4.7. Husdyrbrugloven

Loven finder anvendelse på husdyrbrug, husdyranlæg, gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg og andre forhold forbundet med husdyrhold. Loven finder desuden anvendelse på arealer, der modtager gødning. 

Det er lovens kapitel 2 og 3, der påkalder sig interesse i forhold til udstykningskontrollen. Lovens kapitel 2 indeholder en række krav til placering af husdyranlæg, gødningsopbevaringsanlæg og ensilageopbevaringsanlæg på husdyrbrug. Lovens kapitel 3 indeholder regler om, at visse husdyrbrug enten skal godkendes efter lovens § 16 a eller have en tilladelse efter § 16 b, mens andre projekter kan iværksættes efter anmeldelse.

I § 1 i bekendtgørelse nr. 1176 af 23. juli 2020 om miljøregulering af dyrehold og om opbevaring og anvendelse af gødning (herefter husdyrgødningsbekendtgørelsen) er det bestemt, at visse forhold er undtaget fra husdyrbruglovens anvendelsesområde. Dyr, der ikke er fugle eller pattedyr og gødning fra sådanne dyrearter er undtaget fra husdyrbruglovens regulering. Det samme gælder ikke-erhvervsmæssigt dyrehold og dyrehold, hvor der ikke opbevares gødning i mængder svarende til et erhvervsmæssigt dyrehold. Endeligt er visse i bekendtgørelsens § 1, stk. 3, opregnede dyrehold, som ikke kan henregnes under landbrugsdrift, undtaget fra lovens område.

I Det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR) kan der ved angivelse af ejendomme eller ejere/brugere fremsøges oplysninger om besætninger og kreaturer.

Der henvises til Miljøstyrelsens husdyrvejledning Husdyrvejledningen (mst.dk), hvor der er redegjort udførligt for, hvordan reglerne i husdyrbrugloven og tilhørende bekendtgørelser skal forstås og administreres.

Det indledende spørgsmål i udstykningskontrolskemaet er:

Er der forhold i sagen, der kræver tilladelse/godkendelse eller dispensation?

Hvis der i udstykningskontrolskemaet svares "ja" til, at der er forhold, der kræver tilladelse/godkendelse eller dispensation, skal yderligere spørgsmål i udstykningskontrolskemaet besvares:

Sker den matrikulære forandring eller tilsigtede arealanvendelse med henblik på etablering, udvidelse eller ændring af husdyranlæg og/eller gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg i strid med gældende afstandskrav og øvrige krav til lokalisering?

Besvares spørgsmålet med "ja", åbnes underspørgsmålet:

Mangler dispensation hertil?