Udstykningskontrolskemaet indeholder følgende spørgsmål til kommunalbestyrelsen:
Foretages ændring i tilstanden af sten- og jorddiger og lignende, der ikke er beskyttet som fortidsminder?
Besvares spørgsmål med et ”ja”, åbnes underspørgsmålet: Mangler dispensation hertil?
|
Ifølge museumslovens § 29 a, stk. 1, må der ikke foretages ændring i tilstanden af sten- og jorddiger og lignende. Ifølge Slots- og Kulturstyrelsens Vejledning om beskyttede Sten- og jorddiger, juni 2009, forstås der ved sten- jorddiger og lignende i lovens forstand: ”menneskeskabte, linjeformede forhøjninger af sten, jord, græstørv, tang eller lignende materialer, som fungerer eller har fungeret som hegn og har eller har haft til formål at markere administrative ejendoms- eller anvendelsesmæssige skel i landskabet”. Kulturministeren er i lovens § 29b bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om, hvilke sten- og jorddiger, der er omfattet af § 29 a, stk. 1, eller falder uden for reglens anvendelsesområde. Denne afgrænsning er foretaget med § 1 i bekendtgørelse nr. 1190 af 26. september 2013 om beskyttelse af sten- og jorddiger. Det fremgår også af bekendtgørelsen, at kommunalbestyrelsen for hele kommunen kan gennemføre en konkret udpegning af beskyttede diger efter reglerne i bekendtgørelsens §§ 2-8.
Stendiger og andre diger, herunder diger der er angivet på Kort- og Matrikelstyrelsens kortværk Danmark (1:25.000) i den seneste reviderede udgave forud for den 1. juli 1992, er omfattet af § 29 a. Diger og dele af diger, der ligger i byzone eller sommerhusområde, er ikke omfattet af § 29 a, medmindre diget afgrænser et byzone eller sommerhusareal fra landzone. Der henvises i øvrigt til bekendtgørelsens § 1 og Vejledning om beskyttelse af Sten og jorddiger, hvor afgrænsningen er de forskellige diger er beskrevet nærmere.
Landinspektøren skal dermed være opmærksom på, om der ved udstykning, arealoverførsel eller sammenlægning tilsigtes en ændring i tilstanden af sten- og jorddiger.
Kommunalbestyrelsen kan, når et sten- og jorddiger ikke er beskyttet som fortidsminder, meddele dispensation fra forbuddet mod at foretage ændring i tilstanden af sten- og jorddiger lovens § 29 a, stk. 1, jf. § 29 j, stk. 2. Dispensationspraksis er beskrevet i Slots- og Kulturstyrelsens vejledning.
Sten- og jorddiger kan også være beskyttet som fortidsminder. I så fald gælder alene reglerne om fortidsminder i lovens §§ 29 e og 29 f. Et Sten- og jorddige kategoriseret som fortidsminder kan altså ikke samtidig være beskyttet af reglerne i lovens § 29 a om sten- og jorddiger, og beskyttelsen som fortidsminde indtræder først, når ejeren har modtaget meddelelse om deres tilstedeværelse på ejendommen jf. lovens § 29 e, stk. 3, og bilaget til loven, kapitel 2, nr. 14.