Geodatastyrelsen gør nymålinger og sønderjyske sager tilgængelige digitalt

Publiceret 21-11-2017
Nyhed

Geodatastyrelsen har digitaliseret endnu 300 hyldemeter matrikulære arkivalier. Denne gang er det nymålinger og sønderjyske sager fra 1985 og frem, som er blevet gjort tilgængelige digitalt.

undefined
Luftfoto fra Aalborg, fra nymålingen 1976

Siden 2011 har Geodatastyrelsen løbende skannet og digitaliseret næsten 4.000 hyldemeter matrikulære arkivalier. Den omfattende digitalisering af de mange millioner analoge dokumenter har været forankret i de såkaldte MAMA-projekter (Modernisering Af det Matrikulære Arkiv) og er efterfølgende gjort tilgængelige online for landinspektørfirmaerne i selvbetjeningsløsningen MAO (Matrikulære Arkivalier Online).

Vigtigt digitalt skridt
Med det seneste MAMA-projekt - det fjerde i rækken - er noget af det sidste analoge materiale fra sagsarkivet blevet digitaliseret. Det drejer sig om en række nymålingssager og sønderjyske matrikulære sager fra perioden 1985 - 2004.

   - Med afslutningen af MAMA4-projektethar Geodatastyrelsen taget endnu et vigtigt digitalt skridt i forhold til at skabe et komplet arkiv til fremsøgning af måloplysninger i alle egne af landet, siger områdechef i Ressourcer og IT i Geodatastyrelsen, Jesper Nørgaard Andersen og fortsætter:
   - Samtidig understøtter projektet styrelsens vision om at være den drivende kraft i den digitale udvikling af ejendomsområdet.

Nymålinger
Nymålinger er ikke specielt nye. Navnet dækker over sager, der typisk er større opmålingsprojekter brugt til kortopretning, i områder hvor de eksisterende kort ikke havde en tilstrækkelig kvalitet. Særligt i løbet af 1970’erne og 1980’erne blev der lavet mange nymålinger over hele landet. For landinspektørfirmaerne kan data fra nymålinger være meget vigtig information, da de kan være den eneste måldokumentation af udvalgte skel i det opmålte område.

undefined
Screendump fra MAO af markering af nymålinger (polygoner) i Aalborg.

Preussisk matrikelvæsen
Ved genforeningen af Sønderjylland i 1920 overtog Danmark det preussiske matrikelvæsen, og det var meget anderledes fra det man brugte nord for Kongeåen. Af samme grund vedtog man loven om ”Midlertidig Ordning af det sønderjyske Matrikelvæsen”, men det var først i 1983, at man for alvor tog fat på at harmonisere de to matrikelvæsner

Komplet digitalt arkiv
Med afslutningen af MAMA4-projektet vil der kun være ganske få analoge matrikulære arkivalier tilbage i Matrikelarkivet, der skal håndteres manuelt. De matrikulære arkivalier før 1906, som er afleveret til Rigsarkivet, er dog stadigvæk analoge. Det samme gør sig gældende for de sønderjyske sager før 1985, der er afleveret til Rigsarkivet i Aabenraa. Måledokumentation i Sønderjylland findes dog digitalt i webapplikationen, Webmads, tilbage til 1920.

 

Yderligere oplysninger
Funktionsleder i Ejendomme og Jura, Uffe Jimenez Ravn-Christensen, e-mail: