18. Skematisk redegørelse

* Nedenstående tekst udgør kapitel 25 i vejledning nr. 46 af 18. april 2001 *


25. Skematisk redegørelse.

25.1. Indledning.

Når en matrikulær forandring ønskes registreret i matriklen, skal der ifølge § 42 i bekendtgørelsen om matrikulære arbejder foreligge en skematisk redegørelse. Redegørelsen skal angive de ønskede forandringer med hensyn til ejendomsforhold og arealstørrelser m.v. og skal udarbejdes på en blanket, hvis udformning er godkendt af Kort- og Matrikelstyrelsen, jf. bilag 3. Med hensyn til materiale, format og underskrift henvises til vejledningens afsnit 22.

I sager om udskillelse af offentlig vej ved arealoverførsel eller ejendomsberigtigelse og i sager om arealoverførsel i forbindelse med andre strækningsanlæg, regulering af vandløb og lign. kan redegørelsen leveres i form af en arealfortegnelse, hvor der alene er redegjort for arealforandringerne for de berørte matr.nre. Et eksempel på en arealfortegnelse er optaget som bilag 4. Der gælder samme regler for arealfortegnelsen som for skematisk redegørelse med hensyn til format og underskrift m.v.

Der kan anføres supplerende oplysninger på skematisk redegørelse, jf. afsnit 21.4.


25.2. Ejendomsforhold før forandring.

Redegørelsen indledes med angivelse af de ejendomme, herunder de matr.nre., der indgår i sagen. For hver ejendom angives ejerens navn og adresse, jf. bekendtgørelsens § 42, stk. 4, og det anføres, hvis matrikelnummeret alene eller i forening med andre matr.nre. udgør en landbrugsejendom.

For de matr.nre., der forandres, skal de registrerede udgangsoplysninger (matriklens oplysninger) med hensyn til arealer og beregningsgrundlag anføres. Endvidere skal eventuelle registrerede arealstørrelser for vej, vandløb, fredskov, strandbeskyttelse og klitfredning anføres. Herefter redegøres for de ønskede matrikulære forandringer.


25.3. Sagsarternes rækkefølge.

De matrikulære forandringer angives i skematisk redegørelse i en logisk og hensigtsmæssig rækkefølge. Følgende rækkefølge kan ofte anvendes:

1) Ejendomsberigtigelse som følge af hævdserhvervelse eller naturens kræfter.

2) Teknisk ændring (tildeling/inddragelse af matr.nr., ændring af skel, rettelse af fejl i matriklen, ny beregning af areal).

3) Sammenlægning (af ejendomme).

4) Udskillelse af offentlig vej ved ejendomsberigtigelse eller arealoverførsel.

5) Arealoverførsel i øvrigt.

6) Optagelse, slettelse eller ændring af privat fællesvej.

7) Udstykning/matrikulering.


25.4. Arealangivelser.

Redegørelsen skal for alle matr.nre., der forandres, indeholde oplysning om udgangsareal (matriklens areal), forøgelser eller formindskelser af arealet som følge af hver enkelt forandring (for hver sagsart) samt ændringer med hensyn til registreret fredskovsareal, areal indenfor strandbeskyttelseslinien eller klitfredningslinien, vejareal, vandløbs-, dige-, dæmningsareal el.lign. på matrikelnummeret, jf. § 42, stk. 3. Vej- og vandløbsarealer angives efter retningslinierne i vejledningens afsnit 21.2.

Arealet af et matr.nr. efter forandringerne skal anføres. Når et matr.nr. ændres ved arealoverførsel, ejendomsberigtigelse eller teknisk ændring og derefter udstykkes, bør arealet inden udstykningen angives. Derefter anføres de arealer, hvori matrikelnummeret opdeles ved udstykningen, herunder restarealet. For delarealer, der vil få tildelt eget matr.nr. ved sagens registrering i matriklen, anføres delarealets nummer. Nummerering af arealerne skal svare til nummereringen på ændringskortet, jf. bekendtgørelsens § 39, stk. 5.

Størrelsen af en særskilt beliggende del af et matr.nr., der fremkommer eller forandres, skal angives, jf. bekendtgørelsens § 32, stk. 5, og vejledningens afsnit 21.1.

