Den 1. november træder en ny organisering i kraft i Geodatastyrelsen, som vil styrke fundamentet for styrelsens evne til at levere relevante og højkvalitets data og løsninger. Den nye struktur samler Geodatastyrelsens kompetencer i specifikke centre, kontorer og enheder fordelt på de to ansvarsområder: Matrikel og Ejendomsregistrering samt Søkort og Marine Data. Desuden oprettes et center for Strategi og Forretningsudvikling. I den nye organisering tiltræder også otte nye chefer, som vil være med til at føre den nye struktur ud i livet.
Den nye opbygning er skræddersyet til at understøtte forretningsudvikling og styrke samarbejdet med eksterne parter, hvilket er afgørende for realiseringen af Geodatastyrelsens strategiske målsætninger. De otte nye chefer bringer en bred vifte af erfaring og faglighed til organisationen, og vil sammen med de eksisterende chefer og medarbejdere sikre en endnu højere grad af faglig dybde og beslutningskraft i organisationen.
”Den nye organisering markerer dermed en vigtig milepæl i vores strategiske rejse. Vi er klar til at styrke vores rolle som leverandør af troværdige og tilgængelige data som grundlag for ejendomsretten, sikker sejlads samt den grønne omstilling. Vi ser frem til et endnu tættere samarbejde med aktører og øvrige myndigheder på området.” – Pia Dahl Højgaard, Direktør Geodatastyrelsen
Baggrunden for reorganiseringen udspringer af et ønske om at decentralisere beslutningskompetencen, så beslutningerne i højere grad træffes dér, hvor den nødvendige faglige indsigt og ekspertise findes. Geodatastyrelsen består af en lang række specialiserede medarbejdere med indgående kendskab til deres fagområder. Ved at styrke medarbejdernes samspil på tværs af organisationen sikres en mere effektiv beslutningsproces og bedre ressourceudnyttelse, hvilket gør det muligt at reagere hurtigere på samfundets behov og teknologiske udviklinger. Samtidig styrkes direktionen i den nye organisering med en nyoprettet vicedirektør-stilling for at understøtte strategisk fokus på digital transformation og teknologiledelse. Det er med til at sikre, at organisationen er godt rustet til fremtidens krav og muligheder inden for teknologi og digital innovation.
”I en verden, der konstant udvikler sig, er det vigtigt, at vores organisation hurtigt kan tilpasse sig og levere de produkter og løsninger, der efterspørges. Det fordrer øget samarbejde på tværs både internt og eksternt og er helt afgørende i en tid, hvor teknologien buldrer afsted og samfundets forventninger til kvalitet og tilgængelighed udvikler sig i et højt tempo.” – Jesper Nørgaard Andersen, Vicedirektør Geodatastyrelsen
Selvom Geodatastyrelsens kerneopgave - med at indsamle, kvalitetssikre og formidle autoritative data inden for både ejendomsområdet og søkortområdet - er uforandret, betyder den nye organisering, at der fremover i højere grad kan drages nytte af innovative løsninger og der kan tilpasses til de nyeste metoder og teknologier. Den nye struktur giver teams øget handlefrihed til at implementere avancerede redskaber og præcise teknikker, der sikrer endnu mere aktuelle og tilgængelige data for brugerne. Helt præcist, danner den nye organisering et godt og solidt fundament for, at Geodatastyrelsen kan levere lettilgængelige og troværdige løsninger og derigennem skabe værdi på tværs af sektorer og i hele samfundet.