Hvorfor står mit skur inde hos naboen? er den tredje og sidste film i rækken af computeranimerede film om Matriklen.
Hvad er et matrikelkort?
Som de to foregående film, Hvorfor har vi Matriklen? og Hvad er Matriklen?, forsøger denne i lægmandstermer at forklare, hvad matrikelkortet er for størrelse. Som nogle måske ved, består Matriklen af et register, arkiv og kort, og det er sidstnævnte, som med et glimt i øjet tages under kærlig behandling.
Hvorfor står mit skur inde hos naboen?
Filmen, som har premiere i dag, forsøger netop at besvare spørgsmålet: Hvorfor står mit skur inde hos naboen? Matrikeldata er såkaldte frie data og mange hjemmesider udstiller matrikelkort kombineret med andre kort og data. Matrikelkortets nøjagtighed kan variere, og det bliver især tydeligt, når matrikelkortet sammenstilles med andre kort. Nogle boligejere kan således opleve, at det tilsyneladende ser ud, som om deres skur står inde hos naboen.
Matrikelunivers
Hvorfor står mit skur inde hos naboen? varer 1 minut og 41 sekunder og skal på sigt indgå sammen de to andre film om samme emne i et ”matrikel-univers” på gst.dk. Det vil sige en eller flere indholdssider, hvor man kan finde lettilgængelig information om Matrikel.
Klik på billedet for at afspille. Du kan tilføje undertekster ved at klikke på det lille ikon til venstre for tandhjulet.
Go’ fornøjelse.
Faktaboks
- En såkaldt doodle-film er en computer-animeret tegnefilm, som uden alt for mange farver og virkemidler kan levere et kort og præcist budskab.
- ”Hvorfor står mit skur inde hos naboen?” er den tredje og sidste film om matriklen.
- Filmen er produceret i samarbejde med SIGNAfilm og varer 1 minut og 41 sekunder.