Hent et gratis danmarkskort over lystbådehavne

Publiceret 28-06-2019
Nyhed

Det efterspurgte danmarkskort over lystbådehavne er netop udgivet i en ny version og uddeles i den kommende tid på havne over hele landet.

(foto: Colourbox)

Bag danmarkskortet står Geodatastyrelsen, Rosendahls A/S og Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID), der i fællesskab har udarbejdet en ny og opdateret udgave af det populære kort med blandt andet distancetabeller, links til to nyttige sejlerportaler (Den danske Havnelods og Havneguide) samt en oversigt over mere end 300 havne i danske farvande.

Populært kort blandt lystsejlere
På bagsiden af kortet i A1-format er der informationer fra FLID om Havneguide.dk, MarinaBooking.dk og fra Geodatastyrelsen om forskellige maritime produkter på Geodatastyrelsens hjemmesider gst.dk og kobsokort.dk. Derudover er SejlSikkert synlig med det gode budskab.

- Vi ved fra de tidligere år, at danmarkskortet er et nyttigt og populært kort blandt danske, men også udenlandske lystsejlerne. Her får sejlerne et overblik over de mange hyggelige lystbådehavne, der findes i Danmark, men de får også informationer om, hvor de kan søge inspiration til oplevelser, seværdigheder, faciliteter og havnebeskrivelser, når ferien eller weekendturen skal planlægges eller de blot lige vil orientere sig, før man anløber næste havn, siger Jesper Højenvang, direktør for Foreningen af Lystbådehavne I Danmark.

Større målgruppe gennem samarbejde
Hos Geodatastyrelsen sker tiltaget for at sætte yderligere fokus på styrelsens maritime produkter, der er inde i en rivende udvikling for bedre at kunne leve op til de krav og forventninger brugerne har til moderne navigationsværktøjer.

- Ved at indgå et samarbejde med FLID har vi mulighed for at nå ud til en langt større målgruppe, da FLID repræsenterer 270 havne i Danmark, forklarer kontorchef i Geodatastyrelsen, Elizabeth Hagemann, og fortsætter:
- Med udgivelsen af det gratis danmarkskort håber vi på at skabe opmærksomhed om de mange andre maritime produkter - både digitale og analoge – vi også har på hylderne og dermed øge sejladssikkerheden.

30.000 kort
Indtil videre er det planen at uddele 30.000 danmarkskort i 2019. Kortene distribueres til 270 havne, under FLID samt gennem søkortsforhandlerne, så der burde være rig mulighed for at sikre sig et gratis kort i en havn nær dig. I 2020 forventer parterne desuden at udsende en opdateret version med informationer om et nyt rutesystem i Kattegat.

 


FAKTA

Kortet indeholder to gode links til to havneportaler:

Om Den danske Havnelods 
Den danske Havnelods indeholder opdaterede oplysninger om danske erhvervshavne, lystbådehavne og broer. Havnene og broerne kan søges enten fra kort eller lister. Der findes desuden sider med standardreglementer for ordens overholdelse i danske havne samt sider med relevante bekendtgørelser vedr. sejlads og lodsning i danske farvande.

Om Havneguide.dk
Danmarks største havneportal, der samler information om events, spisesteder, seværdigheder nær havnen, havnefaciliteter og priser, onlinebooking og meget mere. Her kan sejlerne klikke sig ind, når turen skal planlægges eller næste havn besøges. Havneguide.dk er komplet og indeholder alle lystbådehavne i Danmark.

Om Geodatastyrelsen

  • Geodatastyrelsen har som maritim myndighed ansvar for søopmålingen og søkortlægningen til brug for sikker sejlads i de danske, grønlandske og færøske farvande.
  • Geodatastyrelsen har ansvaret for salg og distribution af marine data og produkter for Danmark, Færøerne og Grønland.
  • Geodatastyrelsen producerer bl.a. en række gratis maritime produkter som fx Den danske Havnelods og Søkortrettelser, som kan findes på www.gst.dk
  • Papirsøkort er betalingsbelagte og distribueres via Rosendahls A/S på www.kobsokort.dk
  • Tidligere på året ændrede Geodatastyrelsen licensbetingelserne for kommerciel anvendelse af søkortdata, hvilket indtil videre har resulteret i at lystsejlere i danske farvande gratis kan orientere sig via Eniros digitale platforme eniro.se, Krak og De Gule Sider

Om Foreningen af Lystbådehavn I Danmark (FLID)

  • FLID er lystbådehavnenes brancheforening og tæller 270 havne som tilsammen repræsenterer 45.000 bådpladser
  • FLID varetager lystbådehavnens interesser og arbejder for at sikre havnen optimale vilkår og rammer.

 

 

Kontakt

Jes Carstens

Stilling: Funktionsleder
Område: Søkort Danmark og Forvaltning
Telefon: +45 7254 5000

Kontakt

Jesper Højenvang

Stilling: Direktør
Område: Foreningen af Lystbådehavne I Danmark
Mobil: +45 3052 8738