Underspørgsmål til udstykningskontrolskemaet under planloven:
Er den matrikulære forandring eller den tilsigtede arealanvendelse i strid med gældende lokalplan eller byplanvedtægt?
Svarer kommunalbestyrelsen ”ja” skal følgende besvares:
Mangler dispensation?
|
Kommunalbestyrelsen kan inden for snævre rammer dispensere fra bestemmelser i en lokalplan, jf. lovens § 19. Kompetencen omfatter navnlig dispensation fra de bestemmelser, som mere detaljeret regulerer bebyggelsens omfang, udformning og placering. Bortret fra muligheden for at meddele en tidsbegrænset dispensation kan der ikke meddeles dispensation i strid med planens principper. Dette omfatter for det første planens formålsbestemmelser og anvendelsesbestemmelser, som er fastsat ud fra formålet med planen. Dispensation fra anvendelsesbestemmelser ses undtagelsesvist i tilfælde, hvor den påtænkte anvendelse ligger meget tæt på det tilladte. Principperne omfatter for det andet den planlagte struktur, fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. Dispensation kan som regel ikke meddeles til indgreb i grønne områder og fælles friarealer.
Kommunalbestyrelsen har mulighed for midlertidigt at dispensere fra reglerne i en lokalplan, selvom dispensationen er i strid med principperne i planen. Det er en betingelse, at sådanne dispensationer tidsbegrænses til maksimalt tre år og 10 år for studieboliger. Udvidelsen har til formål at muliggøre, at områder kan udnyttes i en tidsbegrænset periode, så de ikke står ubrugte hen. Bestemmelsen tænkes særligt anvendt i tilfælde, hvor der er udarbejdet en ny lokalplan, som endnu ikke kan realiseres, eller hvor en ældre lokalplan ikke længere er aktuel, men endnu ikke er erstattet af en ny plan. Der kan ikke dispenseres til anlæg m.v., der ikke kan fjernes, eller som på anden måde medfører en permanent ændring eller påvirkning af området. Ligeledes kan der som udgangspunkt ikke dispenseres til meget omkostningsfulde konstruktioner, som kun vanskeligt kan fjernes. En tidsbegrænset dispensation vil godt kunne være grundlag for, at kommunalbestyrelen i udstykningskontrolskemaet svarer, at der ikke mangler en dispensation fra en gældende lokalplan.