Pr. 1. juli 2024 ændres § 21 i bekendtgørelse om matrikulære arbejder, så der i matrikulære sager som følge af ekspropriation skal foreligge en erklæring fra ekspropriationsmyndigheden om, at sagens forandringer ikke medfører forhold i strid med udstykningslovens §§ 18-20. Geodatastyrelsen påser ikke, at disse regler er overholdt, når en sag indsendes til registrering i matriklen som følge af ekspropriation. Ved behandling af matrikulære sager som følge af kommunale ekspropriationer har styrelsen imidlertid konstateret, at der ofte indgår forandringer, hvor et kommunalt areal overføres til en anden ejendom ejet af samme kommune, og /eller forandringer som følge af en frivillig aftale. Sådanne forandringer er ikke tvangsafståelse og dermed ikke ekspropriation i Grundlovens forstand. Hvis forandringerne er en del af kommunens ekspropriationsbeslutning, vil Geodatastyrelsen acceptere, at disse forandringer indgår i sag, der indsendes som en ekspropriationssag til Geodatastyrelsen. For at denne praksis skal kunne fungere, er det imidlertid nødvendigt, at den ikke efterlader nogen tvivl om, hvilken myndighed, der indestår for at have foretaget en prøvelse af lovligheden jf. udstykningslovens §§ 18-20. Dette er baggrunden for kravet til indholdet af ekspropriationsmyndighedens erklæring.