Ministerbesøg fra Grønland: Bag kulissen i søkortproduktionen

14-08-2025

Den grønlandske naalakkersuisoq (minister) for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter, Aqqaluaq B. Egede, besøgte torsdag Geodatastyrelsen i Aalborg sammen med hans departementschef og ministersekretær.

Geodatastyrelsen har i mange år haft et tæt samarbejde med Departementet for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter fra Grønlands Servstyre. Torsdagens møde var en god anledning til at give den nye naalakkersuisoq et indblik i det praktiske arbejde med produktion af søkort til de grønlandske farvande.

 Fokus på den grønlandske søkortproduktion

Programmet for besøget bestod af en introduktion til Geodatastyrelsens arbejde og en rundvisning med demonstration af udvalgte processer i den grønlandske søkortproduktion.

Gæsterne fra Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter fik blandt andet mulighed for at se, hvordan Geodatastyrelsen håndterer og behandler dybdedata, kortlægger kystlinjer og skær, og producerer søkort, som bruges til sikker navigation i grønlandske og danske farvande.

– Vi er glade for at kunne give naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede og hans delegation et indblik i det store arbejde, der ligger bag de søkort, vi producerer til Grønland. Det er en kompleks og vigtig opgave, som stiller høje krav til både data og faglighed, siger direktør for Geodatastyrelsen, Pia Dahl Højgaard.

 

Et stærkt samarbejde

Geodatastyrelsen har siden 2009 haft en samarbejdsaftale med Grønlands Selvstyre om modernisering og opdatering af søkort i Grønland. Samarbejdet indebærer både løbende koordinering og vidensudveksling – blandt andet ved regelmæssige besøg hos hinanden.

– Det var en fornøjelse at tage imod den nye naalakkersuisoq og få lejlighed til at uddybe vores arbejde og det stærke samarbejde, vi har med Departementet for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter, siger kontorchef Elizabeth Hagemann.

Kontaktinformationer

Geodatastyrelsen
Telefon:+45 7254 5000