Dynamic Navigation ÖKS samler myndigheder, forskningsmiljøer og virksomheder fra Danmark, Sverige, Norge og Finland om udviklingen af fremtidens digitale navigation. Projektet løber fra 1. juli 2026 til 30. juni 2029 og ledes af det svenske Sjöfartsverket. Det samlede budget er på cirka 5,4 mio. euro, hvoraf knap 2,85 mio. euro finansieres med EU-midler gennem Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak.
S-100 skal understøtte fremtidens navigation
Projektet tager udgangspunkt i den internationale S-100-standard og de nye digitale navigationstjenester, som blandt andet kan indeholde detaljerede oplysninger om dybdeforhold, samt dynamiske data om vandstand, strøm og navigationsadvarsler. Målet er at undersøge, hvordan informationen kan produceres, kvalitetssikres, distribueres og anvendes sammenhængende i skibenes navigationssystemer.
Øresund, Kattegat og Skagerrak udgør et centralt og navigationsmæssigt komplekst farvandsområde med omfattende grænseoverskridende skibstrafik. Projektet skal derfor bidrage til en fælles regional kapacitet og skabe bedre forudsætninger for at indføre koordinerede digitale navigationstjenester i den almindelige drift.
Geodatastyrelsen bidrager til fælles løsninger
Som dansk søkortmyndighed bidrager Geodatastyrelsen til projektets arbejde med marine geodata og digitale navigationstjenester.
– Vi er meget glade for at blive en del af partnerskabet og for at modtage EU-finansiering til dette vigtige arbejde. Udviklingen af S-100-baserede tjenester kræver et tæt samarbejde på tværs af landegrænser, hvis vi skal skabe sammenhængende løsninger for skibsfarten i vores fælles farvande, siger Allan Idd Jensen, kontorchef for Søkort og Systemer i Geodatastyrelsen.
Ud over Geodatastyrelsen og Sjöfartsverket deltager Beredskabsstyrelsen (DK), Statens Kartverk (NO), Chalmers Tekniska Högskola Aktiebolag (SE), Digital Maritime Consultancy ApS (DK), Furuno Finland Oy (FI), Port Of Aalborg Logistics A/S (DK), Rise Research Institutes of Sweden Ab (SE), Kystverket (NO).