Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies
banner_love_regler.jpg

Love og regler

Ifølge internationale og danske regler på søfartsområdet skal alle skibe have opdaterede søkort og nautiske publikationer om bord for at være sødygtige.

Skibskatastrofen i 1912 hvor ”Titanic” sank, satte gang i mange ting. Blandt andet blev den internationale konvention om sikkerhed til søs (SOLAS – Safety of Life at Sea) vedtaget i 1914.

Siden dannelsen af IMO (International Maritime Organization) har SOLAS og navigationssikkerhed hørt under IMO´s ansvarsområde. I SOLAS er krav om og til nautiske kort og nautiske publikationer om bord i skibe således anført i kapitel 5 om "Safety of navigation". Konventionen er gennemført i dansk lov.

Nedenstående er uddrag af "Meddelelser B - Teknisk forskrift for skibes bygning og udstyr m.v." fra Søfartsstyrelsen, nærmere bestemt kapitel 5 om "Sejladsens betryggelse". Disse regler kan også findes i retsinformation.dk.

I regel 2 om definitioner findes bl.a. følgende definition:

  • Nautisk kort eller nautisk publikation er et specielt fremstillet kort eller bog eller en specielt udarbejdet database, hvorfra et sådant kort eller bog kan uddrages, som er udstedt officielt af eller efter bemyndigelse fra en regering, et autoriseret hydrografisk kontor eller en anden relevant regeringsinstitution, og som er udarbejdet med henblik på at opfylde kravene til maritim navigation.

I regel 19 om krav til skibsbaserede navigationssystemer og udstyr anføres bl.a., at alle skibe uanset størrelse skal have:

  • Nautiske kort og nautiske publikationer til at planlægge og vise skibets rute på den planlagte rejse og til at plotte og registrere positioner under hele rejsen; et Elektronisk Kortvisnings- og Informationssystem (ECDIS) kan anerkendes at opfylde kravene til kort i denne bestemmelse. 
    Et backup arrangement til at opfylde de ovennævnte funktionelle krav, såfremt denne funktion helt eller delvist opfyldes ved hjælp af elektroniske hjælpemidler.

I regel 27:

  • Nautiske kort og nautiske publikationer, såsom sejlhåndbøger, fyrlister, efterretninger for søfarende, tidevandstabeller og enhver anden nautisk publikation, som er nødvendig for den påtænkte rejse, skal være fyldestgørende og opdaterede.

Du kan også læse mere om love og regler i Den danske Lods - Generelle oplysninger.