Flere ejendomsoplysninger og matrikulære arkivalier samles nu ét sted

03-08-2026

Geodatastyrelsen udgiver den 3. august 2026 en væsentlig opdatering af Matriklen.dk. Opdateringen giver borgere nye muligheder for at finde og anvende oplysninger om fast ejendom. Samtidig får landinspektører adgang til matrikulære arkivalier direkte i portalen.

Matriklen.dk blev lanceret i 2024 som en ny, fælles indgang til matrikelkortet og Geodatastyrelsens oplysninger om ejendomme. Portalen er siden blevet udbygget trin for trin med blandt andet ejeroplysninger, historiske matrikelkort, oplysninger om matrikulære sager og forbedrede søge- og udskriftsmuligheder. Med den nye version fortsætter udviklingen mod at samle oplysninger og funktioner, som tidligere har været fordelt på flere løsninger.

Optimerede funktioner for borgere
For den almindelige bruger bliver det lettere at undersøge informationerne om en ejendom og anvende oplysningerne fra Matriklen.dk.

Det er nu muligt at se ejerlejlighedskort og rids for bygninger på fremmed grund direkte i portalen. Funktionen omfatter ejerlejligheder og bygninger på fremmed grund, som er oprettet af Geodatastyrelsen. Kort og rids for enheder, der er oprettet af Tinglysningsretten, skal fortsat findes i tingbogen. Visningen kræver, at brugeren logger ind, men der er ikke krav om særlige faglige rettigheder.

Udskriftsfunktionen er samtidig blevet mere fleksibel. Brugeren kan printe direkte fra Matriklen.dk eller downloade en udskrift og selv vælge placeringen af blandt andet signaturforklaring, ejendomsoplysninger og fritekst. Det gør det nemmere at tilpasse en udskrift til det konkrete formål.

På mobiltelefoner kan brugeren desuden måle afstande og arealer direkte i Matriklen.dk eller i den tilhørende webapp. Funktionen kan eksempelvis bruges til at danne sig et vejledende overblik over afstande og arealer på eller omkring en ejendom.

Matrikulære arkivalier flytter ind i portalen
For landinspektører og andre fagpersoner er den væsentligste ændring, at matrikulære arkivalier bliver tilgængelige via Matriklen.dk. Flytningen af arkivalierne er en del af en længerevarende modernisering. De ældre portaler vil i en overgangsperiode kunne anvendes sideløbende med Matriklen.dk.

Arkivalierne omfatter dokumenter fra tidligere matrikulære sager, herunder blandt andet måleblade, ændringskort og andet materiale, der anvendes i det daglige matrikulære arbejde. Adgangen har hidtil været fordelt på ældre løsninger som MAO og webMADS.

Adgang til arkivalierne kræver, at virksomheden har indgået en aftale med Geodatastyrelsen, og at medarbejderen logger ind med en MitID Erhverv-profil med de nødvendige rettigheder.

Vejledninger og nyheder

På Geodatastyrelsens informationsside om Matriklen.dk findes beskrivelser af nye versioner, kendte fejl og planlagte forbedringer. Fagpersoner kan finde mere detaljerede brugervejledninger på supportportalen. Brugere kan også abonnere på nyheder om Matriklen.dk og få besked, når Geodatastyrelsen offentliggør information om nye funktioner og forbedringer. Abonner på nyheder om Matriklen.dk ved at tilmeld dig højre side på siden her: Nyhedsbrev matriklen.dk.