4.7.2. Godkendelse af husdyrbrug m.v.

I forhold til godkendelse af husdyrbrug skal kommunalbestyrelsen svare på følgende:

Sker den matrikulære forandring eller tilsigtede arealanvendelse med henblik på etablering, ændring eller udvidelse af husdyrbrug?

Besvares spørgsmålet med et "ja" åbnes underspørgsmålet:

Mangler godkendelse eller tilladelse hertil?

Ved ansøgningen og sagsbehandlingen af et konkret projekt efter husdyrbruglovens regler, skal der i første omgang tages stilling til, om projektet kræver godkendelse efter lovens § 16 a eller tilladelse efter lovens § 16 b, eller om projektet kan gennemføres efter en anmeldelse i medfør af bekendtgørelse nr. 2256 af 29. december 2020 om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug. Godkendelsespligten efter lovens § 16 a omfatter husdyrbrug, der har en emission af ammoniak på mere end 3.500 kg om året eller som har flere end 750 søer, flere end 2.000 slagtesvin eller flere end 40.000 stykker fjerkræ på stald ad gangen. Husdyrbrug, der ikke er omfattet af godkendelsespligten efter § 16 a, er som udgangspunkt omfattet af krav om tilladelse efter § 16 b.

Husdyrbrug er i loven defineret som husdyranlæg (stalde/lignende som dyrene er i eller har adgang til), der tilsammen har et produktionsareal på mere end 100 m2 , og de gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg og andre driftsbygninger m.v. på samme ejendom, der knytter sig til dyreholdet.