Giuseppe Masetti, hydrograf ved Geodatastyrelsen og adjunkt ved Center for Coastal and Ocean Mapping/Joint Hydrographic Center (CCOM/JHC) i New Hampshire, er blevet tildelt en guldmedaljon samt et officielt anerkendelsesbrev fra National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA), som er den amerikanske pendant til Geodatastyrelsen, for sit bidrag til arbejdet med at afgrænse den amerikanske udvidede kontinentalsokkel ; et maritimt område, der potentielt set rummer værdifulde ressourcer og et rigt liv.
Craig N. McLean fra NOAA skriver i indstillingen til Giuseppe Masetti at han anderkendes for sine ”ekstraordinære videnskabelige resultater i kortlægningen af havbunden og de datainitiativer, der er afgørende for at opfylde målene i projektet med at afgrænse den amerikanske udvidede kontinentalsokkel”.
Projektet sigter mod at definere den geografiske grænse af USA’s kontinentalsokkel; en zone der begynder mere end 200 sømil fra kysten. Flere styrelser har været involveret i projekter, og forskere som Giuseppe Masetti har hjulpet med at indsamle de data, der er nødvendige for at etablere USA’s suverænitet i området – et område, der umiddelbart er vurderet til minimum at være på en million kvadratkilometer (omtrent 24 gange større end Danmark).
Giuseppe Masetti, hydrograf ved Geodatastyrelsen, har modtaget stor anerkendelse for sit arbejde. Anerkendt medarbejder Anerkendelsen er blot den seneste i Giuseppe Masettis række af anderkendelser og priser. I 2017 udnævnte NOAA ham til årets medlem af National Ocean Service-teamet (NOS), som anerkendelse af hans enestående bidrag til NOAAs mission. Da blev Giuseppe udvalgt, da han blandt andet har udviklet rammeværktøjet Hydroffice , som har haft stor indflydelse på forbedringen af søkort og andre nautiske produkter.
- Jeg er meget glad for at blive anerkendt for min indsats i forbindelse med NOAA’s projekt, og jeg er stolt over det, jeg har opnået med HydrOffice, fortæller Giuseppe Masetti, og fortsætter;
- Meget af arbejdet blev udført, mens jeg arbejdede i Center for Coastal and Ocean Mapping and Joint Hydrographic Center. Nu, hvor jeg er blevet en del af Geodatastyrelsen, vil jeg bruge min forskningserfaring til at automatisere arbejdsgangene til produktionen af hydrografiske data, for at understøtte styrelsens misson.
I Geodatastyrelsen er der også stor glæde over de rosende ord til Giuseppe Masetti;
- Jeg er utroligt stolt og glad på Giuseppes vegne. Det er en stor anderkendelse af hans faglighed. Samtidigt er det en stor cadeau til Geodatastyrelsen, at vi kan tiltrække medarbejdere med sådanne kompetencer, siger Pia Dahl Højgaard, direktør i Geodatastyrelsen.