De seneste år har Geodatastyrelsen registreret ca. 1000 nye ejerlejligheder pr. måned, men antallet af nye ejerlejligheder i både maj og juni har nået nye højder. I maj er der registreret 2406 nye ejerlejligheder og i juni 1638. I alt mere end 4000 nye ejerlejligheder. I det hele taget er der ”gang i ejerlejlighedsregistreringen”. I det første halvår af 2022 er der registreret knap 9000 nye ejerlejligheder mod godt 12000 i hele 2021.
Antallet af nye ejerlejligheder kan dog ikke umiddelbart oversættes til optimisme på ejendomsmarkedet.
Registreringen af ejerlejligheder i matriklen er det sidste trin i en lang proces. Forud for registreringen er blandt andet gået planlægning, myndighedsbehandling, udstykning af byggegrunden og opførelse af byggeriet. For eksempel er lokalplanen for området omkring de 639 nye ejerlejligheder på Skovbrynet i Lyngby vedtaget i 2017, byggegrunden er udstykket i 2018 og først nu var de klar til registrering i matriklen.
Siden februar 2019 er ejerlejligheder, i lighed med anden fast ejendom, blevet registreret i matriklen af Geodatastyrelsen. Før februar 2019 blev ejerlejligheder ikke registreret i matriklen, men alene i tingbogen.