Før kommunalbestyrelsen som vejmyndighed kan meddele tilladelse til nye eller udvidede adgange til en kommunevej jf. § 49, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen indhente Vejdirektoratets samtykke jf., § 49, stk. 3, hvis den nye eller udvidede adgang har en mindre afstand til statsvej end 100 meter – dog mindre end 50 meter i byer og bymæssige områder.
I sager, hvor kommunalbestyrelsen er vejmyndighed, og som angår tilladelse til at benytte eksisterende adgange til kommunevej efter § 50, stk. 1-3, skal kommunalbestyrelsen indhente samtykke fra Vejdirektoratet jf. § 50, stk. 6, når den bestående adgang har en afstand på mindre end 100 meter til en statsvej – dog mindre end 50 meter i byer og bymæssige områder.
Ved ”byer og bymæssige områder” forstås jf. § 3, stk. 1, nr. 5, Københavns Kommune og de områder, der efter planloven er byzone eller sommerhusområde, samt nærmere afgrænsede områder i landzone, som kommunen har besluttet at administrere efter byreglerne i lov om private fællesveje.
Hvis der er tale om en ny ejendom eller en særskilt beliggende del af en ejendom, der skal have adgang ad en bestående privat fællesvej, der ifølge matrikelkortet munder ud i en offentlig vej, og hvis vejmyndigheden for statsvejen tidligere har godkendt, at vejen benyttes til udstykning i det pågældende omfang og/eller til det pågældende formål, skal godkendelsen vedlægges i kopi.