Kort & Matrikelstyrelsen har i løbet af januar måned modtaget flere sager til registrering i matriklen, hvoraf det fremgår, at dommerattesten vil blive eftersendt. Årsagen er antagelig, at landinspektørfirmaerne vil undgå, at sager, der alene afventer dommerattest, rammes af de forhøjede matrikulære gebyrer, som træder i kraft den 1. februar 2010.
Da de nye matrikulære gebyrer blev fastsat i bekendtgørelse nr. 1146 af 3. december 2009 om matrikulære afgifter og gebyrer m.v., valgte Kort & Matrikelstyrelsen at lade bekendtgørelsen træde i kraft den 1. februar 2010 for herved at give landinspektørfirmaerne bedre tid til at tage højde for gebyrændringerne. På daværende tidspunkt mente Tinglysningsretten, at deres ekspeditionstid ville være normal ved årsskiftet.
Ekspeditionstiden hos Tinglysningsretten er imidlertid stadigvæk meget lang. Kort & Matrikelstyrelsen er bekendt med, at mange landinspektørfirmaer har sager klar til indsendelse, som alene mangler en dommerattest, og at en sådan ikke kan forventes udstedt inden den 1. februar 2010. Da der denne gang er tale om en væsentlig forhøjelse af gebyrerne, har Kort & Matrikelstyrelsen drøftet problemstillingen med Praktiserende Landinspektørers Forening, ligesom flere landinspektører har henvendt sig til styrelsen herom.
På grund af denne helt ekstraordinære situation er Kort & Matrikelstyrelsen indstillet på at lade de matrikulære gebyrer beregne efter de hidtidige satser i de sager, som indkommer inden den 1. februar 2010, selvom dommerattesten eftersendes.
Denne undtagelse fra Kort & Matrikelstyrelsens krav om, at sager, der indsendes til registrering i matriklen, skal indeholde alle de dokumenter, som er krævet i bekendtgørelse om matrikulære arbejder, om som følger en bekendtgørelsens § 1, stk. 2, gælder alene manglende dommerattester. Der vil derfor blive beregnet gebyrerne efter de nye satser i sager, hvor andre dokumenter eller tilladelser eftersendes den 1. februar 2010 eller senere.
Med venlig hilsen
Søren Fauerholm Christensen
Udstykningschef