1. april overgår GST til en Print on Demand (POD) løsning for søkort, som vil sikre, at brugerne kun kan erhverve sig ajourførte og opdaterede papirsøkort. Denne overgang har til formål at give brugerne det bedst mulige navigationsgrundlag til gavn for sejladssikkerheden, ved at give brugerne mulighed for altid at have et opdateret søkort ved hånden.
Forandringer og fordele for brugerne
POD-løsning indebærer flere væsentlige forandringer og fordele for brugerne. Med POD bliver det for brugeren fortsat muligt at bestille kort online, hvor kortene nu først trykkes, når en ordre afgives. Det betyder, at nykøbte kort altid indeholder de seneste rettelser og brugeren dermed slipper for at indsætte rettelser manuelt. Hver rettelse har dog en løbetid på op til 14 dage inden de kan forventes at være indarbejdet i kortet.
POD sikrer, at kortene altid er opdaterede på købstidspunktet. Dog vil det fremover ikke længere være muligt for forhandlere at have fysiske søkort på lager og sælge dem direkte fra hylderne.
Såfremt brugeren fortsat selv blot ønsker at indføre rettelser til kortet, kan disse nemt findes på ww.gst.dk. Den hidtil ugentlige publikation af Søkortrettelser ændres samtidig 1. april til at være løbende publiceringer pr. kort på www.gst.dk. Læs mere i artiklen her: Nyhed - Overgang til løbende publicering af søkortrettelser. Ved større ændringer, som eksempelvis ændringer af havne anlæg eller opdatering af dybdedata, vil der som hidtil blive udgivet en ny udgave af kortet, som erstatter den gamle version.
Hvad betyder det for dig som bruger?
- Bestilling online: Brugere kan bestille opdaterede kort via online løsninger hos forhandlere.
- Altid ajourførte søkort: Kortene opdateres løbende og trykkes kun, når en ordre afgives. Ingen gamle kort på lager.
- Mindre behov for manuelle rettelser: Brugere kan forvente, at søkortet er opdateret senest 14 dage efter der er offentliggjort en rettelse, og dermed slippe for selv at rette med blyant og pen
- Nye udgaver ved store ændringer: Ved betydelige ændringer, fx ændringer i havneanlæg eller opdateret dybdedata, udgives en ny udgave af kortet, som erstatter tidligere versioner.
- Tilgå nemt søkortrettelser: Rettelser til søkort kan tilgås digitalt på www.gst.dk. Her kan brugerne se til hvilken rettelse et kort er opdateret til, samt orientere sig om eventuelle nyere rettelser som bør indføres.
Den nye POD-løsning træder i kraft i april 2025 og vil sikre en mere fleksibel tilgang til trykte søkort for alle brugere.