Kompetenceudvikling – et grundvilkår

11-12-2024

I Geodatastyrelsen er det essentielt at medarbejdere bliver løbende kompetenceudviklet – både til gavn for opgaveløsningen og for medarbejderen.

Udsgiten fra kommandobroen på skibssimulatoren
Udsigten fra kommandobrien på skibssimulatoren på SIMAC.

Det er ikke givet, du ved meget om søkort, når du begynder at arbejde i Geodatastyrelsens Center for Søkort og Marine Data. Det er faktisk heller ikke et krav. Derfor vil man opdage at medarbejdergruppen i Geodatastyrelsen er sammensat af mange forskellige fagligheder.

Der findes ikke en dansk uddannelse, der er direkte målrettet mod at lave søkort – og det er også en temmelig kompliceret proces, så Geodatastyrelsen ser det som et grundvilkår at kompetenceudvikle deres medarbejdere, som med nysgerrighed og engagement tager imod ny viden.

Intenst introforløb for alle
Når du er nyansat i Geodatastyrelsen, er der tilrettelagt et grundigt introduktionsforløb, hvor du lærer alle faserne i produktionen af et søkort at kende. Lige fra indsamlingen og kvalitetskontrol af dybdedata til indtegning af dybdekurver indtil det færdige søkort er klar til at blive taget i brug.

På den måde får alle et fælles udgangspunkt, selvom det er forskellige faggrupper, der arbejder i Center for Søkort og Marine Data.

- Vi har mange forskellige faglige baggrunde her i centret. Både kort- og landmålingsteknikere, landinspektører, navigatører, ingeniører, geofysikere, hydrografer og geodæter. Så vi skal på flere områder etablere et fælles sprog, fortæller Allan Idd Jensen, kontorchef i Center for Søkort og Marine Data.

Navigation i praksis
Derfor er det også en fast del af introduktionsforløbet at deltage i et navigationskursus. Første del foregår internt i huset, hvor en kollega underviser i kunsten at afsætte en kurs og i det hele taget lære, hvordan man aflæser et søkort.

Anden del af det kursus foregår på SIMAC (Svendborg International Marine Academy), hvor deltagerne får en endnu mere håndgribelig forståelse for, hvordan et søkort læses og hvordan skibsførere navigerer ved hjælp af papirsøkort og elektroniske søkort.

Information overload
På SIMAC får medarbejderne en grundig introduktion til skibssimulatorbroen med anvisninger i at anvende og aflæse ekkolod og radarer, inden en sejlads i dansk farvand skulle planlægges. Som i virkeligheden startede det med gennemgang af en såkaldt ”Wheelhouse poster”, hvor alle essentielle data for det simulerede skib var oplistet. Det var oplysninger som dybgang, topfart, standselængde, drejeradius og deplacement. Alle sammen data, som er vigtige for at planlægge en sikker sejlads.

På papiret (eller på papirkortet) var det også en forholdsvis tilgængelig opgave for kursisterne; de havde jo lært det hjemmefra. Men virkeligheden har det med at overhale teorien, og det elektroniske søkort, ECDIS’en (Electronic Chart Display and Information System) tager højde for flere ting, end det analoge kort. Derfor var der hurtigt alarmer, der begyndte at hyle og stresse de skibsførende – og i mange tilfælde kunne alarmerne have været undgået ved at sortere irrelevante informationer fra, som ikke ville have indflydelse på skibets sejlads.

Hvorfor gør vi, som vi gør?
Men de informationer, der kan være irrelevante for visse sejlende, kan vise sig at have vital betydning for andre. Derfor er det vigtigt at inkorporere disse oplysninger i søkortene.

- Det giver vores medarbejdere en konkret forståelse for, hvad det er for et produkt, de er med til at lave, og et vigtigt indblik i, hvorfor data er vigtige. Desuden får de også direkte erfaring med vigtigheden af at kunne sortere i data, forklarer Allan Idd Jensen.

Gæsteundervisning fra UKHO
På samme måde har Geodatastyrelsen for nylig afholdt et kursus for ti nye medarbejdere i Center for Søkort og Marine Data, hvor de blev undervist af to undervisere fra United Kingdom Hydrographic Office (UKHO) i grundlæggende søkortlægning med fokus på behandling af batymetriske data.

Det var et kursus, der førte deltagerne igennem emner som geodæsi, projektioner og datums, opmålingsteknikker, SOLAS, S-57 for bare at nævne et udpluk.

- Kurset varede en hel uge, men vi prioriterer det højt for at løfte kompetenceniveauet for vores ansatte, slutter Allan Idd Jensen. 

Kontakt

Mikkel Brix Mørk
Stilling:Presseansvarlig
Område:Geodatastyrelsen
Telefon:+45 2199 7062