Den nye kortviser kan findes på www.gst.dk/skole og er gratis tilgængelig for alle.
Undervisningssektoren er en af de sektorer, som Geodatastyrelsen har særligt fokus på i arbejdet med at udbrede kendskabet til og anvendelsen af frie geodata. Som en del af den nye folkeskolereform har Undervisningsministeriet udarbejdet nye fælles mål for alle folkeskolens fag, og her er der flere steder fokus på, at eleverne skal lære digitale kort at kende. Derfor har Geodatastyrelsen valgt at gøre en række geodata let tilgængelige via en kortviser, som kan anvendes i undervisningen.
Kortviseren er udviklet i tæt samarbejde med fagpersoner indenfor undervisningssektoren, og en demoversion har været til test hos to 6. klasser. Nu arbejder Geodatastyrelsen sammen med Styrelsen for It og Læring om udvikling af inspirationsforløb til undervisere, så lærerne kan komme godt i gang med den nye kortviser. Derudover vil medarbejdere fra Geodatastyrelsen fortælle om den nye kortviser på Danmarks Læringsfestival den 3.-4. marts i Bella Centeret og på Big Bang Messen den 19.-20. marts i Roskilde. Her vil der også være mulighed for at se nærmere på Danmarks frie geodata i en Minecraft-verden, som Geodatastyrelsen lancerede sidste år.
Yderligere oplysninger
Projektleder Signe Egmose, siseg@gst.dk.