Beregningsmåden for de anførte arealer skal oplyses. Følgende betegnelser anvendes:

1) k = beregnet efter matrikelkortet,

2) o = beregnet efter opmåling,

3) s = beregnet efter konstruktion.

Areal beregnet efter koordinater i det digitale matrikelkortsystem angives med beregningsmåde "k".


25.5. Fremtidig anvendelse.

For hver ejendom, der fremkommer ved udstykning eller matrikulering, for restejendomme og for areal, der overføres til en samlet fast ejendom ved arealoverførsel, skal der være oplysning om den anvendelse, der agtes gjort af ejendommen eller arealet, jf. bekendtgørelsens § 42, stk. 5.

Det skal oplyses, om ejendommen eller arealet skal bebygges. Hvis dette er tilfældet, skal der gives oplysning om bebyggelsens art og tilsigtede anvendelse. For bygninger til beboelse må oplyses, om de agtes anvendt til helårsbeboelse eller alene til sommer- og ferieophold. Skal bygningerne anvendes til helårsbeboelse, må det oplyses, om der er tale om parcelhusbebyggelse, tæt-lav bebyggelse eller etagebebyggelse. Tilsvarende oplysninger skal gives i tilfælde, hvor der allerede findes bygninger på det pågældende areal.

De foran omtalte oplysninger er til brug for de myndigheder, der i medfør af bestemmelserne i udstykningslovens § 20 skal have sagen forelagt, og for Kort- og Matrikelstyrelsens kontrol, jf. udstykningslovens § 24.


25.6. Ejendomsforhold efter forandring.

Efter angivelsen af nye ejendomme, der vil fremkomme ved udstykning eller matrikulering, afsluttes med en opstilling af nye ejendomme, der vil komme til at bestå af flere matr.nre., og af eksisterende samlede faste ejendomme, såfremt der sker ændring med hensyn til, hvilke matr.nre. ejendommene hver for sig består af.

Nye ejendomme skal tildeles ejendomsnummer i Det fælleskommunale Ejendomsdatasystem (ESR) i forbindelse med sagens forelæggelse for kommunalbestyrelsen efter reglerne i bekendtgørelse om udstykningskontrollen, eller inden sagens indsendes til Kort- og Matrikelstyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 42, stk. 3, nr. 4. Ejendomsnummeret vil blive registreret i matriklen og medtaget i Kort- og Matrikelstyrelsens meddelelse til kommunalbestyrelsen m.fl. om registreringen af den nye ejendom i matriklen.

Ved matrikulære forandringer af landbrugsejendomme skal det oplyses, om landbrugspligten ønskes ophævet på et areal og om de berørte landbrugsejendomme efter de ønskede matrikulære forandringer fortsat vil være undergivet landbrugspligt, jf. bekendtgørelsens § 42, stk. 6.

Når en ønsket matrikulær forandring vedrører arealer, der er kortlagt som forurenede på vidensniveau 1 eller 2, jf. §§ 4 og 5 i jordforureningsloven, skal det oplyses, hvilke matr.nre. der vil være kortlagt som forurenet, efter at den matrikulære forandring har fundet sted, jf. bekendtgørelsens § 42, stk. 7.


25.7. Arealfortegnelse.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 42, stk. 8, at skematisk redegørelse i sager om udskillelse af offentlig vej og i lignende tilfælde kan udformes som en arealfortegnelse. Oplysninger som angivet i bekendtgørelsens § 42, stk. 4 og 5, kan da udelades.

Arealfortegnelsen kan opstilles som vist i bilag 4.

Der skal altid være anført udgangs- og slutareal for et matr.nr., der forandres.

Arealfortegnelsen skal desuden indeholde oplysning om størrelsen af de arealer, der i matriklen skal fragå eller tilgå de enkelte matr.nre., samt ved vejudskillelse størrelsen og beregningsgrundlaget for det samlede areal, der udskilles (angivet for hvert enkelt kommunevejsnummer). For hvert matr.nr. angives størrelsen af arealer, der udskilles som offentlig vej, modtages fra udskilt offentlig vej, afgives til andet matr.nr. og modtages fra andet matr.nr. Arealforandringernes art skal fremgå.



Vejledning nr. 23 af 28. februar 1991 om matrikulære arbejder bortfalder.


Kort- og Matrikelstyrelsen, den 18. april 2001

Peter Jakobsen

/Birgit Kristiansen