00

KMS vil kommunikere om opgraderingen på hjemmesiden under ”Nyheder” for landinspektører og løbende på MIA Service på selve dagen.

Kortforsyningen og webMatriklen er uberørte af opgraderingen.

Lovforslag L 42 er den 23. februar 2012 blevet endeligt vedtaget af Folketinget, og er stadfæstet den 28. februar. Ændringsloven kan findes på: www.lovtidende.dk (lov nr. 160 af 28. februar 2012). Ændringen af landinspektørloven vil således træde i kraft den 1. april 2012.

KMS sender snarest tre nye bekendtgørelser i høring, som følge af den kommende lovændring. Det drejer sig om bekendtgørelserne om landinspektørselskaber, om Landinspektørnævnet, samt om ansvarsforsikring for landinspektørvirksomhed. Læs mere på KMS’ hjemmeside, eller på høringsportalen (www.borger.dk).

Da direktør i KMS Susanne Juhl fratræder pr. 1. marts er vicedirektør Søren Reeberg Nielsen konstitueret som direktør for KMS og udstykningschef Søren Fauerholm Christensen er konstitueret som vicedirektør i perioden indtil en ny direktør tiltræder. I Matrikel og Jura er enhedsleder Jess Svendsen i samme periode konstitueret områdechef og vil lede området sammen med Pia Dahl Højgaard.

Anette Filtenborg Schøler vender tilbage fra barsel d. 28. marts og genindræder som enhedsleder i ´Vest for Lillebælt´. Peter Knudsen, som har været enhedsleder under Anettes barsel, takker for det gode samarbejde med landinspektørerne. Fremover vil Peter fungere som projektleder på projektet omkring præ- og basismatriklen. 


Med venlig hilsen

Søren F. Christensen og Pia Dahl Højgaard
Udstykningschefer