Jordforureningsgeometri for både V1- og V2-registreringer vil være tilgængelig via webtjenester (WMS og WFS) på Danmark Miljøportal http://www.miljoeportal.dk eller kan ses på Danmarks Arealinformation http://kort.arealinfo.dk. Jordforureningsgeometrierne forventes først tilgængelige fra d. 6. april.
KMS har orienteret CAD leverandørerne om disse nye adgange til data, således at de kan indarbejde kaldene i deres eksisterende løsninger. I perioden 20. marts til 6. april vil jordforureningsgeometri alene være tilgængelig hos regionerne.
Jordforureningsoplysninger – ændringer vedr. ’Omfang’
Der er en enkelt ændring i de noteringer vedr. jordforurening, som KMS registrerer. Attributten Omfang for V2-kortlagte arealer vil ikke længere fremgå af registreringsmeddelelsen, men vil dog fortsat optræde i KMS’ leverancer, applikationer og tjenester, indtil det bliver muligt helt af fjerne denne attribut.
Indtil attributten Omfang helt kan fjernes, er det besluttet, at regionerne efter idriftsættelse af DKjord registrerer V2-registreringer med attributten Omfang fastsat til værdien ”delvis”, uanset om kortlægningen omfatter hele eller dele af jordstykket.
Konsekvenser for KMS applikationer, tjenester og leverancer
I KMS´ leverancer, applikationer og tjenester (på WEB-matriklen, i kortforsyningstjenester, på KF-download, i download fra KMS’ FTP-server, etc.) vil attributten Omfang for V2-registreringer foretaget efter idriftsættelse af DKjord have værdien ”ukendt”. Dog vil værdien i udtræk fra MIA-distributionsserver være ”delvis”, som indberettet af regionen.
Da jordforurening nu alene registreres som noteringer i matriklen, vil V2-geometri fra d. 20. marts ikke længere blive vist i matrikeldata i KMS´ leverancer, applikationer og webtjenester. Fremover vises jordforureninger med en lodret skravering. Skraveringen dækker hele jordstykket, uanset om der er tale om V1 eller V2-forurening.
I en artikel - "Ændringer som konsekvens af overgang til DKjord - den fællesoffentlige jordforureningsdatabase" - på www.kortforsyningen.dk, beskrives de ændringer der sker i matrikeltjenesterne.