Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies
papirsoekort

Papirsøkort

Et søkort indeholder hydrografiske, navigatoriske og topografiske oplysninger.

Mængden af disse informationer afhænger af kortets målestoksforhold. Jo større målestoksforhold des flere informationer.

Da søkort i stort målestoksforhold giver flest detaljerede oplysninger, og da rettelser ofte foretages mest nøjagtigt og lettest i søkort i stort målestoksforhold, skal man altid stræbe efter at anvende disse kort.

Søkort over de danske, færøske og grønlandske farvande udgives efter behov. Dermed menes, at ajourførte kort først udgives, når antallet af rettelser til et kort nødvendiggør dette, eller at kortet er ved at være udsolgt.

Søkort findes i flere kategorier, som benævnes:

Oversejlingskort 
Kort i målestoksforhold mellem 1:2 000 000 og 1:350 000. Disse kort dækker meget store områder. Kortene anvendes kun til navigation i åben sø og sejladsplanlægning. De navigatoriske og hydrografiske oplysninger er derfor stærkt forenklet eller helt udeladt i områder tæt på land.

Anduvnings- eller gennemsejlingskort 
Kort i målestoksforhold mellem 1:350 000 og 1:75 000 Disse kort indeholder detaljerede navigatoriske og hydrografiske oplysninger, således at hovedfarvandene og de vigtigste gennemgående sejlløb kan gennemsejles.

Besejlingskort 
Kort i målestoksforhold mellem 1:75 000 og 1:30 000. Det tilstræbes, at disse kort indeholder tilstrækkeligt mange navigatoriske og hydrografiske oplysninger, således at havnene vist i kortet kan besejles. I tæt beskrevne områder eller i områder, der er dækket af et specialkort, kan der være foretaget en forenkling af oplysningerne.

Specialkort 
Kort i meget stort målestoksforhold (større end 1:30 000). De viser områder, der kan være vanskelige at besejle, f.eks. snævre løb, havne eller ankerpladser.

Storcirkelkort 
Kort i en projektion, som lader storcirklen fremstå som en ret linje. Kortene dækker meget store havområder og kan kun anvendes til planlægning, hvor storcirkelsejlads er af væsentlig betydning, da kortene ikke indeholder oplysninger af nautisk eller hydrografisk art.

Trykning af søkort 
Søkortene over de danske farvande ajourføres og trykkes efter behov. 
Oplysninger om gældende udgave af et kort kan ses på nederste højre hjørne af søkortet.

Oplysning om udgivelse af nye kort, nye udgaver eller ajourførte optryk bringes i ”Søkortrettelser”.

Nye søkort 
Geodatastyrelsen fremstiller og udgiver et nyt kort, hvis ændringer i sejladsmønstret, ændringer i kravet til kortets dækning/skala eller lignende gør det nødvendigt. 
Et nyt kort kan enten erstatte et eksisterende kort eller supplere kortsamlingen.

2-3 måneder før forventet udgivelse af det nye kort varsles dette i ”Søkortrettelser”.

Nye udgaver 
Såfremt rettelserne til et kort er så omfattende, at det ikke er muligt eller forsvarligt at opdatere kortet via ”Søkortrettelser”, udgives en ny udgave af søkortet. Ved udgivelsen af en ny udgave annulleres den tidligere udgave af kortet.

2-3 måneder før forventet udgivelse af en ny udgave varsles dette i ”Søkortrettelser”.

Ajourførte optryk 
Søkortene udgives for størstepartens vedkommende som det, der benævnes ajourførte optryk. Et ajourført optryk af et kort udgives, når antallet af rettelser til et kort nødvendiggør dette, eller kortet er ved at være udsolgt. Et ajourført optryk indeholder alle rettelser, der er offentliggjort i "Søkortrettelser". Ved udgivelse af et ajourført optryk annulleres tidligere tryk med samme udgavenummer ikke, da brugeren løbende har kunnet opdatere søkortet via ”Søkortrettelser”.

Det tilrådes dog brugerne, af hensyn til det løbende rettelsesarbejde, at købe de ajourførte optryk.

5-6 uger før forventet udgivelse af et ajourført optryk varsles dette i ”Søkortrettelser”.

Læs mere om de traditionelle papirsøkort i publikationen ” Den danske Lods - Generelle oplysninger ”.