Underspørgsmål i udstykningskontrolskemaet under privatvejsloven:
Mangler sagen kommunal godkendelse af udlæg, omlægning, nedlæggelse af privat fællesvej eller mangler sagen kommunal godkendelse af adgang til offentlig vej ad privat fællesvej/udlagt privat fællesvej? |
4.4.2.1. Adgang til offentlig vej ad privat fællesvej eller udlagt privat fællesvej
Efter privatvejslovens § 32, stk. 1, må udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning kun foretages, hvis alle parceller, der dermed opstår, har lovlig adgang til offentlig vej ad privat fællesvej eller udlagt privat fællesvej.
Kommunalbestyrelsen tager stilling til, om vejadgangen til offentlig vej er tilfredsstillende ud fra vejtekniske og trafikale hensyn, men kommunalbestyrelsen har ikke efter § 32, stk. 1 pligt til at påse, om der i forholdet mellem vejejer og den/dem, der skal benytte vejadgangen, er tildelt vejret til en privat fællesvej eller et vejudlæg. Kommunalbestyrelsen kan af egen drift eller efter ansøgning tildele vejrettigheder til en eksisterende privat fællesvej, hvis der efter kommunalbestyrelsens vurdering foreligger ”særlige tilfælde”, jf. privatvejsloven § 26, stk. 2. Denne regel kan anvendes til at supplere en godkendelse efter § 32, stk. 1, enten samtidigt eller efterfølgende.
Ved ”sammenlægning” burde ikke kunne fremkomme en ejendom uden bestående vejadgang (med mindre vejadgang helt undtagelsesvist måtte være fortrængt af senere rettighedshavere over de ejendomme, som hidtidig(e) vej(e) var beliggende på). Adgang til offentlig vej ad nye, udvidede eller bestående adgange skal godkendes efter reglerne i vejlovens §§ 49 og 50, og der henvises til vejledningens afsnit 4.3.1.1. ovenfor. Hvis den private fællesvej giver adgang til en statsvej, skal kommunalbestyrelsen dermed indhente Vejdirektoratets godkendelse, før kommunalbestyrelsen på udstykningskontrolskemaet kan svare nej til, at sagen ikke mangler kommunal godkendelse af adgangen til offentlig vej.
4.4.2.2. Godkendelse af vejudlæg
Vejudlæg som foretages af ejerne af de ejendomme, som vejudlæggets ligger på, kræver kommunalbestyrelsens godkendelse jf. § 27, stk. 1. Godkendelse forudsætter, at der er udarbejdet et skitseprojekt, der angiver vejens linjeføring og bredde samt dens tilslutning til andre veje, hvor § 27, stk. 2 indeholder en opregning af de hensyn, som kommunalbestyrelsen skal sikre er varetaget i forbindelse med en godkendelse. Kommunen kan også selv foretage vejudlæg efter § 26, stk. 2, ligesom vejudlæg kan være fastlagt i en lokalplan eller ved ekspropriation jf. § 43. Lovligheden af sådanne af kommunen vedtagne vejudlæg skal ikke dokumenteres på udstykningskontrolskemaet.
4.4.2.3. Omlægning og nedlæggelse af privat fællesvej
Omfatter sagen nedlæggelse eller omlægning af en privat fællesvej, må kommunalbestyrelsen tilsvarende tage stilling til, om der er meddelt tilladelse til nedlæggelsen eller omlægningen. Tilladelse forudsætter, at kommunalbestyrelsen har iagttaget den i lovens kapitel 11 foreskrevne procedure.